Kære 13-årige
Jeg kan se, at du hver aften kommer til at skære i dig selv. Du er inde i et mønster, hvor du ikke kan lade være. Sådan skal det ikke være. Ingen kan holde til at græde sig i søvn hver aften.
Det var en god ide, du fik, da du skrev herind. Der er sikkert mange ting i dit liv, du kunne skrive om. Men det kan være svært at vide hvor, man skal begynde. Måske er det derfor, at du ikke har skrevet så meget om dit liv og din familie?
Nogle oplever, at trangen til at skære i sig selv giver dem ’noget’ – måske en form for pause. Det kan være en pause fra de ting, der er svære. Nogle bliver afhængig af pausen fra de svære ting. Præcis som man kan blive afhængig af cigaretter eller andre ting. Man kan ikke bare holde op med at skære i sig selv, når man er fanget i en afhængighed.
Andre oplever også, at de på den måde kan overdøve det, der gør ondt i livet. Selvskaden bliver en slags ’bedøvelse’. Måske kan du genkende noget af dette.
Mange der har det sådan, fortæller også, at de ikke rigtigt bliver ‘set’, som den, de er. Familie og venner omkring dem har måske ikke forstået, hvordan de egentligt har det. For mange svære ting i hverdagen kan gøre trangen til selvskade værre. Jeg tænker på, hvordan det kan være for dig.
Har du lagt mærke noget, der ’kalder’ på din trang til at skade dig selv? Er der bestemte ting, der er fælles for de dage, hvor du skader dig selv?
Nogle unge prøver at tænke over den slags spørgsmål og finder måske på noget, de kan gøre i stedet for, de dage. Noget som hjælper dem med at modstå trangen til selvskade. Nogle går en tur rundt om blokken eller tager et bad og får på den måde en lille pause. På den måde finder de noget, der virker for dem, når de mærker, trangen er på vej. Hvad kunne være muligt og godt for dig at gøre i stedet, når trangen melder sig?
Det kræver kræfter, mod og tålmodighed at komme af med trangen til selvskade. Det er klart, at man kan komme til at føle, at det ikke går hurtigt nok. Nogle unge fortæller, at det kan tage uger eller måneder at slippe trangen. Men det lykkes for de allerfleste at få hjælp og komme fri af trangen – også selvom de ’falder i’ nogle gange.
Det er en kamp at komme af med trangen til selvskade. Ikke alle unge er så heldige, at de kan hjælpe sig selv. Det kan hænge sammen med, at der er for mange ting i livet, der er svære. Måske ved du ikke, hvor du skal starte. Så er det endnu mere vigtigt, at du åbne op og sige det til andre, så de kan hjælpe. Heldigvis oplever langt de fleste at få det bedre, når de åbner op om det – og får hjælp.
Et godt sted at starte er en samtale med en rådgiver på LMS. Her behøver du ikke fortælle, hvem du er. Du bestemmer, hvad du vil tale om. Den rådgiver du taler med, ved meget om trangen til at skære i sig selv og kan hjælpe dig med forslag og ideer. Jeg ved fra andre unge, at de kan være gode at tale med.
Er det muligt for dig at tale med din mor eller far (eller en anden i familien)? Jeg ved jo ikke, om I plejer at kunne tale om ting, der føles svære? Jeg spørger, for måske har du brug for nogle ideer til, hvordan du kunne starte en samtale med dine forældre eller andre voksne nær dig? Du kunne ringe ind til os på 116 111 – så kan vi komme med nogle forslag,
Hvis du fortæller os lidt mere om dit liv og din familie, er det lettere at komme med forslag, der ‘rammer rigtigt’ og er hjælpsomme for dig.
Du virker som en person, der har brug for at få det bedre nu og handler – du har jo skrevet herind. Måske kan det være rart at vide, at de fleste får det bedre, når de åbner sig for hjælp. Præcis som du har gjort nu.
Kærlig hilsen BørneTelefonen