Dit brev er anonymiseret af brevkasseredaktionen. Rådgiver har læst hele brevet.
Kære dig på 15 år,
Hvor er det godt, du skriver til os, når du bare slet ikke ved, hvad du skal gøre. Du har haft det svært, siden du var 5-6 år gammel og du har det stadig meget svært, men du ved ikke hvem, der kan hjælpe dig. Det er længe, du ikke har følt, du havde nogen at være tæt på. Jeg kan godt forstå, at du har behov for at dele det med nogen. Jeg er glad for, at du har valgt at dele det her.
Der er mange ting i dit brev som vi to kunne skrive meget mere om. Men jeg mærker, at du gerne vil have hjælp fra psykiatrien og vide, hvordan du kan få andre omkring dig til at støtte og hjælpe dig bedre. Derfor har jeg valgt at skrive et svar, hvor vi sammen kan se på det. Du skal vide, at du også gerne må ringe eller skrive til os på 116111, hvis du gerne vil tale mere om de ting, du går med.
Vi vil gerne vide mere om, hvordan du egentlig har det. Vi har altid åbent!
Hvordan bliver du lyttet til?
I dit brev deler du, at du ikke kan snakke med dine forældre om dine følelser og det at du er transkønnet. Ret mange unge fortæller os, at de kan være nervøse for deres forældres reaktioner. De er måske bange for at skuffe dem, gøre dem kede af det eller måske møde modstand på, hvordan de har det. Det ved jeg ikke om du kender fra dig selv også?
Du fortæller, at du allerede har fortalt dem noget, men du mærker, at det tog meget hårdt på dem. Jeg forestiller mig, at det ikke var den måde, du havde håbet, de ville reagere på. Måske havde du mere behov for, at de mødte dig, der hvor du står og bakkede dig op. Måske havde du også brug for, at de hjalp dig med alt det, der er rigtig svært. Det forstår jeg virkelig godt.
På en måde håber jeg, at det kan hjælpe dig at høre, at vi taler med ret mange transkønnede unge, der fortæller nogle af de samme ting som dig. En følelser af ikke helt at blive forstået og taget alvorligt, og måske et hverdagsliv, der ikke føles ret rart og trygt at være i. Det er meget alvorligt, så jeg siger det mest for, at du ved, at du ikke er alene.
Et fællesskab for dig?
Jeg ved ikke om du kender dem, men Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn (FSTB) arbejder for, at støtte andre som dig og skabe mulighed for at mødes. De holder arrangementer flere steder i Danmark. Du kan måske tjekke det ud, hvis du har lyst. Du kan læse meget mere om FSTB her.
De tilbyder faktisk også en telefonrådgivning til unge, der har brug for hjælp og støtte fra andre med viden og personlig erfaring med emnet. Jeg ved godt, at det måske ikke er her, du kan få behandling for nogle af de meget tunge ting, du beskriver, men jeg ved bare, at det er så vigtigt, at man er i fællesskaber, hvor man føler sig forstået og set.
Derfor kan jeg heller ikke lade være med at tænke, at denne forening måske også kunne være et sted at starte for dig og dine forældre.
Kan du tale med din psykolog om det?
Du skriver også, at du går til psykolog, hver uge. Hvor er det godt, at du har en at tale med – også selvom du tænker, at psykiatrien ville være bedst nu. Selvmodstanker og tunge følelser har det det jo netop med at blive meget værre, når man slet ikke kan tale om dem nogle steder. Det kender du måske også.
Jeg ved meget lidt om, hvad der er det bedste for dig lige nu – og derfor er det også svært for mig, at sige, hvor du vil få den bedste hjælp. Men jeg tænker måske, at det ville være en god start, hvis du talte med din psykolog om, at du har det så meget af lort alle steder, og at du føler, at du har brug for en anden behandling.
Din psykolog kender dig nok lidt mere end jeg gør med dit brev, så måske kan personen også lægge en plan med dig og undersøge om der måske er andre veje til, at du får det bedre. Det er i hvert fald ikke første gang, at man som patient har haft brug for at snakke om sin behandling og tale om alternativer. Det sker hver dag!
