Kære dreng på 14 år,
Tak for dit brev. Jeg siger tak fordi du sætter ord på en situation, der for dig og mange andre er helt ubærlig.
Det må opleves uretfærdigt ikke at blive anerkendt og accepteret som dansker og dansk statsborger med alt, hvad det indebærer af rettigheder og muligheder.
Det kan være svært for andre at forstå, hvor meget regler og lovgivning egentlig betyder for vores liv. Jeg tror mange overser, de privilegier de selv har og som andre kun kan drømme om.
Jeg kan se, at reglerne sætter mange grænser og har stor betydning for dit liv: Du skriver, at du må udskyde dine uddannelsesbehov, at du er bekymret for at miste dit opholdsgrundlag, hvis din far mister sit job og at du går glip af længere rejser med dine venner i skolen.
Jeg tror ikke mange andre 14-årige har ligeså godt styr på de love, der har betydning for deres liv, som du har. Det fortæller mig, hvor meget det fylder.
Du spørger: Hvad har jeg gjort galt?
Du siger meget uden at sige det. Du forklarer mig, at du er vestlig og ikke religiøs. Du skriver, at du har topkarakter og betaler AM-bidrag.
Jeg får en fornemmelse af, at du tror, det vil have betydning for, hvorvidt jeg synes du skal have lov at være en del af samfundet eller ej. Det er jo ikke mærkeligt, når reglerne stiller så mange krav til dig.
Hvor er det ærgerligt, at regler og love får dig til at tro, at du har gjort noget galt.
Det viser mig, hvor meget du gør, fordi du mærker, at det er nødvendigt. Hvor må det være anstrengende. Jeg ser, hvor meget det kræver af dig.
Man kan blive stresset af at føle sig fremmed
Man er begyndt at tale om konsekvensen af, at føle sig udenfor, anderledes og fremmed. Når man er minoritet, kan man føle, at man skal tilpasse sig for at blive accepteret. Det kan føles som en endeløs opgave at blive accepteret og jeg får indtryk af, at det også presser dig.
Når man taler om det som en form for pres, er det også for at understrege, at det er belastende for mennesker, der oplever det. Man kan have brug for nogen at tale med, der har forståelse og måske har samme erfaringer.
Mon dine forældre ved, at du føler dig fremmed og som en byrde? Måske taler I allerede sammen om det. Det kan jo være, at dine forældre genkender det.
Det kan måske være rart at tale med dem og andre om de vilkår, der gælder for jeres familie.
Presset kan også blive en drivkraft, der giver dig mod til at italesætte alt det, som mange overser.
Du ved det sikkert allerede, nu hvor du er aktiv i ungdomspolitik: Du har ret til at bruge din stemme, og din ytringsfrihed kan være med til at forme fremtidens rammer for dig og andre i vores demokratiske samfund.
Måske er der andre i ungdomspartiet, der kan spejle din oplevelse eller som du kan tale og udveksle tanker med. Det er vigtigt at være en del af fællesskaber, hvor man føler sig set.
Du har en modstandskraft og formår at stoppe op og mærke, hvor uretfærdigt det føles. På den måde bruger du allerede din stemme, når du skriver dette brev.
Andre personer vil høre din stemme. Nogle vil føle sig set og forstået. Andre vil bedre kunne komme til at forstå, hvordan rammer og regler har betydning for dit og andres liv.
Det er rart at se, hvordan du bruger demokratiet og din ret til at ytre dig og stille kritiske spørgsmål. Men det ændrer ikke på, at du lige nu bare gerne vil være her, og har svært ved at forstå, at dine vilkår er anderledes.
Du er født netop her og det er her, du føler dig hjemme. Jeg kan jo se, at du elsker Danmark. Men kærlighed kan blive til sorg, når følelserne ikke føles gengældt. Det er alvorligt at have det sådan.
En sådan sorg trives bedst, hvis man isolerer sig og ikke fortæller nogen om den. Oplevelsen kan sætte sine spor og være svær ryste af sig. Derfor håber jeg også, at mit svar har givet dig mod på at blive ved med at dele dine tanker.
Det var godt, at du skrev til os. Tak for dit vigtige brev.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
