Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg gider ikke mere.

Jeg er en dreng på 16 år, som har fået intet andet end dårlige karakterer og skældud for disse dårlige karakterer livet lang, og det fortsætter bare på samme måde.

Jeg har flere gange tænkt over hvad jeg ville i fremtiden, og det eneste jeg har lyst til i livet er at spille på min guitar, men jeg hører tit fra min far at man ikke kan leve af sådan noget.

Jeg har valgt et gymnasium som er alt for svært for mig, som giver mig 2 problemer:

  •  Enten bliver jeg her i denne her skide skole, og får dårlige karakterer, kommer hjem, skuffer forældre, og bliver endnu mere trist.
  • Eller så dropper jeg ud, og skuffer forældre, og bliver sikkert lige så trist.

Jeg tænker meget tit over selvmord, hvordan det er befriende, syntes jeg. Jeg tror ikke på nogen som helst religion, det virker lige så idiotisk som at tro på julemanden for mig. Jeg tror ikke der sker noget når man dør, og det kunne være fedt:

Intet, ingen deadlines som bliver overskredet, ingen negativitet fra “forældre”, ingen “fremtid” som består af arbejde, ingen følelser, ingenting overhovedet.

Jeg gider bare ikke begå selvmord, hver gang jeg tænker på det, og overvejer det, får jeg det bare til at tage så lang tid at jeg fortryder overhovedet at tænke over det.

Jeg er meget genert mig selv, hvilket virkelig hjælper med mine karakterer. Altså jeg siger aldrig noget i timerne, og jeg tør heller aldrig spørge om hjælp.

Hver gang jeg prøver at få hjælp med min generthed, så er svaret altid “Tal med nogen om dine problemer”, hvilket virkelig bare er definitionen på catch-22.

Jeg fortæller aldrig mine forældre hvad jeg får i karakterer, fordi jeg får ikke hjælp fra dem, det eneste jeg får fra dem, er en grund til ikke at fortælle dem mine karakterer.

Så dette gør at jeg går rundt alene, uden venner, med dårlige karakterer, selvmordstanker og ingen måde at tale med nogen om det. Den eneste ven jeg har er en ven som bor langt væk, og som jeg taler med over nettet, og jeg har talt med ham om mine problemer, hvilket hjalp en smule, men jeg gider bare ikke leve længere.

Jeg har flere gang prøvet at tage mig sammen til enten at ringe ind eller skrive ind til ting som børnetelefonen, men det her generthed har altid været der til at forhindre det.

Jeg er bange for at jeg begynder at gøre skade på mig selv, eller prøver at begå selvmord, og jeg har virkelig brug for hjælp fra en eller anden.

Dreng, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 16 år

Hvor er det bare stærkt og modigt at du besluttede dig til at kontakte BørneTelefonen. Det fortæller mig, at du virkelig godt kunne tænke dig, at tingene blev bedre.

Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig. Jeg vil gøre mit bedste for at fortælle dig med nogle muligheder for at få hjælp. Så kan du tænke lidt over, om det er noget, du har lyst til at prøve?

Du fortæller, at du får dårlige karakterer og er utryg ved at spørge om hjælp i skolen, fordi du holder dig tilbage. Du synes heller ikke, dine forældre interesserer sig for din skolegang, og de spørger aldrig om hvordan det går i skolen. Du oplever dog, at de skælder dig ud for dine karaktere og derfor holder du dem hellere for dig selv nu.  Er det mon rigtig forstået?

Du har selvmordstanker, men fortryder dem

Du har faktisk tænkt på selvmord og hvis jeg skal prøve at sætte det lidt i perspektiv, så er det måske en slags tunnelsyn, der fortæller mig, at du har rigtig svært ved at se, hvordan det skal blive bedre.

Jeg tror på, at det kan blive bedre. Mest fordi jeg mærker, at du har så meget at give. Det lyder som om, at du godt selv ved, at der måske kunne være andre veje for dig i livet. Men lige nu er de bare svære at spotte. Derfor har du brug for hjælp!

Du er ikke den første, der har haft svært ved at spørge om hjælp, når de havde brug for det. Det kan være svært for mange. Men selvmordstanker er faktisk livsfarlige og de har det med at vokse når vi går med dem alene. Derfor er det rigtig vigtigt, at du har taget dette skridt og fundet modet til at kontakte os.

Jeg vil så nødig sige som andre: at du skal tale med nogen om det. Men det er faktisk ikke helt løgn. Det er nemlig noget af det som har det bedste effekt på selvmordstanker, for de har det med at blive lidt mindre, når vi taler med andre om dem. På samme måde, har de fleste af os brug for støtte fra andre mennesker.

