Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

Hej, jeg er en dreng på 13, og i skolen har vi mange lektier for, og det er svært at gøre det godt nok. Og på det seneste har jeg haft selvmordstanker og kan ikke komme af med dem, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

Dreng, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 13 år.

Det er så modigt af dig at skrive til os og bede om hjælp. Og det er rigtigt godt, at du gør det. Jeg skal hjælpe dig så godt, jeg overhovedet kan.

Det er rigtigt svært, når der kommer sådan nogle dumme tanker om selvmord. Tit handler tankerne ikke så meget om, at man gerne vil dø. Mere, at der er noget, som man synes er svært at klare. Og derfor kommer man måske til at tænke, at det var nemmere, hvis man ikke var her.

Man kan tit føle sig helt alene med tankerne. Men jeg kan fortælle dig, at der er andre, der også har haft selvmordstanker. Det er faktisk helt normalt, at man ind imellem er ked af det og får dumme tanker.

Du skriver ikke så meget om din familie. Men jeg tænker på, om du er tæt på en fra din familie, som du kan betro dig til? Det er tit sådan, at ked-af-det-heden letter lidt, hvis man taler med nogen om, at man er ked af det. Tit føles det hele ikke så tungt bagefter.

Du nævner selv, at du synes, at det er svært at gøre det godt nok i skolen. Jeg ved, at mange unge i dag føler det sådan. De mærker et pres for hele tiden at gøre det bedste de kan – mon det også er sådan, du har det?

Nogle unge fortæller, at de bliver presset af de mange tests, som der er i skolen. Også af karakterne. Presset i skolen kan også komme, fordi eleverne sammenligner resultater. Det kan være ret hårdt at være i en klasse, hvor det handler mere om, hvordan man klarer det end om, hvordan man har det.

Mon det er sådan, det er i din klasse? Så er det jo heller ikke så sjovt for dig at gå i skole.

Måske er der en af dine lærere, som du har tiltro til, og som du kan tale med? Jeg ved, at lærere ofte rigtigt gerne vil hjælpe eleverne. Lærerne kan gøre en stor forskel ved at tale med hele klassen om det at føle pres og stress. Måske kunne du foreslå din lærer, at I taler om præstationspres en dag i klassen?

Det kan også være, at det er fra lærerne, at du føler presset. Så er det en god ide, at du får talt med dine forældre. Måske kan de hjælpe dig med at få talt med skolen om, at du ikke trives lige nu.

Selvom du måske ikke lige har lagt mærke til det, så er jeg ret sikker på, at du ikke er den eneste i klassen, der kan føle, at det er svært at gøre det godt nok. Det gælder for både piger og drenge. Derfor kunne det måske også være rart for dig at tale med nogen af dem fra klassen? Du kunne starte i det små – fx spørge, om de andre har prøvet at føle pres over skolen og lektierne. På den måde kan du være med til at starte en vigtig snak i klassen.

Det kan være, at du ikke har lyst til at tale med en fra din familie eller en lærer på skolen. Måske fordi de kender dig. Hvis du har det sådan, kan du ALTID ringe eller skrive til BørneTelefonen på telefonnummer 116111. Dér kommer du til at tale med en, som rigtigt gerne vil hjælpe dig.

Det er tydeligt for mig, at du gerne vil have hjælp. Og det er så flot af dig, at du kontakter os. Du har taget første skridt og jeg tror på, at du kan tage næste skridt og vælge at tale med nogen om dine tanker. Det er en stor styrke at bede om hjælp. Og det er en styrke, som du nu ved, at du har. Din styrke skal hjælpe dig med at få det bedre. Jeg hepper og tror på dig.

Mange varme tanker fra

BørneTelefonen.

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat