Opgivenhed

Kære pige,

Her er det: Et klap på skulderen. Du gør det rigtige!

Mens jeg læste dit brev, gik det op for mig, at jeg nysgerrigt bevægede blikket gennem dine mange formuleringer og beskrivelser. Du skriver meget smukt og argumenterer på en interessant måde.

Du er skarp i at bede om hjælp. Måske af træning fra det liv, du har levet. Det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at jeg lige nu sidder med en følelse af, hvem du er og hvad du er i stand til – og det er ikke små ting.

Dit indre er fyldt med kærlighed og passion. Kærlighed til din mor og din familie. Men også kærlighed til dig selv og passion for det liv, du ønsker for dig selv og dine kære. Det mærker jeg tydeligt.

Du er ved at udleve de drømme du har. Men du er berørt af, at det ikke er gået som du forventer og vejen har vist sig at være snørklet. Det er hårdt, for det kræver meget energi og tid af dig, og derfor bliver du modløs somme tider.

Men modløsheden er ikke overvældende og altopslugende, og derfor tvivler du også på om det nogensinde vil ende med selvmord. Hvor er det bare godt, at du rækker ud efter hjælp, derfra hvor du står nu!

Der hvor du står, er der nemlig andre løsninger og vi kan måske prøve at se dem sammen? 

Du ønsker en stemme, der kan stå sammen med din. En stemme der kan argumentere logisk.

Det er en interessant formulering. Jeg får næsten en fornemmelse af, at du oplever at selvmordstankerne bor i dine følelser, men logikken, er vejen ud. Mon det er rigtig forstået?

Her får du noget logik: Selvmordstanker er livsfarlige.

Når man isolerer sig med dem, så har selvmordstrangen det med at vokse sig større og derfor er det også rigtig vigtigt, at man bryder isolationen og får talt om det, der er svært.

Men det ved du jo faktisk godt. Det er derfor du nu har delt dine selvmordtanker med os, så vi kan dele stemmer lidt.

Jeg håber, at jeg kan afhjælpe noget af den smerte du går med og måske hjælpe dig med at indse, at det er helt okay, hvis du lige nu har brug for hjælp til at genfinde styrken til at leve med dine traumer og udleve dine drømme.

Drømme er noget af det, der kan give allermest håb og kraft, men drømme er også tit forbundet med vores inderste tanker og derfor kan det gøre ondt helt ind i hjertet, når vi i perioder mister troen på, at en drøm kan gå i opfyldelse.

Derfor er der heller ikke noget mærkeligt i, at du har brug for støtte, når drømmene og vejen dertil er blevet uoverskuelig for dig. Sådan tror jeg faktisk, at rigtig mange har det i løbet af deres liv.

Jeg får lyst til at fortælle dig, at vi ofte får breve fra andre, der skriver, at det kan føles som et tungt pres at gøre drømmene til virkelighed.

Nogle unge skriver også, at de føler sig drømmeløse. De har med andre ord svært ved at forestille sig en fremtid. Men sådan virker det ikke til, at du har det. Tværtimod.

Derfor er det også rigtig vigtigt, at du får støtte og hjælp til at genvinde din tiltro til dig selv og lysten til at finde din vej i livet igen.

Du skriver, at du ikke har oplevet bedring, når du har været i behandling. Det ved kun du. Men jeg må bare sige til dig, at dit brev er fyldt med gode refleksioner og måder, hvormed du håndterer de svære tanker og situationer i dit liv.

Selvom behandlingerne måske ikke har løst det hele, får jeg også en fornemmelse af, at det måske også har givet dig mulighed for at du kunne lære dig selv rigtig godt at kende. Måske du kan genkende det?

Jeg har stor forståelse for, at du ikke har mod på at dele dine selvmordstanker med din familie eller andre, hvor du ikke er anonym. Jeg kan godt forstå, hvis du ikke er dér endnu.

Det at fortælle, at man har selvmordstanker kan føles lidt som en smide en massiv bombe. Man ved godt, at det er alvorligt og måske man frygter andres reaktioner.

Jeg mærker fx tydeligt, at du tænker meget på din mor og mormors reaktion. Du har måske ikke lyst til at gøre dem bekymrede eller kede af det. Det kan jeg også godt forstå.

Dit brev til din mor viser nemlig tydeligt, at du elsker din mor meget højt.

Du har talt med både hende og din mormor flere gange. Derfor tænker jeg også, at de godt ved, at du har nogle tunge tanker. Måske kunne du bare starte med at sige, at du synes det har været rigtig svært med hestene for tiden og du faktisk har mistet troen på din drøm?

Din mor og mormor vil måske også kende til følelsen af håbløshed, der kan komme, når man ikke helt kan overskue alle de ting man troede, man skulle. Den rammer som sagt de fleste mennesker – nogle gange flere gange i livet.

Måske de endda kan hjælpe dig med at tage forbi din læge, så du kan få hjælp til din depression, der ikke helt er afsluttet. Jeg ved godt, at du ikke havde lyst da du skrev brevet, men måske du kan prøve at lytte til den logiske stemme, når den siger at selvmordstankerne er livsfarlige?

Vi vil også meget gerne hjælpe dig!

Hvis det slet ikke føles muligt, så ring til os på 116111 eller start en chat med os her. Vi vil meget gerne hjælpe dig og tale mere med dig om det.

Faktisk har vi også det, der kaldes en bisidder. Måske du har hørt om det? En bisidder en en voksen fra BørneTelefonen, der ved en helt masse om dine rettigheder og hvilke muligheder, der er for at få hjælp og støtte.

Jeg tror måske godt, at det kunne være rart for dig, at tage en snak med en bisidder, når du ikke helt ved, hvad du skal gøre.

Jeg giver dig her et link, hvor du kan læse mere om at få en Bisidder fra Børns Vilkår. Så kan du høre lidt om, hvad det vil sige at have en bisidder fra Børns Vilkår. Det er helt gratis.

Jeg håber, at mine råd har været en hjælp for dig – også selvom jeg råder dig til at få ikke-anonym hjælp nu. Tænk lidt over, hvad der føles rigtig for dig og ræk ud!

Kærligste hilsner BørneTelefonen