Kære pige på 15 år
Jeg forstår godt, at det er en svær situation, du står i lige nu, og derfor synes jeg bare også, at det er kanon godt, at du har sendt os dette brev. Det viser virkelig, at du har modet til at gøre noget for, at situationen skal ændre sig til det bedre for jer alle sammen. Det viser mig, at du er en meget ansvarsbevidst pige, som gerne vil behandle dine medmennesker på ordentlig og respektfuld vis - super sejt, synes jeg!
Som jeg læser dit brev, er det vanskeligt for dig i forhold til flere mennesker. Der er dels de to venner, hvor du er i tvivl, om dine følelser er til at være kærester eller bare venner. Så er der efterskolen, hvor du er blevet bedt om at blive væk fra de næste 3 uger, hvilket jo gør, at så er du hjemme hos dine forældre, som hele tiden virker meget kede af det. Og endelig er du i tvivl om, hvilken psykolog, du skal snakke med og eventuelt andre.
Jeg kan godt forstå, hvis du synes, det er mange ting at skulle forholde sig til på én gang og gør, at din situation bare føles svær.
Jeg vil rigtig gerne forsøge at hjælpe dig så godt, jeg nu kan, men det kan nogle gange være lidt svært i en brevkasse. Svært, fordi jeg jo får lyst til at stille dig en hel masse spørgsmål for at få noget mere at vide om dig og de ting, som du fortæller om. Men det kan man jo ikke i en brevkasse.
Derfor vil mit første råd til dig være, at hvis du ikke føler dig hjulpet tilstrækkeligt i mit svar, så husk at der hver dag sidder dygtige rådgivere klar på BørneTelefonen 116 111 i tidsrummet kl. 11.00 – 23.00 ; - de vil rigtig gerne snakke videre med dig, hvis du har brug for det. BørneTelefonen 116 111 er gratis at ringe eller sms’e til, og du er helt anonym. Du kan eventuelt også logge dig på chatten,
hvis du foretrækker at skrive.
Men nu tilbage til din situation med bud på nogle svar.
Det første jeg tænker er, at du ikke kan ændre på efterskolens beslutning om, at du skal blive hjemme hos dine forældre de næste 3 uger, så hvordan kunne det mon blive lidt mere udholdeligt for dig….? Jeg ved jo ikke noget om, hvordan dit forhold ellers er til dine forældre …. om du i andre situationer kan betro dig til dem ….. og generelt føler det let at snakke med dem…? Eller om det er helt anderledes….? Men jeg har brug for at sige til dig, at når de hele tiden virker kede af det, er det sandsynligvis fordi de ER kede af det, og måske også bange for, hvad fremtiden vil byde dig og dem….?
Jeg har snakket med flere andre forældre, som har oplevet, at deres datter har prøvet at tage for mange smertestillende piller, og dét, de alle siger er, at de bliver så bange for at miste det kæreste, de har, nemlig deres barn. Og de fleste siger også, at de rammes af følelsen, at det er dem, der har gjort noget forkert som forældre.
Den viden ved jeg ikke, om du kan bruge til noget, men jeg tænker jo, at det bare vil være så godt, hvis du og dine forældre kan få snakket om, hvad var det, der skete – hvorfor – og hvordan kan I sammen komme godt videre herfra.? Hvordan lyder det mon i dine ører…? Vil det overhovedet være muligt for dig at få gang i en snak med dine forældre….? Måske kunne dit brev og mit svar være en god indledning til sådan en samtale…..? Måske har du brug for en veninde eller en voksen, der kan hjælpe dig i denne snak…?
Med hensyn til hvilken psykolog, der vil være god for dig at snakke med lige nu, kan jeg desværre ikke hjælpe dig ret meget. Jeg ved jo ikke, hvilke muligheder, der er dér, hvor du bor. Men jeg tænker, at hvis dine forældre ikke kan hjælpe dig med det, ja så kan jeres egen læge måske pege på nogle gode muligheder lokalt.
Måske har du også brug for at snakke med en god ven eller veninde om det, der er sket? Det siger jeg, fordi nogle gange er det en god hjælp at få snakket om det, man har været igennem, uden at der skal findes løsninger. For andre kan det være en hjælp at skrive om deres oplevelser; - det er en måde at få bearbejdet oplevelserne.
Sidst men ikke mindst er der dine følelser i forhold til dine gode venner/kæreste – skal I være venner ….. eller hvem skal du være kæreste med…? Det er svært for dig at finde ud af, og det er nok endnu sværere for mig at råde dig til det ene eller det andet, fordi jeg jo kender dig og dit forhold til dem alt for lidt til at kunne det på ordentlig vis.
Derfor vil mit bedste råd til dig være: Vær tro mod dig selv og dine følelser !
Så når du er i tvivl, tænker jeg, at det er klogt at sige det til dem hver især. Det er en meget respektfuld handling, om end den kan føles svær. Men ærlighed og troværdighed er jo værdier, som langt de fleste mennesker sætter stor pris på. Fortæl dem, at du er i vildrede og har det svært lige nu, så du ikke kan forpligte dig i et kæresteforhold. Jeg tror og håber, de vil give dig et knus og sige, at det respekterer de fuldt ud….?!
Jeg tænker, at jeg må slutte nu, inden det bliver et kilometerlangt svar. Jeg håber, at du føler dig bare en lille smule hjulpet, og har du brug for mere hjælp, så husk hvad jeg skrev tidligere – ring eller sms til BørneTelefonen 116 111 – vi vil SÅ gerne hjælpe dig, for det fortjener du !!!
Et kærligt knus til dig fra BørneTelefonen
