Kære Pigen på 12.
Det er virkelig godt, at du skriver ind til BørneTelefonen, for jeg kan fornemme i dit brev, at du har det rigtig svært for tiden. Det er ikke nogle nemme følelser at gå med alene, og jeg skal gøre mit bedste for at hjælpe dig!
Du skriver, at du har selvskadet, siden du var 11 år. Du har prøvet at stoppe mange gange, men du føler, at du ikke kan lade være. Du har også haft selvmordstanker, og tænker over, om nogen overhovedet ville græde, hvis du døde.
Derudover, så selvom du ikke ville dele det med dine forældre, så endte nogle af dine tætte venner med at sige det videre, så dine forældre til sidst fandt ud af det alligevel. Derfor har du svært ved at snakke med andre om det, fordi du er bange for, at de siger det videre igen.
Kære du, det lyder også virkelig ubehageligt! Og jeg kan forestille mig, at det må føles enormt ensomt og isolerende at gå rundt med alle de følelser og oplevelser helt alene, uden at føle, at du kan dele dem med nogen?
Jeg synes det er meget modigt af dig, at du har turde skrive ind til os, på trods af, at det er så svært for dig, at snakke højt om det du oplever.
Andre børn og unge, der selvskader ligesom dig, kan godt opleve at skamme sig over det, og har også svært ved at snakke højt om det, især fordi, de er bange for at gøre nogen kede af det. Måske du også kan genkende det?
Og jeg kan læse i dit brev, at du holder rigtig meget af dine forældre, og at det betyder noget for dig, at de ikke føler, at de ikke er gode nok, selvom du selvskader. Dine forældre er virkelig heldige at have en datter som dig, der går op i, hvordan de har det, også når du selv har det svært.
Ofte når folk selvskader, så gør de det for at “slippe væk” fra noget andet, der fylder i deres liv. Mange oplever, at lige i dét de selvskader, så forsvinder alle de ubehagelige og dårlige følelser for en kort stund. Mon det er noget du kan genkende?
Jeg kommer derfor til at tænke på, hvad der mon gør, at du har brug for at “slippe væk”? Du skriver, at du har haft selvmordstanker siden du var 6 år. Mon der var noget specifikt, der skete i dit liv dér, som stadig påvirker dig i dag?
Grunden til at jeg spørg, er fordi, at selvom selvskade kan føles som en “lettelse”, så er det faktisk sjældent den bedste metode til at “slippe væk” fra alt det, der går og fylder – tværtimod.
Hvis man nemlig får hjælp til alt det andet, der foregår i ens liv, så oplever mange der selvskader, at behovet for at selvskade enten forsvinder helt, eller bliver meget mindre. Derfor er det vigtigt at undersøge, hvad det egentlig er, som man prøver at “slippe væk” fra, gennem selvskaden.
En af de bedste måder at undersøge det på, er ved at snakke højt om det, man føler og oplever, især med en voksen.
Desværre for dig, så har du haft en enormt ubehagelig oplevelse, hvor du føler, at din tillid blev brudt af dine tætteste venner.
Jeg kan sagtens forstå, at du føler, at de overskred dine grænser, når de har sagt noget videre, som var meget personligt for dig, og som du ikke var klar på, at alle skulle vide.
Nogle gange, når nogen vi er tætte på, fortæller os noget meget alvorligt, så ved vi ikke helt, hvordan vi skal håndtere det. Derfor kan man komme til at gøre noget, som gjorde den anden ked af det, også selvom det ikke var ens intention.
Nu ved jeg jo ikke, om det var tilfældet med dine venner, men måske de sagde det videre, fordi de bekymrede sig for dig, uden helt at vide, hvad det ville betyde for dig. Hvad tænker du mon om det?
Grunden til at jeg snakker om det her, er fordi, at når man siger det højt, så åbner det op for en masse muligheder for hjælp, så man netop ikke skal gå med alle de her følelser og oplevelser helt alene, og så man faktisk kan få noget professionel hjælp til at stoppe med at selvskade, frem for at prøve og klare det hele selv.
Der er nemlig enormt mange af dem, der selvskader, som får en masse hjælp til enten helt at stoppe, eller nærmest at stoppe med at selvskade. Den hjælp kan se ud på mange måder:
For eksempel, samtaleterapi – hvor man sidder med en terapeut, og får hjælp til både selvskaden, og alt det andet der fylder.
