Kære dreng på 18 år
Nogle gange kan man godt have perioder i sit liv, hvor det er svært at se de gode ting - hvor det virker meningsløst. Det lyder som om, at du har sådan en periode lige nu. Tanker om døden er i de fleste tilfælde ikke udtryk for et ønske om at ville dø. Ofte handler det om, at det kan være svært at overskue tingene i en periode af ens liv eller man måske er et sted i livet, hvor man har brug for at dele det der er svært med nogen.
Det er ikke rart at have sådan en periode, og derfor har man brug for hjælp til at komme godt gennem den - som du også selv skriver i dit brev. Måske er der nogen, som du synes er god at snakke med og du er tryg ved.
Mon du har fortalt din kontaktperson eller en anden voksen om, hvordan du har det på opholdsstedet eller måske er det også din sagsbehandler du kan snakke med? Der skal jo også være rart for dig at bo der, så dine meninger og tanker også bliver hørt og respekteret af andre på stedet.
Hvad mon du gør, når du får tankerne omkring døden? Jeg tænker, at du kan prøve at skrive nogle gode ting ned ved dit liv, og finde den liste frem, når du får de tanker.
Det kan også være, at det kan hjælpe dig at gå hen til det personale, som er på arbejde, og fortælle at du har brug for at snakke lige nu? Det kan også være nogen du kan ringe til. Det kan være en idé at lave en liste over dem, som du kan ringe til. Det kan være venner, veninder, familie eller måske endda BørneTelefonen?
Om det vil hjælpe dig at tale med en psykolog, tænker jeg, at det vigtigste er, at du i første omgang får fortalt nogen omkring dig, hvordan du har det. Men, jeg er også sikker på, at det vil være rart at få talt med en psykolog. Det kan f.eks. være, at dit opholdssted kan hjælpe dig med at få samtaler hos en psykolog gennem kommunen. Du kan også ringe og få en snak med din læge om, hvordan du har det og muligheden for en henvisning til en psykolog.
Jeg håber, at du finder mod til at få hjælp fra nogen omkring dig.
Mange hilsner fra BørneTelefonen