Kære 15 årige pige
Hvor kan jeg godt forstå du synes det var virkelig hårdt at høre om et familiemedlems selvmord. For selv om det ikke var en særlig tæt relation til dig, var der bare noget inde i dig der blev ramt, fordi du selv har oplevet, hvordan det er at have det så psykisk dårligt, at du havde selvmordstanker.
Ikke så sært at du blev sur og sikkert også ked af den snak du fortæller, der var efter hændelsen. At hun var ”egoistisk” fordi hun ikke havde hverken sagt eller skrevet noget om hvor dårligt hun faktisk havde det. Og samtidig lyder det, som om det alligevel ikke rigtig kom som en overraskelse, at hun faktisk endte med at tage sit eget liv. Det må have været en virkelig trist dag for dig at opleve.
For når man, som du, har prøvet at have det så skidt, at man overvejer om livet fortsat er værd at leve, så må det have været skræmmende at opleve hvordan din families reagerede på sådan et dødsfald. Jeg ved det jo ikke, men forestiller mig, du måske tænker, om de også ville reagere sådan, hvis det havde været dig, der var endt med at føle det som eneste udvej for at få det bedre?
Man siger om sorg at der ikke findes en rigtig eller forkert måde at sørge på. Det kan svinge fra at man kan være helt ude af sig selv over det tab man har lidt og efterfølgende har svært ved at finde menig med noget længere, til at man efter en kortere sorgperiode kan genfinde sig selv ”på den anden side” af tabet. Begge dele er lige rigtige, for det er kun den der sørger, der ved hvordan man bedst bearbejder det tab man har haft.
Det skriver jeg for at forklare, at selv om din familie måske kunne virke lidt ufølsomme overfor dødsfaldet, så er det at snakke om hændelsen og nærmest virke vrede eller forargede over det ”egoistiske” valg en forsvarsmekanisme. Man har brug for at finde en mening med det, der er sket. Og især når det er en pludselig hændelse, man ikke var forberedt på. Vi har brug for at forstå for at kunne acceptere det i vores hoved og i vores hjerte.
Du skriver at dit familiemedlem havde været indlagt i psykiatrien flere gange, men ikke fået den hjælp hun burde. I hvert fald fik hun det ikke godt nok til, at hun kunne se anden vej ud af hendes smerte end at ende sit liv. Det er virkelig meget trist at det ind imellem ikke lykkes at få den rette hjælp i tide, men nogle gange findes der mennesker, der har så dybe og komplekse problemer, det ikke lykkes at udrede og afhjælpe hurtig nok.
Jeg gætter på at det måske også er noget af det du tænker over – at man måske ikke altid når at få den hjælp der er behov for når man har det dårligt? Derfor kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, hvem der mon hjalp dig, da du havde en depression, var selvskadende og med selvmordstanker? Du skriver jo at du ikke rigtig kan snakke med din familie om dine tanker mht. det nylige dødsfald? Måske ved de ikke engang hvor dårligt du havde det i en periode?
Grunden til jeg spørger, er fordi jeg tænker det er vigtigt at du har nogle voksne omkring dig, der ved hvad du har været igennem – både med hensyn til din egen oplevelse med selvmordstanker, men også dine tanker om det nylige dødsfald i familien. Nogen der vil støtte og være der for dig, hvis du igen skulle opleve at få det mentalt dårligt. Så du kan få hjælp, hvis det er nødvendigt. Det er ikke noget man kan eller skal stå med alene.
Hvis du ikke kan snakke med dine forældre om dine tanker og følelser, håber jeg du har en anden voksen tæt på dig du føler dig tryg ved at snakke med. Om det er en lærer, en træner, din moster eller en helt fjerde, er lige meget. Bare det fungerer for dig.
Jeg får også lige lyst til at gøre dig opmærksom på Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade hvis du ikke kender den. Her har du altid har mulighed for at henvende dig anonymt, hvis du brug for at vende nogle tanker.
Du har selvfølgelig også altid mulighed for at skrive eller ringe ind til os på BørneTelefonen på 116 111, hvis du har brug for et øre der lytter. Telefonen er åben døgnet rundt. Vi vil meget gerne lytte og hjælpe dig!
Jeg håber du kan bruge noget at det jeg har skrevet her og at du vil tænke over at få snakket med en voksen tæt på dig om dine tanker. Det er altid godt at dele sine tanker med nogen, så føles de ikke længere så tunge.
Mange kærlige hilsner fra BørneTelefonen
