Kære pige på 11 år,
Flot, at du har haft overskud til at skrive til os. Det lyder ikke til at være rart hjemme ved dig lige nu. Det må være svært ikke at kunne komme ud til veninder og være med til sociale ting, som jo er en hel normal ting i din alder.
Har du snakket med nogen om, hvordan det er hjemme hos dig? Det er ikke i orden, at du skal være alene om de tanker og følelser, du har lige nu. Mit første og største råd til dig er, at du skal snakke med en voksen, som kan hjælpe dig og din familie med at få snakket om, hvordan du har det, og hvordan I får lagt en plan for, at du ikke skal føle dig så begrænset.
Hvordan har du det med din lærer? Kunne du snakke med hende/ham om, at det er svært for dig derhjemme. Din lærer har pligt til at hjælpe, når de kender til, at der er et problem i hjemmet. Det kan også være, at du kender en voksen, som kan være med til at snakke med dine forældre. En du har tillid til, som kan hjælpe jer videre. Som en hjælp kan du bruge dit brev og svaret til os, det beskriver rigtig godt, hvordan du har det.
Mange familier har brug for hjælp, når deres børn bliver ældre, fordi de voksne ikke altid kan finde ud af, at deres børn nu er på vej til at ville være lidt mere uden for hjemmet, og ikke så meget sammen med mor og far. Det er helt naturligt for alle børn og unge at ville ud i verden. Men der er nogle forældre, der skal have hjælp, når det sker, fordi det er svært for dem at give lidt slip i starten, og de er måske bange for at deres børn kommer til skade.
Hvis det er alt for svært for forældrene, og det lyder det til, at det godt kan være for dine forældre så, kan man som familie få hjælp af kommunen.
Kommunen hjælper hele familien. Og det er deres opgave at finde ud af, hvad den bedste hjælp er til lige præcis dig og din familie. Det gør de ved at tale med dig og med din familie – og måske også med andre, der kender til dig og din situation, så de kan få et godt billede af problemerne.
Når de har undersøgt det, beslutter de, hvordan de kan hjælpe bedst. Jeg kan derfor ikke fortælle dig præcis, hvordan de vil hjælpe dig. Men jeg ved, at du har ret til at blive passet på og beskyttet, så du kan få det godt. Og at du har ret til at blive hørt og sige din mening.
Jeg ved fra andre, at de godt kan være bange for, at tingene vil blive værre, når kommunen får det at vide. Det kan fx være, at du er bange for, at dine forældre vil blive meget sure. Fortæl den voksne fra kommunen, hvis du er bange. Så skal de finde en måde at passe på dig på. Så der ikke sker dig noget.
Jeg forstår godt, hvis du føler, at det hele er lidt for meget for dig, og du føler dig alene, så kan du starte med at ringe eller smse til BørneTelefornen 116 111, hvor der sidder søde voksne klar til at snakke. Du er også velkommen på chatten.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen