Kæreste du på 15 år,
Sikke en modenhed, du viser med dit brev herind til BørneTelefonen. Jeg kunne forestille mig, at det ikke har været let at skrive dit brev. Men du gjorde det.
Og på en måde der viser, hvilken styrke du er kommet ud med. Det er stærkt! Hvor er der mange, der kunne lade sig inspirere af dig.
Jeg forstår godt, at I ikke tænkte, det var forkert
Jeg synes, du beskriver så fint i dit brev, hvilke oplevelser du har haft med K.
Det lyder som om, at I blev inviteret til at sidde på hans skød, og I valgte naturligvis at gøre det, fordi han var den voksne, og det virkede ikke som et problem.
Som barn ser man jo ikke nødvendigvis noget galt i at sidde hos en voksen, for ofte er det jo ikke et problem.
Men det, som fulgte efter var selvfølgelig ikke i orden. At ville ‘nusse’ nogle ikke-så-pædagog-elev agtige steder, er en virkelig klar måde at beskrive, at han overtrådte en grænse hos jer.
Det er vigtigt, at du forstår, ud fra det du har beskrevet, at det han gjorde ikke var i orden. Derfor er det også rigtig godt, at du og de andre stod frem. De viste jo også, at en domstol var helt enig, og han er nu i fængsel.
Derfor får jeg også lyst til at sige til dig, at det ikke er dit ansvar, at han nu er i fængsel. Det ansvar bærer han selv og den domstol, der har besluttet, at det er konsekvensen.
Som barn havde du ret til at føle dig tryg og respekteret i nærheden af en voksen. Det er nemlig altid den voksnes ansvar at vide, hvad der er rigtig og forkert. Aldrig børns ansvar.
Du genkender det upassende
Jeg fornemmer dit kærlige og varme væsen, når jeg læser dit svar. Mange børn og unge beskriver følelsen af, at man kan tvivle på sin egen dømmekraft. Som du selv skriver, vil man jo ikke sætte en uskyldig i fængsel.
Men når du beskriver, hvordan K gjorde ting på nogle “ikke så pædagog-elev agtige måder”, viser det, at du jo faktisk er i stand til at genkende, når noget ikke er passende eller rigtigt.
Som du selv beskriver, er du ikke den eneste, der oplevede lignende situationer med K. Mange andre piger kom frem med lignende historier, hvilket viser, at der var et mønster i hans forkerte adfærd.
Det synes jeg understreger vigtigheden af at stole på dine egne oplevelser og måske viser det dig også, at han ikke var uskyldig.
Din mor fandt ud af det
Nogle år efter finder din mor så ud af, at det her er sket, og du vælger at sige, at hun ikke må skrive til rektoren, fordi du ikke vil stå alene med det.
Det kan jeg virkelig godt forstå, at du ikke ville. Jeg ved, at andre børn og unge har beskrevet, hvordan man kan være bange for, at man ikke bliver taget seriøst. Måske du genkender det?
Når du besluttede dig for ikke at fortælle din mor om det, fordi du ikke ønskede at stå med det alene, viser det netop, hvor vigtigt det er for os mennesker at få støtte og forståelse fra andre.
Du gjorde, hvad der føltes bedst for dig på det tidspunkt, og det er helt okay.
Selvom du måske ikke havde ordene til at udtrykke det på det tidspunkt, er det vigtigt at forstå, at dine følelser var helt rigtige. Du må aldrig tvivle på din dømmekraft eller oplevelser, fordi du senere så og fortalte, at noget var forkert.
Du var et svært sted
Du beskriver også hvordan du tænker, at din situation derhjemme, påvirkede din opfattelse af venlighed og fysisk berøring.
Dine forældre snakkede overhovedet ikke sammen, og din mor lå mest i sengen. Der var ikke så meget fysisk berøring såsom kram eller kys. Og du er nu bange for, at du har haft tolket forkert på det, fordi du havde ‘glemt’ hvordan man bare viste venlighed.
Jeg kan sagtens følge de tanker. Og det tror jeg også andre børn og unge kan.
