Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Selvmord

Hej Jeg har ikke mærket glæden i langt tid. Efter hånden som tiden gik, blev jeg mester i at vise “den glade” facade – selvom jeg havde det endigt!

Jeg begyndte for nogle år siden at skære i mig selv, det hjalp mig. Det fik mig til at holde livet ud – nærmest glemme det sure ved livet. Ingen vidste det. Ingen vidste hvordan jeg virklig havde det. Hele min barndom har jeg lært at holde facaden, vi snakkede aldrig om følser i min familie.

Mine forældre er skilt. Min mor fandt sig så en ny mand, som hun blev gift med. Jeg har aldrig brudt mig om ham. han behandler mig og mine andre søskende godt, men der er stadig noget ved ham. Min far så en kærste, de slår op hver anden uge – virkelig irriterende.

Min far har været alkoholiker, haft kræft, været død – men blev genoplivet og alle muloge andre sygdomme. Der kan godt gå 1,2 måneder enden jeg ser ham. Han har ødelagt sommerferie med at være fuld. Da jeg var mindre prøvede han at begå selvmord. Det mislykkes. Min storebror boede hos ham, mens mig og min søster boede hos min mor. Min storebror fik en dum opvækst. Min bror kom ud i stoffer, blev smidt ud af efterskolen, de forkerte venner, alkohol osv. da jeg var mindre tog han tre kvælertag på mig, min hals blev rød. Jeg har aldrig haft det far og datter forhold.

Da jeg var mindre blev jeg mobbet med min overvægt i ca. 3 år. Jeg kom så på julemærkehjem – det var fantatisk. Jeg kom væk, væk fra det onde. Men kom tilbage igen. Ja, jeg tabte mig, men jeg var ikke glad. Dem jeg kendte var aldrig tilfreds med min størrelse – enten for tyk, for tynd eller det helt fjerde. Tiden gik. Jeg fik mere lyst til at bo et andet sted. Jeg ville ikke bo hjemme med min mor og pap-far.. Jeg kan ikke holde dem ud!

Som sagt, jeg begyndte at cutte. Smerten blev min ven. Selvmordstanker kom. Jeg ville ikke leve. Jeg kan ikke holde ud at være mig. Min perfektisme tog over mig. Jeg kunne ikke gøre ting godt nok. Jeg er elendig til alt ting. Jeg føler mig utilpas. Jeg vil dø.

I februar månede prøvede jeg at begå selvmord. Det mislykkes. Jeg endte på hospitalet og fik drop ( tog en overdossis )… Det var alle fik øjne op, og De indså hvordan jeg havde det – troede jeg. Efter nogle dage på hospitalet kom jeg hjem, min lære ville havde mig i skole, min mor troede, at jeg bare lavedet en ups’er med de piller. Jeg blev ikke taget seriøst! Min skole leder ville have mig i skole igen, efter det jeg gjorder. Jeg kunne dø! De fatter ingenting.

Jeg viste så min mor mine ar efter jeg havde cuttet, så begyndte hun at ringe rundt, det endte med at jeg blev indlagt igen, det er jeg så stadig. Jeg synes ikke jeg har fået noget hjælp endnu.. Jeg bliver ved med at cutte – håb om at jeg ikke bliver sendt hjem! Jeg har heller ikke været i skole i nogle måneder, jeg er bange for at jeg skal gå en klasse om. Jeg må se tidne an. Lige nu ville jeg bare dø…. Jeg orker ikke at kæmpe for livet. Føler ikke jeg kan udrette noget i livet end at skabe problemer.

Knus den 14-årig. Foresten: godt at I ville bruge jeres tid på os unge, som har nogle vanskeligheder – stort ros!

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige på 14 år.
Mange tak for dit brev herind til BørneBrevkassen, det er rigtig godt duskriver om hvordan du har det og hvor meget træls, der fylder i dit liv. Jeg kan godt forstå du er bange for at blive sendt hjem, fra der hvor du er indlagt.  Ud fra det du skriver, virker det meget til, du har brug formasser af ro og nærhed omkring dig.
Jeg spekulerer på, om du har fortalt, der hvor du er indlagt, hvordan du har det, når du prøver at holde facaden som du skriver..? Er der måske en af de voksne omkring dig du føler dig tryg ved, og som du kan betro dig til og fortælle om alt det du har skrevet her..? (Eller evt. vise brev + svar til?)
Det må have været rigtigt svært for dig, at opleve din fars drikkeri. Jeg ved fra andre børn, at de mange gange bliver kede af det og tænker på, hvad de kan gøre eller kunne have gjort for at deres forældre stoppede med at drikke. Jeg kender også nogle børn, der ikke kunne lide at tale om, at deres forældre drak, fordi de skammede sig over det.
Jeg ved ikke hvordan du har det med din fars alkoholforbrug, men du kender måske nogle af de samme følelser? Det er aldrig børnenes skyld, at de voksne drikker, og desværre kan børn heller ikke få de voksne til at stoppe med at drikke, lige meget hvordan de opfører sig eller hvad de siger.Jeg er meget imponeret over, så godt du formulerer dig i dit brev, hvis det var sat anderledes op kunne det næsten være som et digt nogen steder. Det får mig til at tænke på, om du har prøvet at skrive dagbog nogensinde, for du er rigtig god til at formulerer dig, når du skriver.Det at skrive dagbog, kan måske være en måde at få luft på for dig, imens du er indlagt? Hvis du kan, kunne du overveje at vise nogle af de voksne, hvad du har skrevet. På den måde kan det være, det bliver lettere at få fortalt om det. 
Når jeg læser dit brev, oplever jeg en meget følsom og blød person, der gør sig mange tanker om livet. Selv om du lige nu har brug for hjælp, så tænker jeg at du har masser af kvaliteter. På et tidspunkt i fremtiden, er det måske dig, der hjælper andre børn, som har det svært? Du virker i hvert fald, som en pige med meget omsorg for andre mennesker.
Hvis du i første omgang har brug for at tale med andre mennesker end dem der lige arbejder,hvor du er indlagt. Tænker jeg, du kan prøve at ringe til BørneTelefonen på 116 111, det er gratis at ringe dertil og der er nogle søde rådgivere som kan vende dine tanker med dig og måske hjælpe med at finde ud af, hvad du helt konkret kan sige til personalet på den afdeling, hvor du er indlagt. 
Mange Kærlige hilsner BørneBrevkassen.  

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat