Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Får intet søvn

Hej børnetelefonen.

Jeg skriver fordi at jeg har næsten ikke sovet de sidste par dage.

Det er skræmmende at jeg overhovedet ikke har sovet, og bare har kigget på mobil.

Jeg har selfølgelig sovet lidt, men jeg ender med at falde i søvn klokken 5 og skal op i skole klokken 7.

Jeg har intet energi om dagen, og det er forfærdeligt, men jeg kan bare ikke få sovet nok om natten.

Håber i kan hjælpe mig,

Hilsen Dreng på 14

Dreng, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år,

Hvor må du være træt! To timers søvn om natten er alt for lidt. Man kan godt klare det et par dage, men hvis det fortsætter skal man have hjælp. Hvor er det godt, at du nu beder om hjælp her hos os.

Du nævner, at du sidder på mobilen og ikke kan sove. Nu kommer jeg måske til at skrive noget lidt irriterende, men hæng på. Jeg tror nemlig, at mine tanker og råd er værd at prøve af!

Når du skal sove i aften, vil jeg foreslå dig, at du ikke ‘går i seng’ med din telefon. Det vil sige: Prøv om du kan lade helt være med at bruge den, når det er sengetid.

Jeg ved godt, at det kan være svært! For rigtig mange (både børn og voksne) giver telefonen en følelse af tryghed – måske særligt inden sengetid. Måske du kender den?

Problemet er bare, at det ofte er telefonen, der ender med at holde os vågen. 

Jeg ved ikke om du ved det, men din telefons blå lys, kan faktisk komme til at holde dig vågen om natten.

Lyset er lavet sådan, at det på en måde gør os mere friske. Det kan give os en følelse af, at vi slet ikke er trætte – selvom vi måske faktisk er helt udmattede.

Telefonerne har også en særlig måde at få os til at blive på dem. Fx er der nogle apps som TikTok og Instagram, der holder vores opmærksomhed i meget lang tid. Så lang tid, at det hurtigt kan blive klokken 5 om morgenen.

Langt de fleste mennesker har svært ved at kæmpe imod måden telefonerne holder vores opmærksomhed fast. Det er fordi, at de her apps er lavet på en måde, hvor vi får rigtig svært ved at slukke. Vi skal lige se en mere video… og en mere… og en mere…. og så går tiden!

Det er godt for dem, der laver apps, men ikke så godt for os, der mister tiden og får svært ved at sove. Nogle skriver også til os, at de har svært ved at slappe af eller får nogle tunge tanker. Telefonerne påvirker os meget forskelligt.

Mange tænker ikke over, at noget er galt. Men det gør du!

Du stopper op og mærker, at du faktisk har rigtig svært ved at sove, selvom du er rigtig træt.

Jeg kan selvfølgelig ikke være sikker på, at telefonen er den eneste årsag. Måske er der også andre ting, der fylder som du ikke fortæller om her.

Men se om du måske kan tage det et skridt ad gangen, hvor telefonen er det første.

Hvis det er svært at finde ro uden din telefon eller du mærker, at du savner den meget, så giv ikke op!

Måske det er svært at ligge i sengen helt uden noget, når du er vant til det.

Måske du kan prøve andre måder, at få ro på, hvor du ikke ser ind i skærmen.

Du kan fx høre noget musik, et podcast eller måske læse en bog.

Her kan du finde andre idéer og se denne video om søvn.

Du må godt bede om hjælp!

Hvis det ikke virker, vil jeg bare fortælle dig, at du godt må bede om hjælp. Som sagt har langt de fleste af os svært ved at lægge telefonen væk og derfor er det også helt okay, hvis det er svært for dig.

Måske kan du og dine forælde tale om, hvordan du får sovet. Det kan være, at de kan komme på nogle andre idéer, som kan hjælpe dig.

Måske har du brug for, at de er lidt tættere på?

Jeg tænker på, at vi alle i perioder kan have nogle tanker eller udfordringer, der giver os et behov for støtte og omsorg.

Derfor er det også helt forståeligt, hvis det kunne være rart, at dine forældre vidste, at du er virkelig træt for tiden og har svært ved at løse det selv.

Hvis det er svært at sige højt, kan du måske bruge nogle af de råd vi har samlet her?

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

 

 

 

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat