Kære pige 19 år
Puha, hvor må man da føle sig magtesløs i sådan en situation. Det virker virkelig som om, at både du og dine forældre har gjort rigtig meget for at hjælpe din lillesøster, men det har bare ikke hjulpet, som I havde håbet.
Hvor kan jeg godt forstå, du synes, det er en svær situation at stå i, så jeg er så glad for, at du skriver herind. Jeg vil prøve at hjælpe dig, så godt jeg kan.
Det kan være rigtig svært, at være pårørende
Det kan være en rigtig svær situation at stå i som pårørende, så jeg vil fortælle dig, at det bestemt er helt okay, at du også kæmper med det.
Når mennesker er selvskadende, kan det være så svært at forstå, hvorfor de ikke bare kan lade være. Men du har sikkert allerede erfaret, at det er lidt mere kompliceret end det.
Selvskaden er ofte en måde at være i svære følelser på. Når man selvskader, kan det netop være et udtryk for, at man ikke ved, hvad man ellers skal gøre med de tunge tanker, der er inden i én.
De fleste af os har vores helt egne og særlige måder at trøste os selv eller passe på os selv. Fx ved at fjerne fokus fra det svære. Nogen bruger tv eller musik til at berolige dem. Andre bruger farlige metoder som fx stoffer, alkohol eller cigaretter. Og ligesom de 3 ting, så kan man godt blive afhængig af selvskade.
Selvskade er nemlig stærkt vanedannende. Man kan fx blive afhængig af den kropslige følelse det giver.
Når man skader sig selv, udskilles nemlig et smertedæmpende stof fra hjernen, der skaber lindring og en slags velbehag. Det er også det stof, der gør, at nogle bliver afhængige af selvskaden. Du ved måske alt dette, men jeg nævner det alligevel, for at du forhåbentlig også kan se, at der er en vej ud for din søster.
For man kan få det bedre, fx ved at gå til en psykolog som din søster. Det tager ofte tid – og er ikke løst med et par samtaler. Faktisk kan man godt få det en del værre, når man begynder hos en psykolog. Simpelthen fordi man begynder at arbejde med alle de rigtig tunge ting, der normalt går i selvskaden.
Det er godt at tale med andre, der ved hvordan I har det
Det er sådan, at der faktisk findes et netværk for pårørende til en person, der er selvskadende. Du kan finde mere om deres tilbud her: Pårørende | Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.
Nærvær
Hvor må din søster føle, at hun har en god storesøster, som sådan vælger at søge råd hos os, så hun kan få det bedre, fordi I kan få hjælp til at håndtere den svære situation. Hvor kan du være stolt af det!
Jeg tror, din søster har brug for rigtig meget nærvær og kærlighed lige nu, når hun har det svært.
Kunne I måske finde på noget hyggeligt at lave sammen, måske også med jeres forældre? En aktivitet, som får hende afledt fra at skade sig selv.
Det kan være en cafétur, en gåtur i skoven, en biograftur eller noget helt fjerde.
Måske i samme anledning få en god snak med din søster, hvor I viser hende at I er der for hende. Kunne du mon have mod på det?
Du er også vigtig
Når nogen vi holder af, har det rigtig svært, kan det komme til at fylde rigtig meget. Måske så meget, at der ikke helt er plads til andre søskende. Mon du kan genkende det?
Jeg får en fornemmelse af, at du er en utrolig hjertevarm og omsorgsfuld søster, men du må også gerne bruge de egenskaber på dig selv. Ligesom din søster kan have brug for pauser, har du måske også.
Hvad kan du mon godt lide at lave?
Måske du kan tænke over, hvordan du sikrer dig, at du får gjort nogle gode ting for dig selv også? Det er så vigtigt.
Faktisk er noget af det vigtigste man kan gøre som pårørende at passe godt på sig selv og få pauser. For selvom du gerne vil være der for din søster, så kan man få svære følelser fx vrede, hvis man ikke også passer på sig selv.
Det kunne man kalde, at man blev lidt omsorgstræt, fordi det blev for tungt at bærer på alt, uden ro og pause til sig selv.
Du kan måske tale med dine forældre om det også? Måske vise dem mit svar, hvis du har lyst. De er også meget velkomne til at kontakte vores ForældreTelefon.
I sidste ende er det netop også dem, der er forældre og dermed dem, der måske også skal hjælpe dig og sikre sig, at du ikke bliver overbelastet. Det kan en rådgiver på ForældreTelefonen måske hjælpe dem med.
Både dig selv og hende må meget gerne ringe til os og få en god snak. Vores Telefon er 116 111. I kan være anonyme.
Jeg håber, at mine råd har kunne hjælpe dig og din familie. Jeg kan virkelig godt forstå, at du ikke synes det er nemt. Men jeg håber – og tror på, at I gør så meget rigtigt. I er opmærksomme og har sikret hjælp via en psykolog.
Tænk på, hvor fantastisk det også er, at I er der for hende på den her måde. Selvom hun måske ikke viser det, så tror jeg også, at hun er glad for det.
Kærlig Hilsen
BørneTelefonen