Brev

Selvskade eller opmærksomhed

Hej…
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre lige nu så det er derfor at jeg kontakter jer.
Jeg har haft angst i et par år nu som mine forældre har været rigtig støttende og hjælpsomme omkring hvilket jo er dejligt. Jeg gik til psykolog for omkring et halvt års tid siden som virkelig har hjulpet mig til at styre min angst.

For kort tid siden skulle min klasse så til sundhedsplejersken hvor at vi skulle svare på et spørgeskema inden. Jeg fik af vide at jeg skulle være fuldstændig ærlig og det var jeg så. Der kom så et spørgsmål frem hvor at de spurgte om jeg nogensinde havde haft tanker om selvskade eller gjort det. Svaret var ja.

Da jeg havde det rigtig dårligt med min angst havde jeg mange tanker om det og ville gerne prøve det da jeg havde hørt at det hjalp nogle. Jeg gik så en dag jeg var alene hjemme ned i køkkenet, tog en kniv og begyndte at “skære” i mig selv.

Eller skære og skære jeg stod med kniven og prikkede lidt til min arm og kørte den så hurtigt henover huden ligesom hvis du skar din finger. Det blødte knap nok og jeg fandt hurtigt ud af at det ikke lige var mig. Siden da har jeg aldrig gjort det men jeg har da overvejet i perioder og gøre det igen for at se om min holdning har ændret sig til det.

Det var det jeg fortalte sundhedsplejersken og hun sagde at hun ikke var bekymret for mig da jeg jo ikke har tænkt på det længe men at jeg skulle sige det til mine forældre.
Jeg havde været meget nervøs for at sige det til mine forældre men gjorde det endelig lidt tidligere i dag.

Mine forældre troede ikke på mig og kunne ikke forstå hvorfor at de ikke kunne se at jeg havde et sår dengang. Jeg prøvede så at fortælle dem at jeg næsten ikke skar i mig selv og at der ikke engang kom et sår men de troede stadig ikke på mig. De sagde at jeg bare prøvede at få opmærksomhed ved at sige det.

Jeg er blevet virkelig i tvivl nu for var det bare for opmærksomhed ? Altså jeg havde jo selv sat det ind på skemaet men jeg havde ikke rigtig tænkt over det. Det er jo klart at hun nævner det for mig efter det. Jeg ved det virkelig ikke men jeg forstår ikke hvordan det kan være fordi at jeg vil have opmærksomhed.

Det er jo kun sundhedsplejersken, mine forældre og så mine 3 Aller bedste veninder der ved det. Og jeg er jo ikke ligefrem stolt af at jeg har været så naiv at jeg har haft tanker om at skære i mig selv. Jeg ved det virkelig ikke, tror du at det var for opmærksomhed ?

En helt anden ting er at jeg kom til at forveksle med tiden. Sundhedsplejersken spurgte mig hvornår jeg gjorde det og jeg kom til at sige for et halvt år siden. Det samme sagde jeg til mine veninder da de spurgte. I virkeligheden er det ved at være 1-1,5 år siden hvilket jeg også fik sagt til mine forældre.

Det er bare super irriterende at jeg ikke havde styr på det. Især når sundhedsplejersken vil tage fat i min mor og snakke med hende.
Jeg håber virkelig du kan hjælpe mig for det er noget der fylder helt vildt meget i mit hoved.

Hilsen en forvirret pige.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13 år,

Tusind tak for dit ærlige brev. Det er simpelthen så stærkt, at du har haft mod til at kontakte os og bede om hjælp, når du ikke ved, hvad du skal gøre. Jeg kan godt høre, at der er flere ting, der fylder rigtig meget i dit hoved, og jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe dig.

Jeg har også lyst til at fortælle dig, hvad jeg tænker om det du skriver. Det håber jeg er i orden for dig.

Du fortæller, at du har haft angst i et par år og at du på et tidspunkt, hvor du havde det rigtig dårligt,  prøvede at skære dig med en kniv. Du skriver, at det ikke lige var dig, at du aldrig har gjort det siden, men at det for kort tid siden er kommet frem pga. sundhedsplejerskens spørgeskema.

Som jeg forstår det, så har sundhedsplejersken opfordret dig til at dele dette med dine forældre, men de troede ikke på dig og sagde, at du bare prøvede at få opmærksomhed ved at sige det. Jeg tænker, at det må have været rigtig hårdt for dig at høre dem sige det, og jeg kan godt forstå, hvis det gjorde dig ked af det.

Du fortæller også, at du har gået til psykolog, som har hjulpet dig til at styre din angst, og at dine forældre har været støttende og hjælpsomme omkring det.

