Kære du
Tusinde tak for dit brev herind og for din tillid til os. Jeg kan godt læse ud fra dit brev, at det ikke er særlig rart for dig lige nu. Du beskriver nogle af de tanker og bekymringer, du har om mad og selvværd, som du godt kunne tænke dig at arbejde med.
Du har bestemt ikke noget at skamme dig over, tværtimod syntes jeg, at du skal have stor ros for at skrive herind, det viser, at du ikke vil finde dig i at have det sådan, som du har det nu. At du sammenligner dig med andre, er meget naturligt, det gør vi allesammen, det gør dig ikke dum.
Man kan altid finde argumenter for, hvorfor man er dårlig til noget, eller at man ikke er pæn nok. Det er uhyre nemt at straffe sig selv, ved at fortælle sig selv, at man ikke er god nok. Jeg er fuldstændig overbevist om, at du er god nok og mere end det, du er både handlekraftig og sej, det har dine ord vist mig.
Når du i lang tid har sagt til dig selv, at du er dum - ikke pæn nok osv. så har du fået skabt en vane hos dig. Og vaner er, som bekendt, meget svære at komme af med igen. Bare tænk på en ryger, der gerne vil holde op, eller en person der bander, og som gerne vil stoppe med at bande. Det er hårdt arbejde at stoppe og ændre med en vane, men det kan godt lade sig gøre, hvis man fokuserer på det.
Mange tænker at udseende betyder alt og tilskriver det derfor en kæmpe betydning, og det gør det helt sikkert ikke nemmere, at vi dagligt bliver bombaderet med billeder af smukke unge mennesker på de sociale medier, i magasiner og i reklamer. Men hvor meget betyder udseendet for, om vi har det godt? I det efterfølgende vil jeg skrive lidt om, hvad vi selv kan gøre i forhold til vores udseende og udstråling.
Udseendet betyder noget for os alle sammen! Desværre er der mange, der har det svært med deres udseende, fordi de ikke synes, de er smukke nok eller, at dem de snakker med ikke er smukke nok. Medierne fortæller os nemlig, at der er meget snævre grænser for, hvad der er smukt, og hvad der ikke er – man skal have bestemte mål, perfekt hud, hår, stil osv. Men det der tit sker, når man kun fokuserer på udseendet, er, at man begynder at lede efter fejl, og faktisk slet ikke 'ser' personen bag ved udseendet. Jo mere man fokuserer på det ydre, og på hvordan man ser ud, jo mindre skal der til før, det hele vælter, og man er utilfreds med alt.
Hvorfor siger jeg alt dette? Det er for at fortælle dig, at udseendet ikke er et solidt fundament at bygge hverken egen kærlighed eller venskab op omkring. Ens udseende kommer til at ændre sig meget i løbet af livet, og hvis du bygger dit liv på, at du skal se ud på en bestemt måde, kan du let komme til at tabe kampen.
Noget der virkelig kan gøre en forskel, i relation til andre mennesker, er, hvis man har en positiv udstråling. Folk bliver draget af andre folk med positiv udstråling. Man vil gerne være sammen med mennesker med positiv udstråling, for det smitter, man bliver selv mere positiv. Det er ikke meningen, at vi alle sammen skal ligne hinanden. Vi skal derimod lade vores omgivelser se lige netop den skønhed, vi hver især er skabt med. Der er mange fantastiske aspekter ved dig og dit udseende, der gør dig unik - på DIN måde! Men når du kommer til at fokusere på den ene ting, du er utilfreds med, så vakler din tro på dig selv og din kærlighed til dig selv. Hvis man fokuserer på det ydre, kommer det indre let til at vakle.
Når alt det her er sagt om den ydre skønhed, så lad mig slå fast, at den indre skønhed er langt den vigtigste! Den indre skønhed er de sider af din personlighed, der gør, at andre kan lide dig og føler, at du vil dem. Derfor er det også meget vigtigere at pleje den indre skønhed end den ydre! Det tænker jeg, at man kan gøre ved at tænke på, hvordan man er over for andre – om man er smilende og imødekommende, eller om man er svær at komme i kontakt med. Mon du kender til, at nogle piger er så perfekte på det ydre, at man slet ikke tror på, at man kan være venner med dem, for man kan slet ikke leve op til deres standard? Så vil jeg hellere være hende, der ser ret almindelig ud, måske endda lidt kedelig, men til gengæld er én, man tør betro en hemmelighed. Måske hende den 'perfekte' er populær og smart, men hvem tør fortælle hende noget svært om sig selv, hvis hun er rigtig slem til at bagtale?
Det bedste du kan gøre for dig selv er, at prøve at se dig selv med nysgerrige og positive øjne. Kik dig i spejlet og se hvad du egentlig ser, når du kikker godt efter. Hvad kan du lide ved dig selv? Vi har alle noget ved os selv, som er smukt og unikt, men vi skal øve os i at se det. Er du fx sød og rar ved andre, er du en god ven, er du hjælpsom, har du et smukt hår eller øjne... osv. osv. Når du snakker til dig selv i spejlet så gå på opdagelse i egen personlighed… fortæl dig selv, hvad er du glad for, og hvad kunne du godt kunne tænke dig at øve dig på at blive bedre til.
Jeg tænker, at det vil være rigtig godt for dig at få din families hjælp, så du kan få deres støtte og kærlighed i denne svære tid? De fleste forældre vil gerne vide, hvordan deres børn har det, og de har måske også kunnet mærke, at du ikke er dig selv og ked af det. Kunne du tænke dig at tage en snak med din mor eller din far, hvor du siger til dem, at du har brug for deres støtte, også selvom de måske ikke umiddelbart forstår, hvordan du har det og hvorfor?
Du har også mulighed for at kontakte LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade. De har flere forskellige rådgivningstilbud, som du kan benytte dig af. Du kan kontakte dem på deres hjemmeside www.lmsnyt.dk, hvor du kan læse mere. Her kan du blandt andet læse om andre piger, der også har (alt for) meget fokus på mad og krop. Du kan chatte med en rådgiver, og de har særlige støttegrupper. Mange, som har svært ved at slippe kontrollen med mad, har stor glæde af at få talt med nogen, som har forstand på det lige netop dette emne.
Jeg har nu givet dig mine tanker omkring din situation, og jeg håber, at du kan bruge dem til at komme videre. Du skal vide, at hvis du har brug for at snakke mere omkring det hele eller få flere råd, så er du altid velkommen til at ringe til os på BørneTelefonen på 116 111 eller kontakte os via chatten.
Kærligt knus til dig fra BørneTelefonen