Kære pige på 14 år
Tak for dit brev. Ud fra dit brev kan jeg forstå på dig, at livet føles rigtig svært. Jeg kan forestille mig, at det at have en storebror, som er autist, fylder meget i din familie... At du også har det svært i skolen, gør det helt sikkert ikke lettere.
Du har selv nævnt 2 grunde til at leve; din lillebror og din veninde. Hvor er det godt, at du har en sød lillebror og en god veninde, og det lyder som om du også kan tale om svære ting med din veninde. Det er modigt af dig, at du har delt dine tanker med hende, og det er også et modigt skridt, at du har skrevet her til BørneBrevkassen.
At du går rundt med selvmordstanker skal tages alvorligt, og jeg tænker, at det
nok er vigtigt, at du får talt med en voksen om, hvordan du har det. Mon du kunne tage en snak med din mor eller far og fortælle dem, at du går rundt og er så ked af det? Du kunne evt. vise dem dette brev, det kan nogle gange gøre det lidt lettere at starte snakken, hvis det er svært at få taget hul på samtalen... Hvis du ikke føler, du kan tale med dine forældre, kunne det være, at du har en lærer, en venindes mor eller måske en en moster, som du tænker ville lytte til dig? Der er også den mulighed, at du kunne gå ind til skolens sundhedsplejerske, som er vant til at snakke med børn og unge om svære ting, og som måske vil kunne hjælpe med at finde den bedste hjælp til dig.
Jeg håber virkelig for dig, at du får kastet dig ud i at fortælle om, hvordan du har det til nogen som er tæt på dig. Du har taget første skridt ved at skrive hertil – super sejt. Gør endnu mere godt for dig selv og tag kontakt til nogen, du kan tale med. Ofte oplever vi mennesker, at vi kan frygte at stå helt alene og ikke blive forstået – men når vi vover pelsen og beder om hjælp, viser det sig heldigvis ofte, at man får det man beder om.
Du er meget velkommen til at skrive igen, hvis du har brug for det. Du kan også vælge at ringe til BørneTelefonen på 116 111, eller skrive til BørneChatten. Begge steder sidder der rådgivere klar til at tale med dig, og du behøver ikke fortælle, hvem du er.
Håber det bedste for dig.
Gode tanker fra BørneBrevkassen