Intent værd

Hej Brevkasse!
Jeg er person på snart 19 år, som har haft selvmordstanker siden jeg var 13-14 år, det plager mig hver dag, og er ved at rive mig i stykker…

Det hele startede som det gør for mange i folkeskolen, med at jeg ikke var en særlig populær person, jeg var den ingen gad, for det var jo bare ham 

Jeg havde en ven i klassen, og når han ikke var i skole, var jeg alene og bange, for jeg har aldrig været særlig stærk og meget forsvarsløs og han var det modsatte, rimelig stærk og sådan, så han forsvarede mig fra de andre i klassen.

Så når han ikke var der kunne de andre jo egentlig bare fyre den af, og det gjorde de også, jeg blev sparket skubbet rundt med fik fyret fodbolde efter mig og hvad der ellers blev udartet af voldige ting.

Men jeg klarede mig jo for han var der for det meste, og tiden gik, vi kom i syvende klasse, og der skete det der ikke måtte ske for mig, min eneste ven droppede mig fra det ene sekund til det andet, vi havde gymnastik, vi klædte om sammen, vi gik i gang med timen, og vi stod og sakkede sammen, og så vendte han sig om og gik, da timen var slut tog han sine ting og satte den væk fra mig, og siden har jeg ikke snakket med ham, det var bare så hårdt, min bedste ven fra første klasse til syvende droppede mig bare…

Men tiden gik og jeg fik en ny ven fra klassen men det var ikke det samme, for hun var der egentlig ikke for mig, jeg skulle bare der for hende, hvis hun havde noget så var jeg der, men havde jeg noget skældte hun mig ud og sagde jeg bare skulle ordne mine problemer selv

Og hver gang vi havde afleveret en aflevering og vi fik karakter var det første hun spurgte om var hvad jeg havde fået, og havde hun fået en højere end mig havde jeg ikke bare ikke taget mig god nok tid eller også var jeg bare dum, og var det omvendt havde jeg snydt eller det der var værre – men hun var bare den eneste fra klassen der ville tale med mig, så jeg måtte bare finde mig i det, hvis jeg skulle kunne snakke med nogen fra klassen.

Men så kom vi i niende klasse og der kom der nogen nye ind, og så blev hende og en anden perlevenner og jeg blev lige så stille mere og mere overflødig, og til sidst var jeg bare luft for hende, kun hvis hendes veninde ikke var der ville hun tale med mig – det var ikke ret sjov det var bare en streg mere i regningen og nu var der ikke flere i klassen der ville mig, så i hele niende havde jeg kun en “ven” måske 1 dag i måneden…

Så dengang min første ven droppede mig kom de der “jeg er ikke noget værd” tanker og mine selvmordstanker begyndte, men de blev kun værre da jeg blev kasseret en gang til i niende…

Men jeg overlevede folkeskolen og mine forældre vidste ikke jeg ingen venner havde og de vidste heller ikke jeg havde selvmordstanker..

Så kom tiende klasse og jeg skulle på efterskole, og jeg glædede mig der var ingen der kendte mig, og jeg havde muligheden for at starte på en frisk.

Der skete så det at jeg kom på et 3 mandværelse hvor de andre to så begyndte at rokke sig sammen mod mig, de tæskede mig stjal mine ting og var bare så lede mod mig, men jeg sagde igen intet til mine forældre eller til min kontakt lære, jeg sagde dog noget til nogen af mine andre venner fra efterskolen, som foreslog mig at jeg skulle forsøge at flytte værelse, og da vi kom halvvejs ind i efterskoleåret sagde jeg til min kontaktlære at jeg gerne ville flytte værelse, men jeg sagde aldrig den rigtige grund jeg løj og sagde at grunden var at jeg ikke kunne lide at bo med så mange, og havde brug for et enemandsværelse

Mine forældre og min kontaktlære havde så en samtale om det med mig, og min lære sagde at han hellere ville vi tog en samtale med de andre på værelset og tog en beslutning derfra, og det bakkede mine forældre op om, for de var ikke vilde med at jeg ville flytte for de sagde at de ikke gav alle de penge til en efterskole for at jeg skulle sidde på et enemandsværelse som jeg gjorde der hjemme.

Og min kontaktlære kunne ikke lide mig da han var skolens gymnastik lære og jeg ikke var en særlig dygtig gymnast, så derfor kunne han ikke lide mig, og sådan var og han en person, han svigtede mig virkelig for groft, for den samtale han ville tage med mig og de andre fra værelset holdte han aldrig…

Det var så bare en streg mere i regningen nu var det ikke bare unge der svigtede og sked på mig, nu var det også dem der skulle hjælpe der gjorde det, det gjorde vildt ondt, og jeg følte at jeg ikke var noget værd og at alle i verden ville være glade hvis jeg ikke fandtes mere, og begyndte at planlægge mit selvmord ogsådan…

Men jeg overlevede og efterskolen og fik også nogen rigtig gode venner med derfra, som ved det hele og som har støttet mig, men nu er mit problem at jeg er så bange for at de også bare dropper mig om lidt, og kan ikke rigtig lide at de siger de er mine venner ogsådan da jeg endnu ikke har haft en ven der ikke har droppet mig, det gør mig meget utryk…

Men efter efterskolen skulle jeg starte på min uddannelse og startede og der var de godt nok ikke rare mod mig, der var ikke noget ved mig der var godt, og lige der var jeg ikke i tvivl om at jeg bare skulle gå hjem og gøre det af med livet

Men heldigvis var det kun et halvt år jeg skulle være der, før jeg skulle flytte skole, og på den nye skole fik jeg nogen gode venner, nogen der var der og nogen der faktisk gav mig ros for den jeg var og blev bare så glad, og elskede at være i skole

Nu er jeg kommer i lære på et hotel og der er jeg også blevet glad for at være og de har taget godt i mod mig og det hele er næsten lyserødt og godt 🙂

Bortsetfra at når jeg har fri kan jeg ikke lade være med at tænke på hvordan det var i folkeskolen, efterskolen og på første grundforløb, jeg syntes stadig jeg er forkert og ikke bør være her

Nogen gange græder jeg mig selv i søvn, har ikke lyst til at spise og kan ikke lide mig selv over at jeg er så lidt værd, og har stadig ofte selvmordstanker når jeg kommer til at tænke på det, jeg har brug for hjælp til at komme videre, til at kunne lægge fortiden bag mig, nogen af mine venner fra efterskolen syntes jeg skal til psykolog

Men det ved jeg ikke jeg syntes ikke jeg er det værd og har heller ikke råd, det har mine forældre heller ikke, så har konkluderet det ikke jeg skal, jeg har brug for noget andet, håber der er nogen der kan give et råd om hvad det eventuelt kunne være?