Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Livslyst

Hej.

Jeg er en pige på 12 år, som ikke helt ved hvad jeg skal gøre.

Jeg skiftede skole her i starten af dette skoleår, pga. et bedre tilbud, noget med at min nye klasse arbejder med noget internationalt halløj.

Jeg går i 7. og jeg blev mobbet på min gamle skole.

Der var især en periode jeg husker, en dag hvor jeg gik hjem fra skole, gik jeg hjem fra det her busstoppested hvor drengen jeg godt kunne lide (kalder ham A) og en af hans venner står. Jeg gik bare forbi og da jeg havde vent ryggen til begyndte A at råbe ‘kællng’ og ‘ælling’ og sådan noget.

Min storebror på 18 gik lige bag ved mig, men gjorde ikke noget (Ville jeg heller ikke forvente) da vi begge er introverte pga. at vi er højtbegavede.

Talte godt nok med min matematiklærer om det fordi det ikke var det eneste tidspunkt jeg blev drillet på.

På den nye skole jeg går på nu (det er de to eneste skoler i byen) har jeg det bedrer, det går rigtig godt, har to rigtig søde veninder som jeg går rundt med og og jeg er forelsket og sådan. Det går rigtig godt.

Det er bare sådan at jeg ligesom har et antal kræfter hver dag som jeg bruger på at komme op og cykle den halve km. til skole og så være der i de 8 timer den nye reform kræver og så cykle hjem (jeg har 8 lektioner hver dag).

Derhjemme har jeg så ingen ressourcer og ligger så bare med min pc resten af dagen og spiller spil hvor jeg ikke skal lave noget som sådan.

Jeg elsker weekender og ferier fordi jeg kan være hjemme hele dagen uden at bruge min hjerne som sådan.

Jeg har det rigtig godt på min nye skole? Jeg ved bare ikke hvorfor mine ressourcer løber så hurtigt ud?

Jeg har også på det seneste døjet med lidt selvmordstanker og cutting, fordi mine ressourcer er så lave.

Jeg aner ikke hvordan jeg skal få livslysten tilbage?

Knus og kram fra mig 🙂

(Beklager de ret mange detaljer, tror bare jeg havde brug for at skrive det ned)

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år!

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du skriver til Brevkassen for at få hjælp, for jeg kan høre, at der er nogle ting, som er svært i øjeblikket.

Det lyder meget ubehageligt, at der var nogle på din gamle skole, som udsatte dig for mobning, og råbte grimme ting til dig, på vej hjem. Det føles altid meget ydmygende og nedværdigende, at blive udsat for sådan nogle ting. Jeg tænker, at det må have endnu mere ubehageligt, fordi A, som du lide, var med til det. Jeg synes, det er rigtig godt, at du talte med din matematiklærer om det. Det er virkelig godt gået, at du havde mod på det. Mange børn og unge har ikke lyst til, at fortælle det til deres lærer hvis de bliver mobbet, da de er bekymrede for, at mobningen kan blive værre, hvis læreren taler med dem, der har udsat dem for mobningen. Men det lyder som om, at din matematiklærer tacklede det på en god måde, og at det ikke var pga. mobningen, at du skiftede skole. Det er rigtig dejligt at høre, at du har det bedre på den nye skole, og at du har fået to gode veninder – og oven i købet er blevet forelsket. Det lyder skønt!

Jeg kan godt forstå, at det er hårdt at gå i skole 8 timer hver dag, og at du er meget træt, når du kommer hjem. Det er helt naturligt, at man har brug for at koble fra efter en lang dag, og bare spille computer eller se tv. Sådan tror jeg, der er mange, både børn og voksne, der har det.  Men jeg kan forstå, at det generer dig meget, at du ikke føler, at du har så mange ressourcer efter du har været i skole. Jeg tænker på, hvad du mon ville lave i hverdagen, hvis du havde ressourcer til det?

De manglende ressourcer må virkelig fylde meget for dig, når du skriver, at du har haft lidt selvmordstanker og tanker om cutting. Det er tanker, som er meget ødelæggende for mennesker at have, og at gå den vej, vil kun gøre det hele værre. Jeg vil forsøge at hjælpe dig med at finde andre muligheder, som jeg håber, kan hjælpe dig.

Når det er vinter, koldt og mørkt, er der mange som oplever, at de har færre ressourcer end om sommeren. Det er som om, at man går i hi ligesom nogle dyr, og sover, mens det er vinter. Man kan dog godt gøre noget for at få mere energi. En af grundende til, at man kan føle, at man ikke har så mange ressourcer kan være, at man mangler vitaminer. Det er vigtigt, at man tager en vitaminpille hver dag. Du kan evt. også få en tid hos din læge – du kan sikkert få din mor eller far til at bestille en tid, og tage med dig derhen - og få undersøgt om du mangler vitaminer, og fortælle ham/hun om din manglende livslyst. Hvis man mangler D-vitamin, kan man nemlig godt have en tendens til at blive trist og miste livslysten. Det lyder som en ret ’lille’ ting i forhold til, hvor meget det kan betyde for en i hverdagen, at man får de vitaminer, man har brug for. Jeg synes, at det er rigtig godt, at du cykler frem og tilbage fra skole. Frisk luft og motion er nemlig også med til at give os energi og ressourcer. Selv om det nogle gange kan føles som om, at man bliver mere træt af det, er det rigtig vigtigt at få rørt sig. Det bliver man også mere glad af.

Din nattesøvn er også vigtig, så du skal prøve at gå lidt tidligere i seng i en periode og se om det hjælper.

Jeg tænker, at det også er vigtigt for dig, at du får nogle gode og dejlige oplevelser ind i dit liv i hverdagen, og når du kommer hjem fra skole, så det ikke kun er i weekenderne og ferierne, du hygger dig og slapper af. Det kunne fx være at invitere dine veninder med hjem fra skole, eller at tage med dem hjem og lave noget hyggeligt. Jeg ved godt, at det kan føles uoverskueligt, når du har oplevelsen af, at du har brugt alle dine ressourcer i skolen, men gode oplevelser med veninder efter skole, kan også være med til at give dig mere energi, og give dig livslysten tilbage. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at du først og fremmest får talt med din læge, og tjekket, om du mangler vitaminer, og om det kan give dig flere ressourcer, hvis du begynder at tage nogle.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du snart får det rigtig godt igen.

Mange knus og kærlige hilsner fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat