Selvmorderisk over min højde

Brevet er anonymiseret af redaktionen

Jeg er en dreng på 19 år.

Har aspergers men fungerer så godt med neurotypiske mennesker at langt de færreste ved at jeg har diagnosen, og bliver altid overrasket når de hører at jeg har det. Men det kræver energi at vedligeholde det.

For at fremstå normal skal jeg give 200% næsten hele tiden og selvom jeg ikke decideret fremstår grænseoverskridende eller creepy ville mange nok sige jeg var lidt anderledes eller stille (kontekstsafhængigt; i situationer hvor jeg føler mig sikker kan jeg sagtens være mere ekstrovert).

Men selvom alt det her er svært kan jeg arbejde på at forbedre mig selv. Har også hobbier – politik, historie, kultur, sprog, musik, videospil og bogskrivning. Så prøver at gøre det som gør mig glad og får også frisk luft og noget grønt at se på når jeg går ture på.

Selvom at være 174/175cm som en mand på papiret ikke er så slemt igen, har jeg oplevet at mange piger er mere tiltrukket til høje drenge på trods af jeg ofte yder en stor indsats.

Videnskabelig set er kvinder mere tiltrukket til høje mænd men det overrasker mig hvor meget det egentlig betyder for dem – især blandt jævnaldrende piger. Prøver at gå i pænt tøj som ikke er aaalt for formelt – men det ser bare ikke ud til at virke.

Ingen piger har decideret kaldt mig creepy eller mega mærkelig men kan SLET ikke score eller endda bare etablere en connection med en pige ud over det platoniske. Det er jo cool nok i de fleste tilfælde – man skal jo ikke prøve at blive kærester med alle piger man kender! Men ingen pige har nogensinde vist nogen interesse i mig og jeg har ikke nogensinde hørt at en eneste piger er vild med mig, eller synes jeg er flot, sød, karismatisk eller en som de bare kunne overveje at være kæreste med.

Er stadigvæk jomfru hvilket er ærgerligt, men egentlig er det bare manglen på NOGEN form for romantisk eller seksuel interesse/validering der gør mig trist til mode. Selvom jeg selvfølgelig gerne ville være mega populær og lækker ville jeg være helt ok med at bare NOGLE piger synes jeg er deres tid hver.
Andre drenge er mere selvsikre, og selvom det er svært at sige om hønen eller ægget kom først kan man jo ikke benægte at sen interesse andre piger viser til dem booster deres selvtillid. Det har jeg aldrig oplevet og det bliver jeg rigtig ked af det.

Jeg forstår det bare ikke helt. Hvad er det jeg gør forkert? Det er svært at holde de dårlige tanket væk. Er jeg virkelig SÅ utiltrækkende? Er jeg virkelig SÅ socialt akavet? Er jeg virkelig SÅ uinteressant i pigers øjne?

Og ja, selvfølgelig kan man altid gøre noget for at forbedre sine chancer. Man kan træne og få en super flot krop. Man kan øve sine sociale evner endnu mere. Man kan købe endnu federe tøj. Men det kræver tid, energi og overskud at træne sig op. Jeg har allerede længe arbejdet med mine sociale færdigheder og er hånden på hjertet virkelig træt at kæmpe med det her. Pænt tøj er enten ofte dyrt eller svært at sammensætte hvis man går ud over det mest konventionelle pæne tøj.

Jeg orker simpelthen bare ikke mere. Jeg har virkelig prøvet siden jeg var 13. Men det jeg får ud af min indsats er bare ikke nok i forhold til hvor meget energi jeg putter ind i det.

Hvis jeg nu var høj, havde en dybere stemme, et flottere ansigt/et markeret kæbeparti ville det objektivt set være meget lettere. Men jeg har ingen af de ting. Og det er et faktum at folk i min position (lav højde, aspergers syndrom, og mild social angst) skal arbejde hårdere – MEGET hårdere.
Jeg kan ikke blive ved sådan her.

Jeg brændte mig selv fuldkommen ud og blev mega demotiveret for ca 2 år tilbage, og var i en periode svært deprimeret. Jeg går nu i skole igen, og har scoret topkarakterer i alle fag i mine eksaminer indtil videre. Men efterslæbet fra før og presset jeg stadigvæk føler nu er hårdt at døje med.

Mine klassekammerater er søde og pigerne også, men mange af dem er lesbiske eller bare ikke nogen jeg er sikre nok på til at approache – og er egentlig også godt træt af at det næsten altid er drengene der skal tage det første skridt hvis ikke pigen er helt vild med drengen (hvilket heller aldrig er sket i mit tilfælde). Er venner med mange af pigerne, men mange er i forhold og desuden vil jeg ikke forcere et forhold med en jeg skal være i klasse med i hvert fald et år endnu – jeg ved heller ikke helt rigtig om forbindelsen er der.

For at gøre en lang sag kort er jeg bare træt af det hele.
Jeg er selvmoderisk (er i behandling med piller og terapeut men det kan ikke bare viske det hele ud) og bliver ofte rigtig vred eller ked af det over at det er så svært for mig. Synes ikke at det retfærdigt, og har ikke tænkt mig at leve mange år endnu mens jeg har det sådan her. Det er i forvejen svært med min aspergers.

Jeg har brug for hjælp. Jeg kan ikke klare det her meget længere. Jeg vil bare gerne have en sød kæreste jeg kan nusse sammen med, hygge mig med (se film, spise på restaurant, tage på ferier sammen, hvad end folk i forhold gør) og som jeg kan gøre glad og kan gøre mig gladere.

Jeg tænker ikke det er for meget at be eller ønske om.

Så please hjælp mig. Jeg kan ikke klare det her meget længere. Jeg har ikke lyst til at dø og såre min familie, men jeg kan ikke kun leve for dem for evigt. Jeg bliver nød til at blive valideret og få nogen af de ting som selv drømmer om opfyldt. Men hvis jeg bare får at vide at jeg “bare skal vente”, “når du er 29 skal du nok måske finde en pige som holder af dig” eller at jeg skal “arbejde” mere “på/med mig selv”, så er der ingen grund til at mit selvmord og afsked til den her møgverden behøver at vente meget længere.

Please, hjælp mig.