Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min kæreste gemmer for mig at hun skriver med sin ex

Brevet er anonymiseret af brevkasseredaktionen – rådgiveren har læst hele brevet. 

Hej. Jeg står i en situation hvor jeg overtænker rigtig meget fordi at min kæreste stadig skriver med sin ex. Da jeg kom ind i hendes billede var hun lige slået op med sin ex.

Vi startede med at gå på dates og hun nævnte højt og klart at hun var usikker på om hun var klar til et nyt forhold. Nu har vi været sammen i en månedes tid, og det går mig meget på, fordi når hendes ex popper op på hendes telefon siger hun altid noget som “ej fuck af” til ham, men efter vi så har hygget i 5 minutters tid siger hun at hun lige skal på toilet. Jeg gætter så på at det er fordi hun skal svare ham.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke må se beskederne, og jeg er bange for at spørge ind. Hun har et psykotisk mindset, og hun går ikke til terapeut eller andet i den dur. Har hun stadig interesse for ham ?

Det eneste jeg har lagt mærkelig til er i reflektioner når hun svarer ham. Jeg kan se at han sender tit hjerte emojis. Jeg har spurgte hende hvad hun vil gøre hvis jeg gik fra hende. Hun har altid svaret noget med at hun vil begå selvmord osv…

jeg ved ikke hvornår jeg kan stole på hvad hun siger eller ej på grund af hendes psykose.

Jeg er begyndt meget at tvivle på om hun overhovedet kan lide mig, eller om jeg bare er endnu en fyr i hendes liv. Når vi er sammen sidder hun altid på hendes telefon og ser TikTok. Jeg prøver tit at kramme hende og give hende kærlighed for at vise at jeg godt kan lide hende. Jeg får det en gang imellem tilbage, men når hun ikke er på hendes telefon ser vi ofte bare film.

Jeg vil gerne bruge mere kvalitetstid sammen med hende, men jeg begynder også at tvivle på om hun lige pludselig bare vil gå tilbage til ham. Hun har været hjemme ved mig en enkelt gang hvor hun sagde at hun vil tage direkte hjem efter.

Dog lægger jeg mærke til at hun er i en by hvor hendes ex kommer fra. Jeg spørger ind til hvad hun laver der og svarer at hun bare skal hente en gave til mig åbenbart. Jeg fik aldrig nogen gave. Jeg gik lidt tabt i mig selv, og spurgte så indtil derefter om hun havde været hjemme ved sin ex. Hun svarede så at hun bare skulle aflevere noget til ham, men gør man virkelig det når man er inaktiv i sin exs hus i over 2 timer ?

Hun gør mig tit bange med alle de ting hun siger med at folk er efter hende osv, men jeg ved ikke om jeg kan tro på hende eller om det hele bare er pis og papir.

Jeg har overvejet at gå fra hende, men er bange for hun begynder at lave selvskade. Jeg tror dog stadig på os, men kan ikke have at hun skriver med hendes ex mere, med mindre at hun faktisk deler det med mig.

Vi er kommet så langt, er blevet gode venner med hendes veninder og har mødt hele hendes familie plus hendes lillebror holder meget af mig. Hendes lillebror nævner tit navne på hendes exer hvor hun svarer at han skal holde kæft og gå. Jeg er bange for at jeg bare er en der er der, og at der er andre hun får på besøg når jeg er smuttet. Hvad skal jeg gøre ?

Mvh C

Dreng, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære C

Det var godt du skrev ind til BørneTelefonen, for jeg kan sagtens forstå at du er bekymret over din situation med din kæreste, og at det fylder meget. Jeg synes du gør dig nogle rigtig gode overvejelser over jeres situation, og hvordan du har det i jeres forhold. Det er ikke altid nemt at kunne se hvorfor man har det svært med en person man er meget glad for, og det synes jeg du er god til at have øje for.

Du fortæller at du har det svært med, at din kæreste stadig skriver med sin ex, det kan jeg virkelig godt forstå er ubehageligt. Et af de vigtigste dele af et forhold er at kunne kommunikere ens grænser til hinanden. Det er især vigtigt, fordi vi ofte kommer til at overgå hinandens grænser uden at vide det. Måske din kæreste slet ikke er klar over at det gør dig ondt når hun skriver med sin ex? Selvom i er et par, så er i også to forskellige personer, og derfor er tydelig kommunikation enormt vigtig for at have et romantisk forhold til hinanden.

Jeg synes du beskriver tydeligt i dit brev hvor din grænse går, især når du skriver at du stadig tror på jer to, men at du ikke vil have at hun skriver med sin ex mere. Måske du kunne inkludere din kæreste i de overvejelser, og fortælle hende hvordan det får dig til at føle, og sige at hun overskrider dine grænser når hun skriver med sin ex?

Måske det ville give dig mere sikkerhed i at hun også er glad for dig, hvis du gav hende en chance til at imødekomme dig og dine grænser?

Selvom du er rigtig glad for din kæreste, fornemmer jeg også at du samtidig er blevet i tvivl om du kan stole på hende, og derfor måske skal passe lidt på dig selv, og slå op. Det tror jeg er en følelse mange ville opleve hvis deres kæreste stadig snakkede med deres ex. Men jeg kan også læse i dit brev, at du er bange for hvad det ville betyde for hende hvis du slog op med hende, når hun kan være meget intens i hendes reaktioner og blandt andet true med at begå selvmord.

Jeg kan godt forstå at du gerne vil passe på din kæreste, især når du jo er glad for hende. Men det er bare også vigtigt, at der er nogen der passer på dig. Trusler om selvmord og psykoser er en form for psykisk vold, og det er vigtigt du ikke føler dig presset til at blive, hvis du egentlig gerne vil slå op.

Måske du kunne vende nogle af de her tanker med dine venner eller din familie, så du ikke står alene med det hele?

Det virker som om at du er god til at være opmærksom på dine grænser. Og det virker også som om, at du er klar over at dine grænser bliver overtrådt i jeres forhold som det er nu, og at noget er nødt til at ændre sig, hvis du skal blive ved med at være kærester med hende. Det er enormt stærkt at turde sige fra, og endnu stærkere at turde sige fra overfor folk man holder af. Derfor ville du måske opleve at i blev tættere på hinanden hvis du inddragede hende i dine overvejelser. Især fordi hun måske ikke er klar over, hvordan det går og påvirker dig? Og hvis hun er klar over det, og gør det alligevel, føler du så at du har fortjent at være kærester med nogen, der er ligeglade med dine grænser?

Men hvis du synes det er svært at starte den samtale med hende, kan du måske vise hende hele eller dele af dit brev og mit svar, til at starte samtalen? Det er der i hvert fald mange andre der får gavn af.

Afsluttende vil jeg give dig et link til Voldsom Kærlighed, hvor du kan læse mere om at være sammen med en kæreste, der overskrider ens grænser, samt ringe eller skrive ind.
Ellers må du altid skrive ind igen til BørneTelefonen hvis der er mere du har brug for at vende med nogen, eller ringe til os på 116 111.

Knus og mange tanker fra BørneTelefonen.

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat