Hvad er der galt med mig?!

Hej

Jeg er ved at gå ud af mit gode skind, og ved simpelthen snart ikke hvad jeg skal gøre, så ved ikke hvad jeg ellers skal gøre, udover at skrive herind, for jeg føler jeg er helt alene.

For en 8 måneders tid siden gik jeg på kur, da jeg var pænt meget overvægtig.

Jeg begyndte at sulte mig, smide min mad ud og lyve om det hele. Jeg gik ofte flere dage uden at få noget at spise. Jeg var ofte svimmel, havde hovedpine, trak mig fra fællesskabet mm, hvilket fik min matematiklærer til at blive opmærksom på mig. Han pressede på for at få mig til at fortælle hvad der var galt, og til sidst indrømmede jeg så, at det var maden der var mit problem.

Han ringede selvfølgelig til mine forældre, som fik et kæmpe møgflip på mig, og derefter sendte mig til lægen. Min lærer havde forklaret mine forældre, at mit problem gik ud på, at jeg kastede min mad op, hvilket jo ikke var tilfældet, men efter en 2 ugers tid, fik jeg dem overbevist om, at det ikke var det der var mit problem, men at det var at jeg sultede mig selv.

Det kom frem lige før sommerferien, og i løbet af sommerferien gik jeg til lægen flere gange, for at blive kontrolvejet. Da jeg jo så blev tvunget til at spise (fordi mine forældre begyndte at lægge mærke til hvor meget jeg spiste), begyndte jeg at få et nyt problem; jeg kunne ikke stoppe med at spise. Og når jeg så havde spist, blev jeg bare så skuffet over mig selv, så jeg gik ud og kastede det op igen, og hvis det ikke var en mulighed, sultede jeg mig selv i typisk 4 hele dage, for ligesom at “udligne” for mit spiseorgie.

Jeg følte jeg ikke bare kunne spise, og så lade det blive ved det. Jeg føler maden gjorden mig tyk, og jeg kan ikke lade vær med at tænke på, hvor mange kalorier der er i min mad.

Men det er som om min krop har to indstillinger; enten at gå helt uden mad eller æde alt hvad vi har i huset. Det er som om min krop tænker, at når jeg først har fået noget, skal den have mere. Jeg går bare og leder efter mere mad, fordi jeg ved det alligevel skal op. Jeg nyder ikke maden, jeg propper den bare i mig, sluger den, som gjaldt det mit liv.

Hvis jeg f.eks. har fået en portion lasagne, så tager jeg 2 mere i al hemmelighed, og derefter spiser jeg f.eks. 1/2 liter is, en pose chips, 8 pandekager, 2 plader chokolade og en 400 g pose slik, bare for at komme med et eksempel fra i dag. Derefter går jeg så ud og kaster det hele op.

Hver gang tænker jeg at det var den sidste gang, men det er kun til næste måltid, og så kører den igen.

Jeg fortalte min læge om mine opkastninger, men løj senere i forløbet (uden mine forældre vidste noget om mine opkastninger) og sagde, at jeg ikke gjorde det mere, og så slap jeg for at komme til hende igen.

Jeg fortalte mine veninder om problemet, men de forstår det jo ikke, så løj også for dem. Min lærer siger også at jeg virker mere glad, og det samme gør mine forældre. Alle tror jeg har det meget bedre, men jeg er lige så død indeni, som jeg hele tiden har været. Jeg føler alle fravælger mig og ikke gider mig. De par venner jeg havde er flyttet, og tager aldrig kontakt til mig.

Jeg er blevet mobbet lige så længe jeg kan huske, og jeg er så ked af det.

Min mormor døde for 9 måneder siden, og lige siden har jeg grædt hver eneste dag. Hun betød bare så meget for mig, og føler mit liv ikke giver mening mere. Hun var længe alvorligt syg af kræft, og jeg så hende nærmest dø for øjnene af mig; svagere for hver dag der gik.
 
Jeg ved godt det ikke er ret smart det jeg har gang i, men jeg kan ikke lade vær. Min hoved tænker hver gang, at det lige er den aller sidste gang, og så skal det aldrig ske igen, men det gør det. Min krop kan kun spise ingenting eller alting, og jeg ved ikke hvad der sker!

Jeg har lyst til at komme ud af det, og være glad som før i tiden, selvom jeg tvivler på at jeg kan blive det igen. Men jeg kan ikke fortælle det til mine forældre, for de har gået de sidste måneder og været så kede af det og sure på mig over at jeg har gjort hvad jeg har gjort, og nu tror de endelig jeg har det godt, og så er de begyndt at blive lidt glade igen.

Jeg har ingen venner jeg kan snakke med det om, for dem jeg havde, ja, de har bare fravalgt mig, de har simpelthen fundet noget bedre, og det er heller ikke ret svært. Den eneste jeg føler forstår mig, er min lærer. Men ham kan jeg jo heller ikke snakke med, for så siger han det jo bare til mine forældre, og de må virkelig ikke få det af vide, så vil jeg hellere dø. Han siger han meget meget gerne vil hjælpe mig, men hvis jeg fortæller ham noget, fortæller han det vel bare til mine forældre.

Vil gerne ud af det, men tror ikke jeg kan selv, tror jeg bliver nødt til at få noget hjælp, men det kan jeg ikke få, hvis det betyder mine forældre får det af vide. Jeg vil ikke se dem have det dårligt igen, de er også begge rigtig rigtig langt nede i kulkælderen efter min mormors død, og jeg har bare gjort alting meget værre. Er der ikke en måde hvorpå jeg kan få hjælp, uden mine forældre får det af vide, hvis jeg altså behøver det?

Jeg føler virkelig bare at jeg er til overs. Ingen gider mig. Alle andre får kærester og laver ting i deres weekend, jeg sidder alene på mit værelse, uden nogen der så meget som gider at skrive en sms til mig. Jeg er bare spild af god plads, jeg kunne lige så godt forsvinde, ingen gider mig alligevel. Jeg er bare til besvær, og jeg gør alle kede af det.

Jeg bliver skør af det her, ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.

Hvad fanden er der galt med mig?

Hvorfor kan jeg ikke bare spise til jeg er mæt, og så stoppe der?

Hvorfor kan jeg ikke bare være normal og elsket?!

Jeg håber meget I gider tage jer tid til at svare på mit brev, det ville betyde meget, at nogle gider bruge et sekund på mig.