Kære pige.
Du er blevet voldtaget. Du skriver det selv direkte i dit brev, og nu siger jeg det direkte. Det gør jeg fordi, jeg ikke vil have, at du skal være det mindste i tvivl om, hvad der er sket. Du sagde stop og lad være. Dermed kan der ikke være nogen tvivl om, overhovedet, at du ikke har haft lyst til sex.
Du beskriver selv, hvordan du føler en ulækkerhed, som ikke kan vaskes af under en bruser. Det er vigtigt for mig, at fortælle dig, at du ikke er klam eller ulækker. Du skulle ikke gøre mere for at stoppe det, du gjorde rigeligt. Og det er ikke din skyld.
Du skriver til sidst i dit brev, at du ikke vil tale med en voksen. Andre piger der har oplevet det, som du har oplevet, fortæller ofte at de også skammer sig. Er det mon også sådan, du har det? Jeg kan godt forstå, hvorfor man kan komme til at føle sådan. Men det er igen vigtigt for mig at nævne, at du ikke har gjort noget som helst forkert. Det er ikke din skyld.
Jeg håber derfor alligevel, at du vil tale med en voksen om det. Jeg tror, det vil være en god ide, hvis ikke du skulle gå og tumle med de her tanker og følelser alene.
Jeg kunne godt tænke mig, hvis du prøvede på, at forestille dig, at du sad overfor en veninde, som havde oplevet det, som du lige har oplevet. Forestil dig, at hun fortæller dig det samme, som du lige har fortalt mig.
Hvordan ville du føle ift. det hun fortæller – får du lyst til at give hende et knus, eller bliver du vred på hende, eller…? Hvordan vil du opfatte hende, synes du hun er ulækker, eller synes du, hun er lige så dejlig, som hun plejer at være, eller…? Hvad ville du have lyst til at gøre for hende, ville du snakke så meget som muligt med hende om det, ville du opfordre hende til at snakke med voksne, eller…?
Når du laver denne ”opgave/øvelse” så får du måske en mulighed for at fjerne dig fra de grimme følelser, og i stedet prøve at se lidt praktisk på det hele… Jeg ved det ikke er nemt, men jeg håber, du vil gøre forsøget.
Mennesker der er blevet voldtaget, og derefter ikke får den hjælp, som er nødvendig, vil ofte have det rigtig svært i lang tid. Derfor er det bare så vigtigt, at du ved, at du er et offer for en forbrydelse, og at det på ingen måder er din skyld! At du har skrevet herind, fortæller mig, at du måske allerede godt selv ved det? Jeg håber, at du vil bruge samme styrke, du har brugt til at skrive herind til også at fortælle det til nogen omkring dig, så du kan få den hjælp, du fortjener.
Nu nævner jeg nogle af dem, som du måske kunne have lyst til at tale fortælle det til. Det lyder til at din mor allerede er opmærksom på, at der måske var noget galt, da du kom hjem fra festen. Måske du kunne fortælle det til hende? Måske du er bange for hendes reaktion? Bliver hun vred, ked af det osv? Jeg kan forestille mig, at hun bliver begge dele. Fordi hun elsker dig og ikke vil have, at du bliver uretfærdigt behandlet. Selvom hun bliver berørt, skal hun hjælpe dig!
Du kunne også betro dig til en god veninde, og så sige til hende, at du har svært ved at få talt med en voksen om det, men at du gerne vil have, at hun hjælper dig med det. Eventuelt kunne I tale med hendes forældre om det?
Jeg synes også, at du skal overveje, om ikke det skal anmeldes til politiet. Det vil også kræve en masse mod af dig, men kan du gøre det, vil det være godt, fordi ham drengen så kan blive konfronteret med at hans handling ikke var okay.
Jeg håber, du kan bruge mit forsøg på hjælp. Jeg håber, at du lige nu sidder med en fornemmelse af, at være blevet hørt, af at det ikke er din skyld, og at du ikke har fortjent det. Hvis du skulle blive i tvivl eller have brug for at snakke med nogen anonymt først, må du altid ringe til os på BørneTelefonens nummer 116 111.
Hvis jeg kunne, så fik du et knus af dimensioner, for det fortjener du.
Med kærlig hilsen BørneTelefonen
