Selvskade eller opmærksomhed

Kære pige på 13 år,

Tusind tak for dit ærlige brev. Det er simpelthen så stærkt, at du har haft mod til at kontakte os og bede om hjælp, når du ikke ved, hvad du skal gøre. Jeg kan godt høre, at der er flere ting, der fylder rigtig meget i dit hoved, og jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe dig.

Jeg har også lyst til at fortælle dig, hvad jeg tænker om det du skriver. Det håber jeg er i orden for dig.

Du fortæller, at du har haft angst i et par år og at du på et tidspunkt, hvor du havde det rigtig dårligt,  prøvede at skære dig med en kniv. Du skriver, at det ikke lige var dig, at du aldrig har gjort det siden, men at det for kort tid siden er kommet frem pga. sundhedsplejerskens spørgeskema.

Som jeg forstår det, så har sundhedsplejersken opfordret dig til at dele dette med dine forældre, men de troede ikke på dig og sagde, at du bare prøvede at få opmærksomhed ved at sige det. Jeg tænker, at det må have været rigtig hårdt for dig at høre dem sige det, og jeg kan godt forstå, hvis det gjorde dig ked af det.

Du fortæller også, at du har gået til psykolog, som har hjulpet dig til at styre din angst, og at dine forældre har været støttende og hjælpsomme omkring det.

Allerførst må jeg sige til dig, at jeg bestemt ikke tror, du har gjort det for at få opmærksomhed. Som du selv nævner, har du ikke ligefrem været stolt over det og du har næsten ikke sagt det til nogen. Derudover er der altid en grund, når børn og unge selvskader og det er noget der skal tages meget alvorligt.

Det er også derfor din sundhedsplejerske, er så opmærksom på det.  Og ja – klart hun nævner det for dig. Især når du fortæller, at du  har overvejet i perioder og gøre det igen for at se om din holdning har ændret sig. Jeg tænker, at hun gerne vil sikre, at dine forældre ved det, så de kan gribe dig, hvis det skulle ske.

Du beskriver så utrolig fint, hvor ubehageligt det kan være, når ens forældre ikke tror på én, slet ikke tager det alvorligt, og tilmed beskylder én for noget man ikke har gjort. Jeg kan sagtens forstå, at du bliver forvirret og i tvivl om hvad du selv oplever og synes. Især når du var nervøs for at sige det til dem det.

Nu kender jeg ikke dine forældre, men jeg kommer til at tænke på, at der kan være flere grunde til, at de reagerer som de gør. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad der har fået dem til at sige, at du har gjort det for at få opmærksomhed.

Men det kan være fordi, de inderst inde er utrolig bange for, hvis der skulle ske dig noget. Eller måske skræmmer det dem, at du kunne gøre det uden de vidste det. Det kan også være, de er lidt flove over, at de ikke har lagt mærke til det. Er der mon noget af dette, der giver mening for dig?

I hvert fald lyder slet ikke rart for dig, at blive mødt på den måde.

Når jeg læser dig brev, får jeg en fornemmelse af, at du gør dig mange tanker om at gøre det rigtige, både ift. sundhedsplejersken og dine forældre. Mon det kan være med til at gøre angsten lidt værre, hvis du siger eller gør noget forkert?

Når jeg hæfter mig ved det, er det fordi jeg fornemmer, at du er lidt presset over, om det nu er det rigtige tidspunkt, du har sagt til dem hver især. Det tænker jeg, fordi du skriver: Det er bare super irriterende at jeg ikke havde styr på det. At du ikke har styr på det, siger netop noget om, at det ikke har haft den store betydning for dig.

Som jeg ser det, gør det ikke nogen forskel, hvornår det er foregået. Det vigtige er, at dine forældre ikke tror på, at det er sket, samt de meget relevante refleksioner du har gjort dig i forhold til, at om det var noget for dig.

Jeg synes det lyder som en god plan, at sundhedsplejersken vil tage fat i din mor og tale med hende. Men jeg tænker, om det var en idé, at du først fortalte sundhedsplejersken, hvordan dine forældre reagerede? På den måde tror jeg, hun meget bedre kan hjælpe dig. Har du mon mod på det?

For det er meningen, at dine forældre fortsat skal støtte dig, og tro på det du siger. Du har nemlig ret til tryghed, omsorg og at blive behandlet med respekt. Det betyder, at dine forældre skal passe godt på dig og sørge for, at du er tryg derhjemme. Hvis de har svært ved det, skal du vide, at I har ret til at få hjælp fra kommunen.

På BørneTelefonen har vi også en telefonlinje til forældrene – ForældreTelefonen. Måske kunne du bede sundhedsplejersken foreslå din mor at ringe på 35555557 så dine forældre kan få børnefaglig rådgivning i, hvordan de hjælper dig bedst muligt, både med angst og tanker om selvskade. Hvad tænker du om den idé?

Som jeg forstår det, har du ikke et problem med selvskade lige nu, men hvis det skulle ske, at du igen fik mange tanker om det, vil jeg nævne for dig, at der er god hjælp at få hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade Der er også mulighed for rådgivning for dine forældre.

Jeg synes du har været helt vildt sej, at du har rakt ud efter hjælp, når du mærkede, at du blev forvirret og i tvivl om, hvad du selv oplevede. Det er utrolig vigtigt at kunne! Både at være i stand til at mærke sig selv, hvad der føles godt og dårligt for én, men også at turde få en andens blik på sin virkelighed.

Jeg håber, at mine tanker og mit blik på det du oplever, har hjulpet dig lidt på vej. Og ellers må du meget gerne ringe til BørneTelefonen på 116111 – Der er nogen ved telefonen hele døgnet, som også kan fortælle dig om, hvordan du kan få hjælp fra kommunen, hvis det skulle blive nødvendigt.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen