Kære du,
Hvor er jeg bare glad for, at du har valgt at skrive herind til BørneTelefonen. Det lyder som om at du har det rigtig svært lige nu, og derfor har brug for hjælp. Det er så vigtigt at man rækker ud efter hjælp – især når du går med tanker om selvmord. Det er et stort skridt på vejen, at du har skrevet herind! Jeg vil gøre mit bedste for at give dig nogle gode råd.
Når jeg læser dit brev, så ser jeg at der er flere ting, som du slås med lige nu: Spiseforstyrrelse og angst, selvskade og selvmordstanker og i det hele taget din plejefamilie. Derfor vil jeg dele mit svar op i tre dele – det håber jeg er ok med dig.
Spiseforstyrrelse og angst
Du fortæller i dit brev, at du tror at du har spiseforstyrrelse og angst. Du siger, at du ikke er blevet diagnosticeret. Dog er det rigtig godt, at du selv er opmærksom på det. Man behøver altså ikke at få en diagnose før at man kan være bekymret for, at noget ikke er som det skal være.
Jeg vil gerne fortælle lidt hvad jeg ved fra andre, der skriver herind om spiseforstyrrelse og angst.
Spiseforstyrrelse kan være mange ting. Nogen spiser meget meget lidt, andre spiser alt for meget. At være spiseforstyrret betyder altså, at man ikke har et sundt og balanceret forhold til mad. For nogen bliver det en måde, at selvskade på. For andre er det også en måde at få kontrol. Du fortæller, at du sommetider har dage hvor du ikke spiser.
Når der sker meget i ens liv man ikke kan kontrollere, så kan det være rart at mærke, at man i det mindste kan kontrollere sin krop. Den kontrol oplever nogen, når de kan styre deres vægt ved ikke at spise – er det mon sådan du har det?
For nogen, så har de det så svært psykisk, at det rammer deres appetit. Hvis man er ked af det eller føler sig meget angst, så kan det for nogen være svært, at få lyst til mad.
Du fortæller nemlig også, at du tror du har angst. Igen er angst mange ting. Nogen kan være meget bekymrede for deres liv, andre er bange for hvad andre tænker om dem. Uanset hvad, så kan det gøre, at man har svært ved at overskue at være sammen med andre mennesker, og i det hele taget at bevæge sig ud fra sit hjem – mon det også er derfor du er så meget inde på dit værelse?
Selvskade og selvmordstanker
Du fortæller også i dit brev, at du har selvmordstanker og selvskader. Det lyder virkelig som om, at du har det svært lige nu. Når man har det så svært, så kan tanken om at forlade det hele være så rar. Det kan sommetider virke som den eneste løsning.
Når man går med den slags tanker alene, og længe, så kan det være svært at komme fra dem igen. Det kan være lidt som om, at man synker ned i en dyb sø, som man ikke selv kan komme op af igen. Nede i den sø kan det også være rigtig svært at se lyset – altså se de gode ting i ens liv.
De følelser du har kan sommetider være så hårde, at det kan være svært at bære. Jeg ved fra andre der skriver herind om selvskade, at det er en måde at få den indre smerte ud af kroppen på. Det er ligesom nemmere at forholde sig til at det gør ondt fysisk end psykisk – giver det mening for dig?
Selvskade er en svær og farlig vane at have. Det kan være rigtig svært at komme ud af selv. Det kan også være potentielt livsfarligt – især hvis man også kæmper med selvmordstanker. Derfor er det meget vigtigt, at du får hjælp.
Jeg vil derfor foreslå dig, at du får talt med en voksen om alt det du går og kæmper med. Hvis du ikke føler dig tryg og glad med din plejefamilie, så kan du også tage fat i en lærer på din skole. Det kan også være en anden voksen, som du føler dig tryg ved. Jeg tænker, at den voksen kan hjælpe dig med at komme i kontakt med din læge.
Din læge kan tale med dig, og finde ud af hvilken hjælp du har brug for. En læge hjælper ikke kun hvis du har fysiske smerter, men også hvis du har det svært psykisk. Det kan være, at din læge henviser dig til en psykolog.
Din læge har ikke tavshedspligt overfor din plejefamilie. Det betyder, at din læge gerne må fortælle hvordan du har det til din plejefamilie – men måske det også ville være rart, hvis de vidste det?
Jeg vil også gerne vise dig Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Det er til personer der lider af spiseforstyrrelser og selvskade, eller til dem der er i tvivl. Her kan du få gode råd og blive klogere på dig selv. Du kan både ringe og skrive ind til dem. Det er helt gratis og anonymt.
Din plejefamilie
Til sidst vil jeg tale om din plejefamilie. Dem har du boet hos i 13 år – så stort set hele dit liv. Dog kan jeg høre, at du ikke trives hos dem. Du føler at de er blinde, og at de ikke hjælper dig med det du går og kæmper med.
Jeg kan godt forstå, at du føler at de er blinde, når du kan undlade at spise hele dage og være på dit værelse, uden at de siger noget til det. Du siger at det har været sådan de sidste tre år.
Jeg vil fortælle dig, at du har ret til at være i et hjem, hvor du føler dig tryg og glad. Du har ret til omsorg, og hvis ikke du kan få det, så skal din familie have hjælp. Det står i forældreansvarsloven.
Måske har du prøvet det før, men måske du skulle starte med at fortælle din plejefamilie hvordan du har det. Du kan fortælle dem, at du føler at de er blinde, og du føler dig alene. Hvis du har mod på det kan du fortælle dem om dine selvmordstanker, selvskade, angst og spiseforstyrrelse.
Hvis ikke du har lyst til det, så ville jeg forsøge at tage fat i en anden voksen. Det kunne eksempelvis være en lærer. Din lærer kan måske hjælpe dig med at tage en snak med din familie. Din lærer kan også hjælpe dig med at tage kontakt til kommunen, hvis din familie ikke vil lytte.
Den kommune du bor i skal sørge for at alle børn har det godt. Alle kommuner tilbyder åben og anonym rådgivning for børn og unge. Du kan ringe til din kommune og fortælle om din situation derhjemme. Du kan spørge dem om hvilken hjælp du kan få. Hvis du gerne vil have hjælp, bliver du dog nødt til at fortælle hvem du er og hvor du bor.
Hvis du søger på din kommune på din telefon, så står deres nummer på deres hjemmeside. Det kan du ringe til, og fortælle om din situation. Du kan for eksempel sige: “Hej jeg er et barn på 14 år, som ikke har det godt i min plejefamilie. Jeg har selvmordstanker og generelt udfordringer psykisk. Jeg vil gerne have hjælp fra jer”.
Hvis du har svært ved at finde nummeret på din kommune, så kan du også ringe til os på BørneTelefonen. Vores nummer 116111. Vi kan hjælpe dig med at tale med din kommune, og finde en voksen i dit netværk der kan hjælpe dig.
Jeg håber virkelig at du kan bruge mine råd. Jeg synes du lyder helt utrolig stærk og modig, og jeg er så glad for, at du rækker ud efter hjælp!
Jeg ønsker dig alt det bedste
Kram fra BørneTelefonen