Eller gruppeterapi – hvor man snakker med en masse andre børn og unge, der også selvskader, og derfor kan blive mødt i, at man ikke er alene, og ikke behøver at skamme sig. Mon det ville være noget for dig?
Nu nævner du også, at du har haft perioder, hvor du ikke spiser, og har svært ved følelsen af mæthed, uden samtidig at føle dig “klam”.
Sådan spiseforstyrret adfærd er faktisk også en form for selvskade, fordi man på samme måde prøver at slippe væk fra alt det der fylder, gennem en kontrol af ens kost og krop. Men det er faktisk også noget, som du ville få hjælp til, hvis du har brug for det.
Og jeg kan sagtens forstå, hvis det virker helt urealistisk, at du skulle kunne have et liv, helt uden selvskade, især når du har haft voldsomme tanker om selvskade, siden du var 6 år. Du har ligefrem forsøgt at dræbe dig selv el eller to gange, skriver du.
Men jeg håber også, at du gennem mit svar kan læse, at det faktisk ER en mulighed, også for dig.
Det kræver bare, at du får sagt det højt, præcis som du allerede har gjort så flot i dit brev til os, så du også kan få den hjælp, du har brug for.
Derfor kommer jeg også til at tænke på, hvad der mon ville ske, hvis du selv bragte det op til dine forældre?
Måske dine forældre ville blive glade for, at du tillod dem at være der for dig? Nogle gange, kan man godt blive ked af det på andres vegne, især hvis man elsker dem, og samtidig være enormt glad for, at man får chancen for at være der for dem, og hjælpe til hvor man kan. Måske dine forældre også ville have det sådan, hvis du tillod dem at være en del af de svære sider af dit liv?
Du kunne måske fortælle dem, at du har rigtig svært ved at sige det højt, fordi du er bange for at de ikke føler sig gode nok, eller bliver kede af det. Men at du faktisk har det rigtig svært, og endda nogle gange overvejer, om nogen overhovedet ville græde, hvis du døde.
Sådan en samtale kan godt være svær at starte, så måske du kunne skrive dem et brev, præcis som du har gjort til os, hvor du sætter så flot og tydeligt ord på det, du oplever og føler. Du kan også følge vores guide: Skriv, hvis du har brug for hjælp, til hvad du skal skrive.
Hvis du alligevel ikke har lyst til at fortælle dine forældre det, så er det selvfølgelig også helt okay!
Måske der er en anden voksen i dit liv, som du stoler på, og som kunne hjælpe dig med at få søgt noget hjælp? Det kunne være en moster, onkel, veninde/vens forældre, eller nogen andre, du selv kan komme i tanke om.
Dine forældre eller en anden voksen, kan også hjælpe dig med at gå videre med det her, så du kan få søgt den hjælp, du har brug for, og så du ikke skal stå alene med det hele. Ville det være rart for dig?
Ellers, så kan du også selv ringe til egen læge og lave en tid. Egen læge kan give dig en henvisning til en psykolog eller anden terapi, hvis de bedømmer, at det ville være rigtigt for dig. Nummeret til egen læge står bag på dit gule sundhedskort.
Jeg vil også give dig et link til Foreningen Spiseforstyrrelser & Selvskade, hvor du faktisk kan søge individuelle samtaleforløb for børn og unge mellem 12 og 25 år. Det tænker jeg kunne være noget for dig.
Jeg håber, at du kunne bruge mit svar til noget, og at du kan se, at der faktisk er enormt meget hjælp at hente, også for dig. Og at selvom det måske kan føles helt uvirkeligt, at du skulle kunne have et liv, uden selvskade, spiseforstyrrelse, eller selvmordstanker, så er der faktisk en masse andre ligesom dig, der ender med at have sådan et liv. Det kræver bare, at de snakker højt, og får søgt noget hjælp.
Og du har allerede været så modig, og har taget det første skridt imod en bedring, i det du råbte højt, og skrev ind til os på BørneTelefonen. Det viser mig, at du har styrken til at gå videre med det her, så du ikke skal være alene med det mere, og så du kan få den hjælp du har brug for.
Og så er du selvfølgelig altid velkommen til at skrive ind til BørneTelefonen igen, eller ringe ind på 116 111, hvis der er mere, eller noget helt andet, du har brug for at snakke om.
Knus og kæmpe stort kram fra
BørneTelefonen.
