Kære 15 årige dreng.
Mange tak for dit brev – tak for den tillid du viser os ved at skrive herind for at få hjælp. Det fortæller mig, at du er en dreng, der både har mod til at stå frem og vilje til selv at gøre en indsats for at finde en god løsning på dine vanskeligheder.
Jeg synes, dit brev vidner om, at du er god til at mærke dig selv og de følelser, du har. Du skriver fx, at du ikke har det så godt, at du prøver at finde fred, men er stresset, at du har nemt ved skolen, men ikke gider det, at du er bange, at du ønsker din mor og far skal have det godt, at der var en grandmoster, du var glad for – altså du giver udtryk for mange forskellige følelser, som du kan mærke og som jo gør dig til dén, du er. Jeg tænker, det er en stor styrke at kunne mærke sig selv så godt.
Du skriver allerførst i dit brev, at du ikke har haft det så godt på det seneste ….. og længere nede fortæller du, at du for nylig har mistet din grandmoster, som du var meget glad for. Så jeg tænker, at det måske hænger sammen ….. altså sorgen over tabet af din grandmoster og så dit humør og sindsstemning den seneste tid…? Det tænker jeg i hvert fald ville være meget naturligt, men hvordan lyder det mon for dig….?
Du fortæller også, at du har fundet ud af, at du nok har en personlighedsforstyrrelse. Det gør mig bekymret, fordi det er meget risikofyldt at begynde at diagnosticere sig selv. Det er kun læger, der kan stille en diagnose ….. og oftest først efter flere forskellige undersøgelser. Risikoen ved at diagnosticere sig selv er bl.a., at du kan risikere, at du ubevidst begynder at have en adfærd eller en sindsstemning, som svarer til det, du måske har læst om diagnosen.
Derfor synes jeg, at det vil være vigtigt for dig at få snakket med nogen om din mistanke om, at du måske har en personlighedsforstyrrelse. Det vil være rigtig godt, hvis du kan snakke med dine forældre, fordi de jo er dem, der har kendt dig længst og måske bedst ….. og jeg får indtryk af, at du har et Ok-forhold til dem…. Er det mon rigtigt….?
Og ellers kunne det måske være en ide at gå til din egen læge og fortælle ham / hende om, hvordan du har det…? Lægen vil vide, hvilken hjælp der er at få dér, hvor du bor. Og vil måske også kunne hjælpe dig med at få snakket med dine forældre, hvis du synes, det bliver for svært alene…..? Vil det mon være en mulighed for dig…?
Du fortæller også, at du ikke har lyst til at leve mere, men at du ikke vil give dine forældre en traumatisk oplevelse ….. Du ønsker, at de skal have det godt. Jeg forstår det sådan, at du har besluttet dig til, at du vil leve, og at du ved, at du har brug for hjælp. Det synes jeg er super sejt af dig, og jeg tror, dine forældre vil hjælpe dig alt hvad de kan, hvis bare de bliver klar over, hvor dårligt du har det lige nu. De fleste forældre vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at hjælpe deres barn, men de skal først være klar over, at noget er galt. Hvis du synes, det bliver for svært at sige det til dem, kan du måske vise dem dit brev og mit svar – det kunne være en god indledning på en alvorlig snak…?
Jeg ville ønske, jeg kunne spørge dig om, hvad du nu tænker om det, jeg har svaret dig…? Er det mon en hjælp for dig eller….?
Du fortjener SÅ meget at få hjælp til at få det bedre, således at du også kan få del i det sjove og glade ungdomsliv, som alle på din alder har ret til at få del i.
Nu ved jeg som sagt ikke, om du føler dig hjulpet…?!? Men har du brug for at snakke eller skrive mere, ja så ring til os på BørneTelefonen på 116 111 eller send en sms. Du kan også logge dig på chatten – her sidder der også rådgivere klar hver dag til at snakke med de mange børn og unge, der henvender sig.
Jeg krydser fingre for, at du kontakter os igen, hvis ikke du føler, du har fået en hjælp, du kan bruge.
Et stort knus til dig fra BørneTelefonen
