Kære du
Hvor er det godt, du skriver, for jeg kan læse, at tankerne om din søster fylder rigtig meget hos dig. Det er så modigt, at du skriver herind om det, der er svært. Det kan du være rigtig stolt af.
Du fortæller, at din søster døde som 16-årig – dengang var du kun 5/6 år gammel og vidste ikke, hvad der skete.
Jeg tænker, det må have været en rigtig svær tid i din familie – og måske stadig er. Og jeg kan godt forstå, at det føles som om, at en del af dig mangler nu, hvor hun ikke er her mere. Og at du med tiden er begyndt at tænke mere over det.
Det kan nemlig være rigtig svært at miste. Og sorgen kan fylde enormt i nogle perioder og være mindre i andre.
Her på BørneTelefonen snakker vi med mange børn og unge om sorg. Mange af dem har også fortalt, at de føler, de har mistet noget af sig selv. At de oplever meningsløshed, er triste og har svært ved at sove. Og at de kan føle skyld, hvis de har det sjovt eller griner. Mon du kan genkende det?
Jeg fortæller det til dig, så du ved, at du ikke er alene om at have det sådan. Sorgen over at have mistet en tæt på kan nemlig fylde rigtig meget. Og det er faktisk en naturlig reaktion, selvom det er rigtig hårdt.
Mon du snakker med nogen om din søster, hvad der skete, og hvordan du har det? Jeg tænker nemlig, at det kunne være rart for dig at dele med en tæt på, når det fylder meget indeni. Det kan være dine forældre, en bedsteforælder, en veninde, en lærer eller en anden.
Det er helt okay at være ked af det – og faktisk er det også vigtigt, at man lader sig selv være ked af det nogle gange. Men omvendt kan det måske også være hjælpsomt indimellem at få en pause fra alle de svære tanker.
Det kan være ved at lave noget, man godt kan lide. Måske at ses med venner, gå en tur, bage en kage, se en film eller noget andet. Mon du har lyst til at prøve at give dig selv pauser fra sorgen?
Du fortæller, at du er begyndt at tænke, at der ikke er nogen grund til at leve nu, hvor hun ikke er her mere.
Jeg tænker, det må være rigtig svært at have det sådan. Og det fortæller mig, hvor meget hun betød for dig nu, hvor du føler, at der er en del af dig, der mangler. Men det bekymrer mig også, at du har det sådan – og det er et tegn på, at du har brug for hjælp.
Mon det er okay, hvis jeg fortæller lidt om det, jeg ved?
Nogle gange kan man have det så svært, at man gerne vil væk fra alt det, der gør ondt. Og så er det tanker om selvmord kan komme. Hvis man har det sådan, betyder det, at man i virkeligheden gerne vil leve, man vil “bare” gerne have det bedre.
Derfor er det rigtig vigtigt, at du får hjælp til at få det bedre. For der er hjælp at hente.
Den du fortæller, hvordan du har det, kan måske hjælpe dig med at søge hjælp. Jeg kan også give et par forslag til, hvor du kan søge hjælp. Måske I sammen kan snakke om mine forslag.
Du kan tage til lægen. Lægen kan nemlig hjælpe med at lave en henvisning, så du kan få hjælp det rette sted. Det kan være, hvis du ønsker professionel hjælp. Lægens tlf. finder du på dit gule sundhedskort.
Der findes også forskellige sorgtilbud. Her er muligt at få samtaleforløb både individuelt, med sin familie eller i grupper. Man kan også dele historier med andre, der også har mistet. Du kan læse mere her.
Du kan også læse mere om sorg på BørneTelefonens hjemmeside. Her kan man både finde gode råd, få hjælp til sine tanker, skrive et brev til personen, man savner og læse andre børn og unges historier. Du kan finde siden her.
Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig i den svære tid. Og jeg håber, at du kan finde modet til at fortælle, hvordan du har det. Du har være så modig at skrive herind, så jeg tror på, at du er klar til at tage næste skridt og fortælle det til en tæt på.
Der er hjælp at hente. Første skridt er at sige det højt og bede om hjælp. Det er nemlig ikke alting, vi kan klare selv.
Du er altid velkommen til at skrive eller ringe herind, hvis du har brug for at snakke mere om, hvordan du har det. Vores tlf. er 116111.
Jeg ønsker dig alt det bedste!
Knus BørneTelefonen