Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Udnyttelse?

Hej!

Jeg er en pige på snart 16 år.

For ca. 1 års tid siden slog min eks. op med mig. Jeg fik en lille flirt, men som aldrig rigtig blev til mere i noget tid. Jeg var rigtig glad for min flirt, men han dummede sig og jeg kunne mærke jeg stadig havde følelser for min eks – så jeg stoppede med at se min flirt.

Jeg vidste godt, at min eks stadig havde følelser for mig også, selvom han også havde haft noget med en pige. Vi begynder at finde sammen igen til en fest, altså vi begynder at flirte igen.
Her i sommerferien var jeg 3 uger hos min far, som bor i en anden landsdel end mig – så jeg var 3 uger væk fra min eks.

Han inviterer mig med i sommerhus med hans mor og familie medlemmer i udlandet. Inden vi tog afsted skrev han meget at han snart var klar til, at blive kærester igen – så jeg var jo mega glad.

På anden dagen i sommerhuset spørger han mig om kærester, mennn han fortryder så, hvilket jeg hurtigt lod mærke til da han vendte sig om og kiggede ind mod væggen uden at ville snakke med mig. Han forklarer mig så, at det ikke var fordi han ikke ku`lide mig, men fordi han ikke var klar til at fortælle folk det. Jeg respekterer det og siger, at det er fint, vi kan jo snakke om det en anden gang når han føler sig klar.

På turen kysser vi, har sex og han siger han elsker og er forelsket i mig. Han holder om mig foran hans familie, som han ellers aldrig havde gjort.

Da vi kommer hjem, skulle jeg afsted i en uge med min familie. Igen væk fra ham. Vi kommer op og skændtes fordi, at min bedste veninde skriver at hun gerne ville kysse ham, men han sidder og beskytter hende. (Jeg sagde de godt måtte ses, men at jeg ikke ville have snaps om det og jeg ville vide hvis der skete noget der ikke skulle ske). Han vælger at lave pause..

3 dage efter kommer jeg hjem og vi har aftalt at mødes og snakke. Vi mødes så og han spørger mig om kærester, IGEN. Jeg svarer “Nej fordi jeg tror ikke på at du er klar”… Han svarer mig så, at han er klar så jeg svarer ja og er mega glad (det er han også denne gang).

Da jeg kommer hjem skriver jeg til ham, at jeg havde skrevet det til min allerbedste veninde.. hvor han så opfører sig mærkeligt.. Jeg spørger så om han har fortrudt, fordi det kunne jeg lidt mærke på ham. Jeg havde selvfølgelig ret – han havde fortrudt.. Jeg siger; okay jeg vil vente på dig.

Om aftenen er jeg hjemme hos en veninde og mig og min eks. aftaler at mødes dagen efter for at få snakket. Ca kl 00 skriver jeg til ham, om han har tænkt sig at dropper mig.. Han svarer så “Ja”..

Vi havde den aftale næste dag, men han kunne kun en time da han skulle være med en pige han aldrig havde været med før… Han går så inden vi får snakket færdigt – der er nu gået 2 uger siden det skete og han har været med hende pigen 8 dage…

Vi går i samme klasse, så det er lidt mærkeligt.. Forleden skrev vi sammen for første gang. Hvor han var sådan om vi skulle være venner. Hvor jeg svarede jeg ikke kan være venner nu, da jeg stadig havde følelser for ham. Han skriver så “kom videre, jeg ved det er svært. Men jeg er kommet videre. Vi er fortid.” Jeg svarer så; at det er nemt for ham at sige, da han aldrig har været inde i det her forhold, hvor han så svarer “nope, du har ret”

Jeg kan ikke finde ud af om han bare har udnyttet mig, da han sagde han elskede mig osv og havde sex med mig, men en uge efter dropper mig og er sammen med en anden pige, som han siger kun er han ven…

Jeg tænker stadig på ham, men på en anderledes måde. Jeg tænker ikke på at kysse ham eller noget, men at jeg gerne ville have det her løst – da vi går i klasse sammen.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Hvor har du meget på hjerte, og hvor er det godt, du har fået skrevet det hele ned og sendt til brevkassen. Det må fylde meget for dig. Jeg ved fra andre unge, at forhold – og især de turbulente – kan fylde rigtig meget i ens hoved og hjerte.

Nogen gange kan det faktisk hjælpe lidt bare at skrive det hele ned, som du har gjort her. Noget der også kan hjælpe er at snakke om det med en god ven eller veninde. Har du en, du føler, du kan betro dig til? Måske en fra klassen, der også kender din eks-kæreste. Det kan også være en helt anden Men det at få sagt højt, hvad man har på hjerte, kan være rigtig godt, når man skal komme over en fyr.

Det kan være rigtig svært at sige, om han har udnyttet dig eller ej. Måske får du det endda aldrig at vide. Noget du kan gøre er at tage et valg om at stole på det han har sagt eller lade være. Bare husk på, at selvom et forhold ender meget brat, behøver det ikke at betyde at følelserne ikke har været der. Nogen bliver hurtigt forelskede og kommer måske også hurtigt videre, mens det for andre kan tage længere tid. En ting er sikkert: Det er altid rigtig svært at være den, der kommer sidst videre. Men faktisk så virker det også til, at du allerede har taget første skridt videre. Du skriver, at du tænker anderledes på ham nu og ikke på at kysse ham – sejt du har taget de første skridt videre! Jeg må altså også sige, at det er meget modent af dig at du bare gerne vil løse det, fordi I går i samme klasse. Det viser virkelig, at du prøver at løse tingene på en god måde. Bliv endelig ved med at håndtere tingene på den måde, så sejt!

Det kan være en idé at fortælle din eks-kæreste alt det her. Fortæl ham alt det du har skrevet her og læg vægt på at du gerne vil løse det, fordi I netop går i samme klasse. Bare husk på at du ikke presser dig selv for meget, hvis ikke du er klar til at være venner. Tag det i små skridt, som passer dig. Måske det kan være en idé at skrive et langt brev til ham eller vise ham brevet her? Så er du sikker på at få sagt alt det, du gerne vil sige.

Jeg håber, du kan bruge mit svar. Hvis du har brug for flere råd, er du altid velkommen til at ringe ind på 116111. Her sidder rigtig søde rådgivere klar til at hjælpe. Og så håber jeg, du for snakket med en ven eller veninde om det.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat