Kære anonyme pige på 17 år.
Hvor er det bare modigt, at du skriver ind til BørneTelefonen, og deler, hvor svært, du har det. Især når du giver udtryk for, at det ikke er nemt for dig, at åbne op om de her tanker, du har om selvskade og selvmord. Det er ikke nemt at snakke om, og jeg skal gøre mit bedste for at hjælpe dig!
Du skriver, at du det sidste halve års tid har haft tanker om at skade dig selv, måske endda til det punkt, hvor det kunne ende fatalt. Selvom det ikke er død du har i tankerne, så føler du, at du fortjener stor fysisk smerte.
Du fortæller, at du går til psykolog, og egentlig så gerne vil fortælle ham om det hele, men du er bekymret for, at din psykolog vil være nødt til at fortælle det videre, og det ved du ikke, om du er klar på.
Kære du, jeg kan virkelig godt forstå, hvis du er bekymret for, hvad der vil ske, hvis du fortalte din psykolog, hvad det egentlig er, som der foregår inde i dig for tiden.
Jeg kan forestille mig, at det må føles enormt ensomt, at gå rundt med alle de voldsomme tanker, følelser, og impulser, og samtidig føle, at du ikke kan sige det højt, også selvom du så gerne vil.
Jeg synes du er så sej, for at skrive ind til os. Det er jeg nødt til lige at sige.
Når jeg læser dit brev, så kan jeg tydeligt læse, at du har det enormt svært for tiden. Men jeg kommer sådan til at tænke på, hvorfor du føler, at du fortjener så stor fysisk skade/smerte, at det måske kunne være fatalt?
Grunden til at jeg spørg, er fordi, at jeg kan fornemme en stor splittelse i dit brev:
På den ene side, så fornemmer jeg, at du føler, at du har fortjent, at du gør stor skade på dig selv, og går og planlægger, og tænker over det. Ikke nødvendigvis at dø, men heller ikke nødvendigvis ikke at dø. Det er som du siger, “smerten” det handler om.
Men på den anden side, så fornemmer jeg også, at du har et enormt behov, for at inddrage din psykolog, og fortælle ham, hvad der egentligt foregår inde i dig, fordi du faktisk så gerne vil have hjælp til, ikke at skulle gå med de voldesomme tanker og følelser alene længere.
Og jeg fornemmer faktisk, at hvis det ikke var på grund af bekymringen for, at din mor, din læge, osv., muligvis bliver inddraget, så havde du måske fortalt det til din psykolog allerede. Mon jeg har ret i det?
Det fortæller mig, at der også er en del af dig, der er klar over, at de her tanker og følelser er noget, som du har brug for hjælp til, og som ikke har lyst til at reagere på tankerne.
Jeg ved ikke om du ved det, men faktisk, så er der mange andre unge, der ligesom dig, skriver ind til os på grund af tanker om selvskade eller selvmord. Og jeg tror, at rigtig mange af dem, ville kunne genkende præcis den bekymring du deler – altså, “er jeg klar på, at andre får at vide, hvordan jeg egentlig har det?”.
Det kan nemlig være SÅ grænseoverskridende, at tænke på, at andre mennesker, som man holder af, skal inddrages i nogle af de sværeste og mørkeste sider af ens liv. Måske du også har det sådan?
For nogen, så kan det føles enormt pinligt, at andre skal høre, at man har tanker om at gøre stor skade på sig selv. For andre, så kan det være fordi, at de er så bange for, at gøre folk de holder af kede af det, eller er bange for, at de vil se på dem anderledes, hvis de fik det at vide. Hvad mon det er for dig?
Men noget af det vigtigste for alle, der overvejer selvskade eller selvmord, det er faktisk, at de får sagt det højt alligevel.
Og selvom det måske kan virke nærmest urealistisk, så oplever langt de fleste, at det blev meget bedre, efter de fik sagt det højt. Nærmest som en tung vægt, der bliver løftet fra ens skuldre.
Ikke fordi, at tankerne, følelserne, og impulserne pludselig er væk, men fordi man endelig kan snakke om det åbent, og få den hjælp og støtte, som man har brug for, og som man har fortjent!
Hvad tænker du mon om det?
Derfor har jeg også lyst til at spørge, hvad du tror, der skulle til, for at du nogensinde ville være “klar på”, at din mor, din læge, osv., skulle vide det?
Grunden til at jeg spørg, er fordi, at når noget er så svært at snakke højt om, som selvskade og selvmord, så er det faktisk meget sjældent, at man nogensinde kommer til at føle sig decideret “klar” til at snakke højt om det.
Problemet med det er, at så bliver man ved med at udskyde og udskyde det, også selvom, at det man i virkeligheden har allermest brug for, og ville få allermest ud af, det er at dele det alligevel, på trods af, at det er grænseoverskridende.
Og du har allerede været så modig, og delt det, der i virkeligheden foregår i dit liv, med os på BørneTelefonen. Og det fortæller mig, at selvom du synes det er meget grænseoverskridende, så har du styrken til at dele det til din psykolog alligevel, også selvom det er ubehageligt.
Og hvis du deler det, så kan du også starte ud med at fortælle din psykolog, at du faktisk er rigtig bekymret for, hvad det vil betyde, når du siger det højt. Og at du har brug for, at i snakker sammen om, hvordan, hvornår, og hvem det skal deles med. Det er jeg sikker på, at din psykolog vil snakke med dig om, ligesom du også siger, at han allerede har givet udtryk for.
Hvis du fortsat ikke har lyst til at dele det med din psykolog, så kan du også dele det med en anden voksen i dit liv, som du stoler på. Det kan for eksempel være en lærer, en onkel eller moster, eller nogen andre. Sammen, så kan i måske snakke om, hvordan du fortæller det til din psykolog, så du ikke skal være alene med det.
Hvis du synes, det er svært at skulle starte den samtale, så kan du også skrive et brev til din psykolog, eller en anden voksen. Nogle gange, så er det bare nemmere at skrive ned, præcis som du allerede har gjort så flot til os, end at skulle sige det hele højt. Du kan evt. følge vores guide: Skriv.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget, og at du kan se, at du også har fortjent at få hjælp og støtte, og at selvom det er grænseoverskridende, så har du allerede taget det første skridt, og sagt højt til os, hvad det er, der foregår i dit liv.
Derfor så tror jeg på, at du har styrken til at gå videre med det her, og sige det højt til din psykolog, eller en anden voksen, så i sammen kan finde ud af, hvordan du får den hjælp du har brug for, så du ikke længere skal gå med alle de her voldsomme tanker og følelser alene længere.
Og skulle det hele nu gå hen og blive for meget, og du pludselig fanger dig selv i, at have lagt lidt for store planer for den smerte, så vil jeg også give dig en henvisning til Akutmodtagelsen, hvor du kan finde både telefonnummer og adresse. Og ellers, så kan du altid ringe 112.
Og så er du selvfølgelig altid velkommen til at skrive ind til BørneTelefonen igen, eller ringe ind på 116 111, hvis der er mere, eller noget helt andet, du har brug for at dele.
Knus og det største kram fra
BørneTelefonen.
