Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg vil bare gerne forsvinde

Hej.

Jeg er en pige på 15 år.

Jeg har ikke længere overskue til at gøre noget, og jeg kan ikke koncentere mig om noget længere.

Jeg skære i mig selv, hvilket jeg har gjort i lang tid, det er bare lige blevet opdaget.

Jeg troede i starten at det var et mareridt, men nej det er det ikke.

Min lærer havde opdaget det, og fortalt det til mine forældre.

Jeg har ikke snakket med nogle om det, for jeg kan ikke lide det, og jeg ved heller ikke hvorfor jeg cutter.

Det er meget hårdt at være hjemme, og mine forældre ved ikke hvad de skal gøre. Jeg forstår dem godt, og de er sikkert meget bekymret, men jeg kan ikke holde det ud, og jeg vil heller ikke tale om det.

Jeg har også selvmordstanker, det er der ingen der ved.

Jeg har rigtig svært ved at tale om mine følelser, og hvordan jeg har det, jeg ved bare ikke hvorfor.

Som jeg nævnte tidligere ved jeg ikke rigtig, hvorfor at jeg cutter, jeg ved bare at jeg ikke har det godt med mig selv.

Mit forhold til mad er heller ikke så godt, og jeg får det dårligt med mig selv hver gang jeg spiser noget, og jeg får mindre og mindre lyst til mad. Hvis jeg kan undgå det, så gør jeg det.

Jeg skal til afgangsprøve lige om lidt, og jeg er helt i panik, for jeg kan som sagt ikke overskue noget som helst.

Jeg har ingen ide om hvad jeg skal gøre, jeg har egenlig bare lyst til at forsvinde..

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år.

Det lyder både svært og ensomt, at du har gået så længe og haft det dårligt med dig selv. Du har forsøgt at klare det selv, ved at cutte og ved at skjule dine selvmordstanker.

Jeg taler med mange andre unge, der har prøvet at klare problemerne selv, på den samme måde, som du har gjort. Mange af dem har fortalt mig, at de skjuler deres problemer, fordi de skammer sig over, at de ikke bare klarer livet helt perfekt. Mange vil heller ikke belaste deres forældre med bekymringer. Måske kan du genkende det?

Lige nu er du chokeret over, at din lærer har opdaget, at du cutter, og at dine forældre nu ved det. Det kan jeg godt forstå, for man kan føle sig meget nøgen og sårbar, når ens hemmeligheder bliver afsløret.

Men jeg kan fortælle dig, at selv om det lige nu føles forfærdeligt, at det er kommet frem, så er det den eneste måde, du kan få det bedre.

Det lyder som om, der er mange, der har spurgt dig om, hvorfor du cutter? Det kan være et ubehageligt spørgsmål at få, for de fleste, ved det faktisk ikke. Jeg synes, at dine ord om, at du ikke har det godt med dig selv, er forklaring nok. Men det kan være svært at forstå for andre mennesker, der ikke har prøvet det.

Når man vælger at cutte, er det altid et tegn på, at der er noget i livet, der ikke fungerer og som gør ondt indeni. Det kan være problemer i familien eller det kan være problemer med sig selv. Du har sikkert opdaget, at når du cutter, er det kun den fysiske smerte, du mærker. Og det dulmer den indre smerte hos dig.

Men du har sikkert også opdaget, at det kun varer et stykke tid, og så vender den indre smerte tilbage. Det er ofte en ond cirkel, man kommer ind i. Det er fornuftigt, at du nu har valgt at skrive til BørneTelefonen, for dit brev kan være starten på, at du får det bedre. Noget af det, der er vigtigt er nemlig, at få snakket med andre om sine problemer. Det lyder måske nemt for nogen, men for andre kan det være helt uoverskueligt at skulle sætte ord på sine følelser.

Det lyder som om, at du har det sådan. Men dit brev er en rigtig god start. Her får du faktisk fortalt om dig selv, på en god og klar måde. Så du kan godt!

Der findes en rådgivning, der hedder LMS. Her er de meget dygtige til at rådgive og vejlede unge som dig. Jeg vil foreslå, at du kigger på www.lmsos.dk og ser, hvad de kan tilbyde dig. Der er også tilbud til pårørende. Måske kunne du og dine forældre sammen kigge på, hvordan de kan hjælpe. Og som du kan se, er du ikke alene.

Måske skulle dine forældre kontakte skolen igen og bede om et møde, hvor I 3 og din lærer deltager. Som du skriver, står eksamen for døren, og du har brug for en plan for, hvordan du skal håndtere det. Den plan skal I lave i fællesskab. Jeg tænker også, at du kunne have glæde af at tale med skolens psykolog. Han/ hun er der for at hjælpe børn og unge som dig. Og en psykolog har mødt mange unge, der lige som dig har svært ved at tale om deres problemer.

Til sidst vil jeg sige til dig, at jeg håber inderligt, at du har lyst til at gå videre med dine problemer, så du kan få noget hjælp. Det fortjener du.

Mange gode tanker fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat