Selvmords tanker, selvskade problemer og anoreksi

Kære 18 årige

Det er så godt, at du skriver til mig. For jeg kan høre, at du har brug for at få ændret din situation. Lige nu fylder trangen til vægtkontrol og trangen til selvskade alt for meget. Du fortæller tilmed, at du er ramt af selvmordstanker.

Det kan føles som en lettelse at planlægge sit selvmord. Men egentligt handler den lettelse om, at man bliver afledt fra de ting, der er svære. Ens tanker er beskæftiget med noget andet end det, der gør ondt. Det ved jeg fra samtaler med andre unge, der har forsøgt at tage deres eget liv – men som er kommet ‘ud på den anden side’ til et bedre liv.

Jeg kan se, at du har haft det hårdt i mange år. Men det er rart at høre, at du har personer som står dig nært, som du ikke vil efterlade. Det fortæller mig, at du er en person, der tænker på de mennesker, som du er forbundet med. Det er så stærkt, at du trods din smerte, har overskud til at tænke på dem.

Det er så omsorgsfuldt, at du tager hensyn til, hvor meget du fortæller  dem.  Det er virkelig positivt, at du har nogle, som du har kær og som har dig kær. Det har nemlig en stor betydning for, hvordan vi oplever os selv, at vi har personer, som vi føler os forbundet med.

Samtidigt har det at tale om sine problemer stor betydning for, hvordan vi som mennesker har det: Det er vigtigt at få fortalt vores tanker og følelser til andre. Ellers kan de komme til at vokse og fylde alt for meget. For nogle kan det hjælpe at skrive sine tanker ned eller måske tegne det, som jeg kan forstå, du kan – men ikke har gjort længe.

Jeg kan også se på dit brev, at der faktisk er nogle, der skriver til dig. Det er nok nogen, som godt vil dig, siden de bliver ved med at skrive til dig. Også selv om du ikke svarer så hurtigt. Det virker faktisk positivt. Det lyder også sejt, at du på trods af omstændighederne er ved at tage en uddannelse for at kunne komme på Animation skolen. Det at have mål kan være lyset, som giver styrke….

Det lyder ikke så opmuntrende med dine forældre. Jeg ved ikke, om det vil kunne hjælpe på din mors forståelse for, hvordan du faktisk har det, hvis du vælger at vise hende dit brev og vores svar. Nogle gange kan ord på skrift gøre et stort indtryk, fordi der ikke opstår afbrydelser. Men jeg ved samtidigt godt, at man kan have forældre, man slet ikke kan komme igennem til.

Du fortæller jo, at du ikke kan tale med din mor, og at du ikke har haft et nært forhold til hende. Som jeg forstår det, har også din far været fraværende. Måske handler din svingende vægt og trang til selvskade om, at du har brug for nogen at tale med. Så du kan fortælle om, hvordan du egentlig har det i din hverdag – og har haft det i dit liv!

Jeg tror, at du har brug for nogle strategier og forslag til, hvordan du kan komme fri af din fastlåste situation. Jeg har forslag, der kan hjælpe dig fremad:

1. Ring anonymt til kommunen. Du kan prøve at google din kommunes navn og ‘anonym rådgivning for unge’. Så finder du nummeret på kommunens rådgivning for unge, hvor der findes gode rådgivere. Fortæl her om dine selvmordstanker og problemer. Beskriv den håbløshed, der har ramt dig. Så kan rådgiveren fortælle dig om, hvordan kommunen kan hjælpe dig. Du har behov for –men også ret til – hjælp. Vær ikke bange for at ringe. De har hjulpet mange unge i din situation, og du behøver ikke at sige dit navn. Der kan ikke ske noget ved at prøve.
2. Ring til din læge. Nummeret står på dit gule sygesikringskort. Når du bestiller en tid, skal du med det samme sige, at du er ramt af selvmordstanker og trang til selvskade. Så undgår du lang ventetid. Du kan kontakte lægen selv og tale med lægen på egen hånd. Vær ikke bange for at fortælle lægen om dine problemer og dine tanker om selvmord. Han eller hun har med stor sandsynlighed før hjulpet unge som dig. Lægen har overblik over muligheder, der hvor du bor – og kan sætte dig i kontakt med folk, der kan hjælpe dig videre frem. Du kan møde op alene. Hvis du taler med lægen alene, så fortæl, hvis du er bekymret for din mors reaktion. Så kan lægen vælge ikke at fortælle dine forældre om jeres samtale. Hvis du har lyst, kan du tage en ven med til samtalen hos lægen. Det bestemmer du selv.
3. Kontakt LMS. Jeg ved ikke, om du allerede kender til det, men der findes noget der hedder LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. De rådgiver både via telefon, mail og sms. Du kan også få personlig rådgivning, som både er gratis og anonym. De tilbyder også støttegrupper og mentorordning. Du kan her også fortælle om det med dine gule tænder – de ved alt om følgevirkninger af opkast og kan fortælle dig, hvad du skal gøre. Jeg sender dig lige et link: LMS – Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade
4. Kontakt din lærer. Har du en lærer, du har tillid til? Du kan måske fortælle din lærer, at du har brug for et møde, hvor I taler om dine situation og dine tanker. Det gode ved denne mulighed er, at læreren sikkert kan sætte dig i forbindelse med andre personer, der kan hjælpe dig. Læreren har pligt til at hjælpe dig. Det er en del af hans eller hendes job. Du har ret til hjælp – og de har pligt til at forsøge at hjælpe et ungt menneske som dig…
5. Kan du bruge en person i dit netværk?  En mormor? En faster? En studievejleder? En anden voksen du kender?… hvem kan du komme i tanke om, når du tænker godt over det? Hvem kan du tale med? Når du øver dig i at afsløre lidt af dine følelser og tanker, vil du langsomt blive bedre til at åbne op om det smertefulde… ligesom du nu taler med mig…

Det kan sagtens være, at du skal prøve flere muligheder, før du får en hjælp, der passer til dig. Giv ikke op – men gå videre til de andre muligheder. Nogle gange skal man prøve flere muligheder. Når du har prøvet nogle af de forskellige muligheder, kan det være, at du igen har brug for at tale med os. Måske fordi noget virkede på en anden måde, end du havde regnet med. Hvis det er sådan, skal du bare ringe eller skrive igen. Så kan vi tale om, hvad du så kan gøre.

Du er allerede kommet langt, for du har skrevet herind. Det må have krævet meget mod og styrke af dig at kontakte mig. Derfor tror jeg, at du også ville have kræfter til at gøre mere og tage fat i mine ideer og forslag – og langsomt kæmpe dig fri af din fastlåste situation.

Jeg ved ikke om, det trøster dig: Men jeg ved, at man kan komme tilbage til et godt liv. Selv fra et fuldstændigt håbløst udgangspunkt. Det er muligt – også for dig.

Med dit brev viser du, at du rækker ud efter hjælp – en hjælp som findes! Dit brev er samtidig også udtryk for håb. Et håb om at noget kan blive anderledes med andre menneskers hjælp.

Det er så vigtigt, at du bliver ved med at række ud, så du kan få den rette hjælp. En hjælp som jeg håber, du tør tage imod.

Vi ønsker dig alt det bedste herfra BørneTelefonen