Kære pige på 12 år.
Mange tak for dit brev, hvor du virkelig flot beskriver hvordan det er at være dig. Når jeg læser dit brev, så bliver det tydeligt, at du har det rigtig hårdt.
Jeg forstår godt, at du er i tvivl om, hvad du kan gøre. Derfor er det rigtig sejt, at du har haft mod til at skrive herind og spørge om hjælp.
Først og fremmest kommer jeg til at tænke på, om der mon er sket noget i dit liv, siden du fra den ene dag til den anden begyndte at “føle dig nede”? Hvad mon var anderledes fra den gang du havde det bedre?
Når man har det rigtig svært, så kan man føle at man skubber folk omkring sig væk. Det er aldrig ens egen skyld, men det er alt “det svære”, som kan komme til at styre om man har lyst og energi til at være sammen med andre. Mon det er sådan, du har det?
Jeg tænker på, om dine veninder og din kæreste ved, at du ikke har det godt? Hvis de ikke ved det, så kunne det måske være en god idé at fortælle dem det.
Hvis først de ved hvordan du har det, så kan de måske bedre støtte dig. Så ville de vide, at du ikke “skubber dem fra dig” med vilje, men simpelthen bare fordi det er svært for tiden. Kunne du mon have mod på at snakke med dem om det?
Når man er barn, så er det de voksnes ansvar at sørge for at man har det godt. Det er rigtig fint, at du allerede får hjælp af en psykolog, fordi det betyder, at der allerede er nogle voksne som gerne vil hjælpe dig. Men jeg kan også høre på dig, at du ikke rigtigt har kunne lytte og tale så meget med psykologen endnu, selvom du gerne vil.
Kunne det måske være en idé næste gang du ser psykologen at fortælle ham, at du synes det er lidt svært og at din hjerne siger “klik”, når I snakker sammen?
Nogle børn synes det er hjælpsomt at skrive et lille brev, hvor der står hvordan de har det, og vise til deres psykolog eller forældre.
På den måde kan man nemlig få sagt, at man ikke har det godt, og at man måske har brug for at snakke om de svære ting på en anden måde. Kunne det være noget, du kan have mod på at prøve?
Når jeg læser dit brev, så kommer jeg til at tænke på, hvordan det mon ser ud hjemme i din familie. Du fortæller, at du føler du har skubbet dine forældre og søskende væk, og at dine forældre tit er ude.
Måske har dine forældre spurgt ind til dig? Men nogle gange kan forældre også være i tvivl om, hvad de kan gøre for bedst at hjælpe deres barn. Jeg tænker på, om du og dine forældre kan snakke om, hvordan du har det, hvad der kan hjælpe dig, når du har det svært?
Måske du kunne have lyst til at vise dine forældre dit brev her fra BørneTelefonens brevkasse? Det kan måske hjælpe dem til at forstå hvordan du har det, og det kan måske være med til at åbne op for nye måder at snakke sammen.
Det kan også være, at du kan komme i tanke om andre voksne, som du har mere lyst til at tale med? Det kan for eksempel være en sød lærer på din skole, som du kan hive til side en dag i frikvarteret og fortælle hvordan du har det.
Du er også meget velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116 111. Vi vil meget gerne tale og hjælpe.
Ved at skrive herind, så har du allerede vist, at du er super sej til at fortælle om, hvordan du har det og bede om hjælp. Jeg håber, at du har mod på at åbne op for de voksne omkring dig, så de kan hjælpe dig til at få det godt igen.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen.
