Hjælp mig! Jeg selvskader!!

Kære 15-årige.

Tusind tak for dit stærke brev. Du har taget et vigtigt skridt hen imod den hjælp og støtte, som er så vigtig, når man er et menneske i krise.

Igennem livet møder vi små og store – og virkelig store – udfordringer, og det vigtigste er ikke at møde dem alene, ikke at tænke: “Jeg kan godt selv klare det.”

Og selvom det var hårdt, at din mor fandt ud af din selvskade, så tænker jeg, at det også er virkelig godt.

Du skriver, at din mor tog det anderledes, end du havde forventet. At hun reagerede meget voldsomt og blev bange. Samtidig kan jeg jo læse i dit brev, at din mor også har reageret og har handlet. Så selvom hun viser stærke følelser, og selvom hun græder og bliver bange, så GØR hun noget. Og det tror jeg, er det vigtigste, der er sket.

Du har en mor, som gør alt, hvad hun kan finde på, for at hjælpe dig. Du skriver “BørneTelefonen”, “Center for spiseforstyrrelser og selvskade” og “Livslinjen”‘, og min tanke er, at her er der virkelig mennesker, som ved en hel masse om, hvad der ligger bag unge menneskers selvskade.

Måske har du selv tænkt over, hvad der mon får dig til at selvskade? Vi får breve fra mange unge, som selvskader af forskellige årsager. Det kan være ensomhed, mobning, dårligt selvværd eller voldsomme begivenheder i livet, som de har svært ved at håndtere lige nu og her.

Følelserne bliver alt for overvældende, og desværre står de også ofte alene med det, fordi det er forbundet med skam og skyld.

Du skriver, at din far døde, og at du er helt afskåret fra hans side af familien. Det må have været en virkelig voldsom oplevelse for dig. Mon du har snakket med nogen om, hvordan DU havde det dengang?

Forestil dig, at du går igennem livet med en usynlig rygsæk. Hver gang vi møder en forhindring, en udfordring, en krise på vejen, så samler vi en sten op og lægger den i rygsækken. Små og store sten, og som du nok kan regne ud, så bliver rygsækken bare tungere og tungere. Nogle gange er det nødvendigt at få tømt rygsækken eller få hjælp til at bære den i en periode. Men går vi alene med vores bekymringer og tanker, så kan rygsækken til sidst tynge os helt i knæ.

Kan du mon genkende billedet?

Jeg er virkelig glad for, at din mor har opdaget din selvskade. Det er så vigtigt, også selvom det er hårdt for dig og din mor. Mange forældre bekymrer sig rigtig meget om deres børn. Og forældre har også følelser og bliver kede af det, bange og vrede, når deres børn ikke trives.

Mange børn vil ikke have, at deres forældre blander sig. Det bliver måske for svært. Eller for skamfuldt. Men det er jo forældres vigtigste opgave at blande sig – at hjælpe. Og din mor har virkelig reageret med nogle gode beslutninger, tænker jeg.

Jeg håber, du er klar til at tage imod hjælpen, som du kan få på f.eks. Center for spiseforstyrrelser og selvskade. Her møder du mennesker, som kan hjælpe dig ind bagved din selvskade. Nogen, som måske kan hjælpe dig med at finde ud af  hvorfor. Og så snart du får øje på det der HVORFOR, så kan man begynde at hjælpe sig selv.

Det bliver nok temmelig hårdt arbejde. Ofte kan det være noget, vi synes er så ubehageligt at tænke på, at vi lukker øjnene og skubber det langt væk fra os. Jeg håber, du er klar til at se på dine bekymringer og problemer med åbne øjne, for så kan der nemlig ske en forandring.

Jeg håber også, du er klar til at tage imod den hjælp, der venter på dig. Her har du nogen, som kan hjælpe dig med at fjerne en masse sten fra din rygsæk, hvis du selv er klar. For du skal give dem lov til at hjælpe.

Kære du….

Du er på vej. Du har en mor, som står ved siden af dig og støtter dig. Du skal lige nu tænke på dig selv og tænke på, hvordan du kommer videre i livet på den bedst tænkelige måde. Din kæreste og din søsters dansekonkurrence er nødt til at være mindre vigtige end dit helbred og din psykiske trivsel. Du må gerne prioritere dig selv. Og du må gerne være stolt af at have en mor, som prioriterer dig. Jeg håber og tror, at din kæreste vil gøre alt for at støtte dig og hjælpe dig. For det er jo den opgave, man må påtage sig som kæreste.

Du er altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111 og få en snak med vores dygtige vejledere. Du må også altid skrive igen, hvis du har brug for det. Fra mig får du alle mine varmeste tanker med på vejen.

Kærlig hilsen BørneTelefonen.