Det er dog vigtigt, at tale med dem, der føles rare at tale med. Derfor vil jeg gerne vise dig, at der er mange muligheder for at tage næste skridt, mod at få det bedre og udleve nogle af de drømme du også har.

Din lærer skal hjælpe dig!

Hvis din lærer ved, hvordan du har det, er det meget lettere at være opmærksom på dig og støtte dig i, at du får den hjælp som du har brug for. Og den hjælp har du faktisk ret til!

Hvis det er for svært at fortælle din lærer om dine vanskeligheder, vil jeg foreslå dig at skrive et brev til ham/hende.

Her er nogle tips til at skrive noget, der er svært: Fortæl noget svært.

Hvad drømmer du selv om?

Jeg kan godt forstå, hvis du føler, at det hele ser lidt håbløst ud, når du går alene med alle dine tanker og drømme.

Faktisk får jeg også en fornemmelse af, at du går meget alene med de gode ting også. Fx din drøm om, at spille musik. Det må også være demotiverende, at din far lukker den drøm, når nu det gør dig så glad at spille guitar.

Jeg får lige lyst til at fortælle dig, at det bestemt ikke er umuligt at leve af musik. Men det kræver selvfølgelig, at du mærker efter i dig selv, om det er det rigtige og så går efter det.

Hvis du er i tvivl om, hvordan man går efter det, kan du måske også tale med studievejlederen på dit gymnasie.

Du finder navnet på ham/hende på gymnasiets hjemmeside. Studievejlederen kan hjælpe med mange ting, også dem, der ikke lige har med fagene og karaktererne at gøre.

Din studievejleder vil måske også kunne tale med dig om, hvordan du mærker at gymnasiet er alt for svært. Om du skal fortsætte din skolegang, der hvor du går, eller du skal prøve noget andet, kan jeg ikke afgøre. Men det er i hvert fald vigtigt, at du får fortalt skolen, hvordan du har det.

Vil du kunne tale med dine forældre?

Jeg tror også at det vil være godt for dig at få talt med dine forældre, men hvis du ikke synes de lytter når du vil fortælle dem noget, kunne du jo prøve samme metode til dem: at skrive.

Det er samtidig en rigtig god måde at få styr på sine egne tanker og få overblik over, hvad der egentlig er allervigtigst for dig.

I hverdagen går tingene nogle gange så stærkt i mange menneskers liv, at man kan glemme at spørge dem, der er nærmest (familien), hvordan de egentlig går og har det. Og med de tanker, du går og har, tænker jeg det er på tide du får råbt dem op, fx ved at skrive til dem. Det håber jeg virkelig at du har mod på!

Ventilen kan hjælpe dig!

Det er også vigtigt, at du gør noget godt for dig selv i den situation, du står i. Du skriver, at du har en ven, som bor langt væk, og at han har været god til at hjælpe dig. Hvor er det dejligt, at du har en ven, som forstår dig.

Jeg kunne forestille mig, at det kunne være rart for dig med nogle omkring dig, som ikke bor så langt væk, og som du kan se oftere.

Du kunne prøve at kontakte Ventilen, som er et sted, man  kan komme, hvis man ikke føler, man har nok venner og måske mangler nogen at gå til, når man har det svært.

I Ventilens mange mødesteder er der et trygt fælleskab, hvor du kan møde andre unge, der har det ligesom dig. Du vil møde frivillige og andre unge, som kender til at være ensom og til at være genert.

Headspace

En anden mulighed er Headspace, som er et anonymt og gratis samtale- og rådgivningstilbud til dig, der er mellem 12-25 år.

Du kan få kontakt ved at ringe, sende en mail eller en SMS. Du finder åbningstider, telefonnummer og mailadresse ved at søge efter et Headspace-center her, og de ved rigtig meget om hvordan det er at have det sådan som du går rundt og har det, og hvad man har brug for i en situation som din.

Du lyder som en rigtig rar og tænksom person, som ikke fortjener at gå rundt og have det, som du har det lige nu – og har haft i alt for lang tid. Derfor håber jeg virkelig også du vil give nogle af disse muligheder en chance, så du kan få det bedre.

Du skal vide, at det er virkelig modigt at have skrevet ind til os. Det viser bare at du har viljen til at kæmpe for at få det bedre.

Hvis der er noget du mangler at tale om, så er du altid velkommen til at ringe ind til os på 166 111. Vi sidder altid klar til at lytte!

De allerkærligste hilsner fra os på BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Brug for nogen at tale med? Ring, sms, chat eller duk op (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat