Kære dreng
Det er ikke en rar situation, du er havnet i. Jeg kan godt forstå, at du er fortvivlet og ked af det. Jeg forestiller mig, at det må gøre det hele endnu sværere, fordi hun bor i Sverige.
Kærlighed er ikke en nem følelse, og den er ikke til at kommandere med. Når jeg siger det, så er det fordi, du spørger efter et direkte råd om, hvad du kan gøre, for at vise hende, at du elsker hende… Jeg synes, du har gjort rigtig meget, som viser hende, hvor meget du holder af hende. Det at hun ikke ved, om hun elsker eller hader dig, fortæller mig, at hun måske slet ikke er klar til at blive holdt af. Kan du følge mig i det? Kærlighed er ikke noget, man kan se, det er ikke ligesom et glas man fylder med vand (så, nu er der nok kærlighed i glasset, så nu kan jeg se, at du elsker mig) kærlighed er kun noget, man kan føle. Jeg tror ikke, du kan få hende til at føle din kærlighed, hvis hun ikke er klar til det! Måske kunne du overveje, om du skulle sige til hende, at den kærlighed du kan give, er den hun allerede får, og at du ikke kan være anderledes, end den du er..?
Når du spørger mig om, hvad du kan gøre for at stoppe hendes selvmordstanker, så kommer jeg igen til at tænke på, hvor grænsen går imellem hvad du kan påvirke, og hvad kun hun kan påvirke. Det er jo hendes tanker, som ikke rigtig har noget med dig at gøre. Jeg kan absolut godt forstå, at du ønsker at hjælpe hende! Men jeg tror faktisk ikke, der er så meget du aktivt kan gøre, andet end at være der for hende, hvis hun har brug for at snakke. Når du taler med hende, så kunne du måske opfordre hende til at få talt med en voksen om det, som så kan sørge for, at hun kan få noget professionel hjælp til sine problemer...
Det var mine tanker i forhold til din kæreste. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan du har det..? Du skriver ikke noget om, hvem du selv får talt med... Det er nogle meget store problemer, som du prøver på at håndtere, og det har man brug for at få talt om. Derfor er det selvfølgelig super dejligt, at du skriver herind. Men jeg kunne sådan håbe og ønske for dig, at du selv får talt med en god ven, måske allerhelst en voksen om det. Det er så vigtigt, at du ikke føler dig alene om dine tanker. Kan du måske prøve at snakke med dine forældre om det, så de ved, hvad det er du går og bøvler med?
Jeg håber du kan bruge mine forslag.
Du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive herind igen, ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller at skrive på UngeChatten -
hvis du gerne vil snakke mere om det.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen
