Kære 16-årige dreng
Tak for dit brev til BørneTelefonen, hvor er det godt, du rækker ud efter hjælp, når tingene er svære at forstå og tolke.
Du skriver, at du gennem noget tid rigtig godt har kunnet lide en pige, og at I jævnligt har skrevet sammen. Ligeledes skriver du, at du ikke er den bedste til at skrive først, og du føler, at det har fået hende til at trække sig lidt væk, og nu skriver hun slet ikke mere.
Jeg kan godt forstå, at det gør dig forvirret og måske også ked af det, når du holder af hende.
Du spørger, om det er hendes tegn på farvel. Det er svært at svare på, men som regel er der en årsag, når skriverierne holder op. Du gør dig mange tanker om, hvorfor og om det mon nu er slut. Måske du også tænker, at du selv har gjort noget galt? Tanker som disse slider og gør ondt.
Jeg tænker, der kun er en måde at finde ud af det på. Ved at spørge hende direkte. Måske tænker du, at det er meget angstprovokerende og svært, men hvis ikke du hører hende hvorfor, vil du blive ved med at gå at tænke og måske tolke noget, der er helt forkert. Kan du mon følge mig?
Jeg kommer til at tænke på, om pigen ved, at du har følelser for hende? Jeg spørger, fordi hvis hun ikke ved det, så tænker hun måske bare, at I er venner, og det er hyggeligt at skrive, men at hun måske lige nu ikke har så meget brug for en ven. Har du mon fortalt hende, hvad du føler?
Måske du også tænker, det er svært at få sagt. Men hvis ikke du får det sagt, hvordan skal hun så vide det? Vi mennesker er ikke tankelæsere, desværre kunne man nogle gange tænke. Selvom du måske synes, du har været tydelig uden rigtigt at sige det, er det ikke sikkert, hun opfatter det samme som dig. Nogle gange kan man godt gå og tro, at andre ser tingene på helt samme måde, som vi selv gør. Giver det mening?
Mit råd til dig er, at du skal tage kontakt til hende – også selvom du synes, det er svært, og du måske risikerer en afvisning. Men jeg tænker, det trods alt er bedre for dig at vide, præcis hvor du står i forhold til hende.
Måske du tænker, men hvad skal jeg dog sige til hende? Jeg synes, du skal sige/skrive. “Kære …, jeg er faktisk blevet lidt forvirret. Vi har skrevet sammen i et godt stykke tid, og nu er du helt holdt op med at skrive. Det gør mig forvirret og får mig til at tænke på, om jeg mon har gjort noget galt. Du betyder rigtig meget for mig, jeg tænker tit på dig og jeg savner, at vi skriver sammen.” Kunne du mon overveje noget i den retning?
Måske du tør springe ud i at fortælle hende direkte, at du har fået følelser for hende, og at det derfor gør dig forvirret og ked af det, at hun ikke længere skriver?
Du skriver, at I hele tiden har skrevet sammen. Du skriver ikke, om du har mødt hende fysisk. Hvis I har, kunne du måske overveje at tage hjem til hende eller bare ringe til hende i stedet for at skrive. Når man skriver sammen, er det så let at misforstå eller mistolke, hvad den anden mener. Derimod når man snakker med et andet menneske face to face, har man mulighed for at se kropssprog og ansigtsmimik, og man kan desuden lettere spørge ind til, hvad der menes, når noget bliver sagt. Kan du følge mig?
Kæreste du. Om det er slut eller ej, kan jeg desværre ikke svare på. Men jeg synes bestemt, du fortjener at få et svar. Men du er nok nødt til selv at være den, der tager initiativ, selvom det kan være svært.
Selvom svaret måske ikke bliver, som du ønsker, så synes jeg, du har alt at vinde. Måske sidder pigen med samme opfattelse som dig og er usikker på, hvad du mon føler og derfor ikke skrivere. Måske er hun videre. Din tvivl nager dig, og derfor har du brug for et svar.
Du har vist stort mod og styrke ved at skrive til BørneTelefonen. Jeg er sikker på, du kan bruge denne styrke til at få snakket med pigen.
Uanset hvad svaret bliver, så kan du bevise overfor dig selv, at du godt kan og tør konfrontere hende. Det vil gøre, at det i fremtiden måske bliver lettere. Du vil finde ud af, at det ikke er farligt. Måske det gør ondt, hvis svaret ikke er, som du håber, men det gør også ondt ikke at vide.
Jeg tror, du vil finde ro i at kende svaret. At gå i uvished er ikke rart, og det bremser for, at man kan se fremad og åbne sig for nye indtryk og bekendtskaber, som måske kan udvikle sig til mere. Og gå fremtiden i møde med åbent sind.
Så det er noget at gøre, men det er nok dig, der er nødt til at tage tyren ved hornene.
Jeg håber, mit svar har vendt nogle tanker hos dig, som du kan bruge til at komme videre. Fat mod!
Held og lykke og rigtig god sommer.
Kram, BørneTelefonen