Din psykolog vil også kunne tale mere med dig om en indlæggelse og hjælpe dig med at vurderer om det er det rigtige for dig lige nu. Måske du har mod på at tage samtalen med din psykolog, hvis du ikke allerede har prøvet?
Hvis det bare ikke rigtig føles rigtigt og du er meget bekymret for dig selv, så er der også andre løsninger. Giv ikke op! Lad os lige se lidt på dem sammen.
Kan det hjælpe at gå til din mor igen?
Du deler, at du gerne vil kunne fortælle din mor, at du gerne vil indlægges, da du ikke har det godt. Desværre har du tidligere oplevet, at hun bare siger, at du ikke har det skidt nok. Nu ved jeg ikke så meget om, hvad der præcis er sket mellem jer og hvorfor du mærker, at dine forældre har taget det hårdt. Men det lyder som om, at du nogle gange oplever, at din mor ikke helt forstår, hvor voldsomt det føles for dig. Har jeg mon ret i det?
Når du har det rigtig svært, rygning, druk, sulter, selvskader og har selvmordstanker, har du selvfølgelig brug for, at dine forældre hjælper dig og tager dig alvorligt. Det forstår jeg godt. Det lyder bestemt ikke rart, at du bare bliver fejet væk, når du åbner op om, hvordan du har det. Du har ret til at føle dig tryg og til at have det godt!
Kunne det være en idé, at du og din mor tog en snak med din psykolog sammen?
Det er ikke altid at forældre helt ved, hvad de skal sige eller gøre. Somem tider forstår de heller ikke alvoren, før andre understreger over for dem, at deres børn har brug for hjælp. Det er jo ret frustrerende, at de ikke bare kan se det selv. Men min oplevelse er, at det bare ikke altid er let. Så hvis man har en tredje person fx. din psykolog, kan det blive lettere. Har du mon mod på at tale med din psykolog om den mulighed også?
Der er også den mulighed, at du og din mor sammen tager en snak med jeres læge. Læger er ofte rigtig gode at snakke med, hvis man har det skidt, for de er eksperterne i at vurderer, hvad der kan være god behandling her og nu. Måske I sammen kan finde ud af, hvordan du får det bedre. Selvfølgelig skal der ske noget. Du kæmper for at blive taget alvorligt og få den hjælp du råber på – det mærker jeg tydeligt!
Du kan også besøge din læge alene
Normalt vil din læge fortælle dine forældre, hvad du bliver undersøgt eller behandlet for. Hvis du er bange for, hvordan dine forældre vil reagere, så kan du fortælle det til din læge, som kan hjælpe dig og bakke dig op. Din læges telefonnummer finder du på dit gule sygesikringsbevis.
Du kan også tage fat i sundhedsplejersken på din skole. En sundhedsplejersken kan være rigtig god at snakke med, hvis man har det skidt. Sundhedsplejersken ved meget om trivsel, både fysisk og mentalt og kan derfor være god at tale med.
Psykiatrisk rådgivning
Du kan ringe, chatte eller skrive til Psykiatrifondens rådgivning. Det er lidt ligesom BørneTelefonen, hvor man kan ringe ind og tale med nogen. Det er et godt sted at kontakte, hvis man har det så skidt, at man har selvmordstanker eller hvis man har angst. Rådgivningen i Psykiatrifondens telefonnummer er 39 25 25 25.
Vi vil gerne tale mere med dig, hvis du har brug for det
Du skal vide, at jeg tænker, at du har et stort mod. Det er ikke alle unge, der har modet til at fortælle andre om deres seksualitet eller kønsidentitet. Det havde du! Det er bestemt heller ikke alle, der har mod på at skrive ind til os. Det kan være så svært at sætte ord på følelser og tanker. Det gør du så fint i dit brev. Det er virkelig godt gået og en kæmpe styrke hos dig. Hold fast i det!
Vores telefonnummer er 116 111. Vi har åbent 24/7, så du kan bare ringe, når det passer dig.
For nu vil jeg sende dig de varmeste tanker og et kæmpe kram.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
