Kære du,
Det er virkelig godt, at du skriver ind til BørneTelefonen, for jeg kan fornemme ud fra dit brev, at du føler dig meget frustreret for tiden.
Det er svært at gå rundt med frustration og en følelse af magtesløshed som følge af handlinger, som andre man holder af gør. Jeg skal gøre mit bedste for at hjælpe dig!
Du skriver, at du har problemer med at din kæreste ryger og ville ønske at hun vil holde op. Du viser, at du tænker på din kæreste og at du gerne vil have at hun har det godt.
Du er samtidig bange for at virke for “bestemmende” overfor hende og hendes valg, at hun bliver træt af det og slår op med dig.
Du viser omsorgsfuldhed
Dit brev viser mig, at du er rigtig god til at reflektere over dine handlinger. Det er en kæmpe styrke at have. Du har accepteret at hun kun må ryge til fester, og er dermed gået på kompromis med dine egne præmisser, for at gøre hende glad.
Selvom det er din kærestes eget valg, synes jeg stadig det er betænksomt af dig at gøre, når du har meget besvær med at acceptere hendes rygning.
Men det går dig på at hun ryger
Det lyder i dit brev som om, at du går og har det psykisk og fysisk svært med at hun ryger. Du fortæller at det både gør dig “sindssygt ked af” det, men også at du får “lyst til at kaste op”.
Det er ikke rart at være frustreret over noget ens kæreste gør, samtidig med at man kan have svært ved at snakke med hende om det.
Og eftersom du har skrevet ind til os, tænker jeg også sådan på, om det mon faktisk går dig så meget på, at det er noget i skal have talt mere om.
Jeg kan nemlig godt forstå, for det er svært at håndtere den afmagt, man kan opleve, når vi ikke kan forstå vores omgivelser og de mennesker, vi omgiver os med.
Din kæreste bestemmer i sidste ende over sig selv
Du beskriver også, at du bliver ophidset. Og det gør dig faktisk nervøs for, om din kæreste ender med at slå op med dig, fordi du ikke kan acceptere det.
Det kan derfor være godt at huske på, at din kæreste har ret til at træffe sine egne valg, selvom du ikke er enig i dem. Hun har ret til at bestemme over sit eget liv og sin egen krop, og det er vigtigt at respektere det.
Selvom du er bekymret for hende og ønsker det bedste for hende, er det hendes eget valg at ryge eller ikke ryge. Det betyder ikke, at du ikke også har ret til, at udtrykke dine bekymringer eller forsøge at hjælpe hende, som jeg virkelig fornemmer, at dit hjertevarme væsen gerne vil.
Men jeg tænker i virkeligheden at du skal mærke efter, om det er noget du vil kunne acceptere i længden. Eller om den ophidselse du mærker, vil fylde for meget. Det er kun dig der kan mærke det.
Du har forsøgt at snakke med din kæreste
Du fortæller, at du har prøvet at snakke med din kæreste. Jeg tænker på om du kunne have mod på at tale med hende igen, hvor du fortæller, at du ikke ønsker at “bestemme over hende”? Og dele med hende, hvorfor du oplever at det gør dig ked af det.
Måske I kan tale om, hvad rygning kan gøre ved kroppen. Du kan også fortælle hende om mulighederne for rygestop. Men måske også dele med hende, at du godt forstår, hvorfor det er svært at stoppe?
Rygning kan nemlig desværre være noget man kan blive meget afhængig af. Det kan derfor være rigtig svært at stoppe med noget der er blevet til en vane. Men måske det kan være en god motivation for hende, hvis du fortæller hende om dine bekymringer og om, at du støtter hende?
Som jeg fornemmer ud fra brevet, så har du forsøgt at lære at leve med det, men det har du svært ved. Hvis ikke hun har lyst til at stoppe med at ryge, kan du i første omgang måske lave en aftale med hende om, at første skridt er, at hun ikke skal ryge, når du er i nærheden? Hvad synes du om det?
Du kan måske vise hende brevet? Hvad tænker du mon om det? Uanset hvad tænker jeg det vigtige er, at du gør på en måde, hvor det ikke bliver et “krav”, fordi det giver hende følelsen af, at du bestemmer over hende.
Mennesker ændre sig nemlig sjældent, hvis de føler sig tvunget. Giver det mening?
Steder din kæreste kan søge hjælp
Hvis du får lyst, vil jeg foreslå dig at kigge på Stoplinien.dk. Der kan du få en masse forskellige forslag til hvordan din kæreste stopper med at ryge.
Måske din kæreste og dig sammen, kan kigge på siden. I kan ringe til dem og snakke med en rådgiver, der ved en masse om hvordan man bliver motiveret til et rygestop eller I kan læse mere på deres hjemmeside.
Du er også velkommen til at fortælle hende, at BørneTelefonen meget gerne vil tale med hende. Hun er altid velkommen til at ringe til os på 116 111.
Du er en god støtte
Det er rigtigt stærkt, at skrive hertil om, at du er træt af at din kæreste ryger. Det er ikke nemt, og det viser mig, at du har modet og viljen til at gå videre med det her. At du kan være en fantastisk støtte.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget, og at du kan se, at der er muligheder for hjælp.
Ellers, så er du også altid velkommen til at skrive ind til BørneTelefonen igen, eller ringe på 116 111.
Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke med det hele.
Mange hilser fra BørneTelefonen.