Måske handler det om, at du gerne vil finde en “god grund” til, at han handlede som han gjorde.
Det tænker jeg, du måske gerne vil, fordi du tydeligvis er et kærligt og varmt menneske, som ønsker at se det bedste i andre. Og så kan det være svært at forstå, at en voksen ville gøre noget så forkert overfor et barn.
Jeg får dog sådan lyst til at fortælle dig, at det stadig ikke ændrer ved det faktum, at ingen, uanset omstændighederne, har ret til at overskride dine grænser. Eller som du selv skriver, at ødelægge dit liv.
Du har det største mod!
Jeg håber, at du med dette svar, i højere grad sidder med følelsen af, at du ikke har gjort noget forkert. Men tværtimod, hvordan du har været stærkt og modig.
Du skriver, at du ikke pt ved, hvad du skal gøre eller tænke i forhold til situationen. Det kan jeg faktisk godt forstå. Jeg synes indtil videre, du har gjort det helt rigtige ved at tale højt om det.
Du har sagt det højt til din mor, været ét ud af 15 andre seje ofre, som er stået frem og har nu også delt det med BørneTelefonen.
Steder du kan få hjælp:
Vi har alle brug for mennesker at dele vores tanker og oplevelser med, så vi ikke skal gå alene med dem. Og du har ret til at få tryghed og omsorg.
Derfor vil jeg også fortælle dig om nogle steder, hvor du kan få hjælp til de tanker og spørgsmål, der stadig er i dig.
Det er slet ikke ualmindeligt, at der efter overgreb kommer virkninger senere i livet: Tanker og følelser kan dukke op, og tvivl og selvbebrejdelse kan ramme én – præcis som du har beskrevet.
Du kan gå flere veje, når du mærker behov for rådgivning og samtaler.
- Din lærer:
Din lærer i skolen kan gennem PPR undersøge, hvilke muligheder din kommune har for at støtte dig med for eksempel psykologhjælp.
Derfor kan du tage fat i en god lærer – som måske oven i købet kender til forløbet – og derigennem få kontakt til PPR.
- Din kommunes rådgivning for unge:
Du kan prøve at google din kommunes navn og ‘anonym rådgivning for unge’. Så finder du nummeret på kommunens rådgivning for unge – her kan du fortælle om pædagogens krænkelser, og at du nu har brug for hjælp.
Den voksne, du taler med har et godt overblik over mulighederne for at hjælpe dig (med eksempelvis psykologhjælp) – og vil fortælle dig om dem.
- Center for seksuelle krænkelser:
Her kan du tale med en rådgiver, der har stor erfaring med samtaler om krænkelser.
Det er lige meget, om der er gået lang tid – de vil gerne tale med dig. På dette center er de vant til at tale med unge.
De ved alt om konsekvenser af overgreb – og om langtidsvirkninger. De hjælper dig gennem samtalen – og de er et rigtigt godt bud på en samtalepartner, der kan få stor betydning for dig. Jeg ved, at de har hjulpet mange unge.
Deres målgruppe er godt nok til personer, der er fyldt 16 år. Men nu ved du, at stedet findes. Du kan måske ringe og fortælle, at du er 15 og høre, hvad de vil foreslå af andre muligheder? Måske er der ganske kort tid til, at du fylder 16 år, og du kan kontakte dem?
- Headspace:
Headspace er også et anonymt og gratis samtale- og rådgivningstilbud. Du finder åbningstider, telefonnummer og mailadresse ved at søge efter et Headspace-center her
Headspace er for alle. Ingen problemer er for store eller små. I headspace kan du tale om alt. Rådgiverne er klar til at lytte og tale om det, som du ønsker at tale om.
Hvis du får brug for det, kan du booke en gratis og anonym samtale.
- BørneTelefonen:
Jeg håber, at mit svar viser dig, at du ikke er alene. Du er også altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen på 116 111. Måske har du lyst til at snakke med en af vores rådgivere.
Det kan også være du vil skrive et brev igen. Uanset hvad er vi her – døgnet rundt – også om natten.
Jeg sender dig de varmeste tanker,
Mange hilsner fra BørneTelefonen
