Hej dreng på 14 år
Du er nu nået en alder, hvor sex bliver rigtig interessant. Og jeg kan godt forstå, at du har mange spørgsmål. Derfor, tak for dit brev til BørneTelefonen og dine spørgsmål om sex
Jeg vil starte med at sige noget meget vigtigt. Og det er, at man ALDRIG må have sex med nogen uden deres vilje. ALDRIG!!!
Du skriver, at du har overvejet voldtægt, men synes det er synd for pigen. Det er godt, at du kan mærke, at det ikke er i orden. For voldtægt er både meget skadeligt og meget ulovligt.
Når du skal ud at afprøve det seksuelle i praksis, er det derfor vigtigt, at den, du gerne vil røre ved eller have sex med, også gerne vil. Så hvis en pige siger nej eller ikke viser, hun har lyst – så må du stoppe. Hvis pigen ikke siger ja og viser, hun har lyst, så er det ALTID et NEJ! Det gælder fx også, hvis pigen er så fuld, at hun ikke kan sige nej.
Du må derfor heller ikke gå og klaske piger i røven, hvis ikke de har givet dig lov. Mange piger synes også, at det er meget ucharmerende, hvis en dreng gør sådan. Så hvis du gerne vil gøre et godt indtryk på en pige – så er det ikke den måde, du skal gøre det på. Vis dem i stedet, at du er interesseret. Vær hjælpsom og tal med dem.
Du spørger, om det er i orden at købe en luder. Da du kun er 14 år, må du ikke gå til en luder. For det er ulovligt for en luder at være sammen med dig, så længe du er mindreårig.
Lovgivningen i Danmark siger, at mænd gerne må være kunder hos en luder – hvis hun er over 18 år. Men noget andet er, om man synes det er i orden. Det er der forskellige meninger om. Det er et meget hårdt og farligt arbejde at være luder. Og nogle af de piger, der bliver ludere, gør det kun fordi, de ikke har nogen anden udvej.
Med hensyn til størrelsen på din penis, så lyder det til, at den har en hel normal størrelse. Det lyder også som om, der ikke er noget galt, fordi du ikke sprøjter sæd ud. Det skyldes måske, at du onanerer meget, og der derfor ikke er så meget sæd i hver udløsning. Hvis du bliver i tvivl, om der er noget galt – så kontakt din læge. Han vil også kunne fortælle dig, om du har en normal sædmængde.
Jeg ved godt, at der sker en masse ting i din krop lige nu, og du har lyst til at prøve en masse. Mit bedste råd vil dog være, at tage den lidt med ro og se, om du kan finde en sød kæreste, der er parat til de samme ting som dig. På den måde ender du med at få gode seksuelle oplevelser, der kan være trygge og dejlige.
Jeg håber du kunne bruge mine svar - ellers er du altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111. Kig også nærmere på Sexlinien hjemmeside: http://www.sexlinien.dk/
Venlig Hilsen BørneTelefonen