Allerførst må jeg sige til dig, at jeg bestemt ikke tror, du har gjort det for at få opmærksomhed. Som du selv nævner, har du ikke ligefrem været stolt over det og du har næsten ikke sagt det til nogen. Derudover er der altid en grund, når børn og unge selvskader og det er noget der skal tages meget alvorligt.

Det er også derfor din sundhedsplejerske, er så opmærksom på det.  Og ja – klart hun nævner det for dig. Især når du fortæller, at du  har overvejet i perioder og gøre det igen for at se om din holdning har ændret sig. Jeg tænker, at hun gerne vil sikre, at dine forældre ved det, så de kan gribe dig, hvis det skulle ske.

Du beskriver så utrolig fint, hvor ubehageligt det kan være, når ens forældre ikke tror på én, slet ikke tager det alvorligt, og tilmed beskylder én for noget man ikke har gjort. Jeg kan sagtens forstå, at du bliver forvirret og i tvivl om hvad du selv oplever og synes. Især når du var nervøs for at sige det til dem det.

Nu kender jeg ikke dine forældre, men jeg kommer til at tænke på, at der kan være flere grunde til, at de reagerer som de gør. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad der har fået dem til at sige, at du har gjort det for at få opmærksomhed.

Men det kan være fordi, de inderst inde er utrolig bange for, hvis der skulle ske dig noget. Eller måske skræmmer det dem, at du kunne gøre det uden de vidste det. Det kan også være, de er lidt flove over, at de ikke har lagt mærke til det. Er der mon noget af dette, der giver mening for dig?

I hvert fald lyder slet ikke rart for dig, at blive mødt på den måde.

Når jeg læser dig brev, får jeg en fornemmelse af, at du gør dig mange tanker om at gøre det rigtige, både ift. sundhedsplejersken og dine forældre. Mon det kan være med til at gøre angsten lidt værre, hvis du siger eller gør noget forkert?

Når jeg hæfter mig ved det, er det fordi jeg fornemmer, at du er lidt presset over, om det nu er det rigtige tidspunkt, du har sagt til dem hver især. Det tænker jeg, fordi du skriver: Det er bare super irriterende at jeg ikke havde styr på det. At du ikke har styr på det, siger netop noget om, at det ikke har haft den store betydning for dig.

Som jeg ser det, gør det ikke nogen forskel, hvornår det er foregået. Det vigtige er, at dine forældre ikke tror på, at det er sket, samt de meget relevante refleksioner du har gjort dig i forhold til, at om det var noget for dig.

Jeg synes det lyder som en god plan, at sundhedsplejersken vil tage fat i din mor og tale med hende. Men jeg tænker, om det var en idé, at du først fortalte sundhedsplejersken, hvordan dine forældre reagerede? På den måde tror jeg, hun meget bedre kan hjælpe dig. Har du mon mod på det?

For det er meningen, at dine forældre fortsat skal støtte dig, og tro på det du siger. Du har nemlig ret til tryghed, omsorg og at blive behandlet med respekt. Det betyder, at dine forældre skal passe godt på dig og sørge for, at du er tryg derhjemme. Hvis de har svært ved det, skal du vide, at I har ret til at få hjælp fra kommunen.

På BørneTelefonen har vi også en telefonlinje til forældrene – ForældreTelefonen. Måske kunne du bede sundhedsplejersken foreslå din mor at ringe på 35555557 så dine forældre kan få børnefaglig rådgivning i, hvordan de hjælper dig bedst muligt, både med angst og tanker om selvskade. Hvad tænker du om den idé?

Som jeg forstår det, har du ikke et problem med selvskade lige nu, men hvis det skulle ske, at du igen fik mange tanker om det, vil jeg nævne for dig, at der er god hjælp at få hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade Der er også mulighed for rådgivning for dine forældre.

Jeg synes du har været helt vildt sej, at du har rakt ud efter hjælp, når du mærkede, at du blev forvirret og i tvivl om, hvad du selv oplevede. Det er utrolig vigtigt at kunne! Både at være i stand til at mærke sig selv, hvad der føles godt og dårligt for én, men også at turde få en andens blik på sin virkelighed.

Jeg håber, at mine tanker og mit blik på det du oplever, har hjulpet dig lidt på vej. Og ellers må du meget gerne ringe til BørneTelefonen på 116111 – Der er nogen ved telefonen hele døgnet, som også kan fortælle dig om, hvordan du kan få hjælp fra kommunen, hvis det skulle blive nødvendigt.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat