Over på den anden side

(OBS: Indholdet er redigeret af hensyn til vores yngste læsere. Rådgiveren har læst hele brevet)

Det hele startede da jeg kom til verden. Jeg var en lille baby, som var gylden. Det viste sig, at min barndom ikke skulle være, hverken normal eller nem. Volden i familien tog til, det blev værre jo ældre, jeg blev. Jo mere skulle jeg skjule mig, gå i stort tøj og gemme mig for omverden.

Min storebror med ADHD tog alt opmærksomheden, og jeg skulle pludselig blive selvstændig i en alder af 7. Vægten steg langsomt, selvværdet sank samt selvtilliden. Mobningen blev værre, jeg blev lukket inde på toiletter, blev spyttet på. Jeg gjorde alt for at være ligesom de andre. Jeg gjorde alt, for at blive accepteret af de andre, specielt drengene.

Tiden tog til, tingene blev svære at håndterer, så mit barberblad hjalp mig med kontrol. Pludselig havde jeg kontrol, pludselig havde jeg ikke ondt i brystet længere. Jeg sad der i en alder af 12 år og skær i mig selv.

Min bedste veninde og jeg blev uvenner. Jeg vidste, jeg var den eneste, hun havde, så det var en hård tid. Tanken om jeg sad hjemme på mit værelse, mens hun for morderligt blev banket af sin far, fik en af hendes 1000 mobnings beskeder om dagen, eller sad med et barberblad og cuttede. Jeg vidste, vi ikke kunne være uvenner foreviget, men at tingene skulle tage den drejning, havde jeg aldrig forudset. Hun advarede mig.

Jeg ignorerede hende, alle signalerne ignorerede jeg. Hvordan kunne jeg?? Jeg vidste, hvad hun var i stand til. Jeg vidste, at uden mig havde hun ingen andre end hende bror, som også havde hans problemer at tage sig til. Hvorfor lod jeg det gå forbi mig? Tegnene var tydelige, hun advarede mig. Jeg burde havde været der for hende.

Men i stedet var det hendes bror, som fandt hende der. Hun hang der helt blå i huden. Han ringede til mig. Skrig ind i telefonen. Jeg prøvede. Jeg prøvede virkelig at trøste ham, men det var jo min skyld. Hun havde selv sagt det. Hvis jeg ikke ville tilgive hende, ville hun ikke tilgive hende selv, og derfor kunne hun ligeså godt gøre en ende. Men hvorfor skulle jeg tro på det? Hvordan kunne jeg lade det gå fordi mig?

Da jeg så hende, lægge der bevidstløs, med M. ved siden af hende, grædende i hendes arme. Jeg vidste, at mit liv ikke var det værd længere. Jeg vidste, at nu måtte jeg tage mig sammen. Jeg måtte se tingene i øjne. Jeg måtte gå til anerkendelse. Jeg blev mobbet, jeg var cutter, jeg blev slået, jeg var ikke noget værd.

Alle de ting havde jeg skjult for mig selv. Havde aldrig ting over, at når min far stod med sin knytnæve mod mig, var det vold. Jeg havde aldrig tænkt over, at når pigerne lukkede mig inde på toiletterne, spyttede på mig, kaldte mig nedværdige ord, var det mobning. Jeg havde aldrig tænkt over, når jeg sad med mit barberblad og lavede sår på mig selv, var det cutning. Men det gik op for mig. M åbnede en helt ny verden op for mig.

En verden fyldt med had til mig selv og til min far. Jeg var ikke okay, jeg burde lægge der, bevidstløs i stedet for hende. Hvordan skulle jeg nogen sinde tilgive mig selv for dette?

Jeg lukkede i. Jeg var endelig gået til anerkendelse, men ligeså hurtig lukkede jeg også i. Min forældre så mig som den lykkelige, glad pige som altid havde det godt, og var fyldt med energi. Jeg flyttede skole. De så mig ligesådan. Min sår blev værre, men facaden blev tykkere. Min fars knytnæve gjorde ikke længere ondt, det var hverdag. Arrene ses endnu. Min hofte er smadret pga ham. Jeg vil have minderne for evigt.

Mine forældre skændes. De ville skilles, men kom alligevel sammen igen. Jeg kom på efterskole, og de blev skilt. De kan ikke længere snakke sammen. De kan ikke se hinanden, uden den ene kommer til at gøre noget dumt. Når de skal sige ting til hinanden, sker det igennem mig. Nu er jeg flyttet hjem til mine bedste forældre, hvor jeg heller ikke føler mig velkommen.

Måske skulle jeg bare gøre en ende?? Min smerte hverdag, gør mere og mere ondt. Min krop er forfærdelig, jeg er forfærdelig, jeg er cutter og intet værd. Måske jeg bare skulle ende ligesom M. Måske skulle jeg over til hende allerede dengang, måske det var hendes kald, når jeg ser hende. Når jeg ser hende, række hånden hen mod mig, prøve og sige noget til mig. Måske det var hendes kald. Hun vil have mig hen til hende.

Måske det er bedst. Hun lovede mig smerten ville være væk.

Det eneste, som holder mig hen er min papbror. Jeg har kendt om i et år, og han har fået en kæmpe betydning for mig, han ved det bare ikke. Han er en lukket person, og svær at komme ind på. Men jeg tror, han kan redde mig. Jeg vil have et tæt forhold med ham. Men det kan vel være lige meget, når jeg alligevel skal over på den anden side til M lige om lidt.

Jeg håber alt, hun har fortalt mig er sandt.