Min ekskæreste og bedste veninde

Kære BB,

Jeg er en pige på 17 år.

Lige siden, jeg var 10, har jeg haft en bedste veninde, der er et år ældre end mig.

Da jeg var 14 år begyndte vi at komme sammen og jeg fandt ud af, at jeg er homoseksuel.

Det var mit allerførste forhold og vi elskede og elsker hinanden virkelig højt.

Hendes far var meget imod forholdet, fordi han er homofob og han sagde nogle rigtig grimme ting om mig til hende.

Så besluttede at hun ville rejse til en kostskole ret langt fra hvor vi bor for at gå i gymnasiet.

I starten gik det fint, vi besøgte hinanden tit og savnede hinanden meget. Men så begyndte hun at få det dårligt hun blev meget deprimeret af at gå i gymnasiet og hun begyndte at slå op rigtig tit, altså to gange om måneden eller sådan noget.

Hver gang brød jeg helt sammen, men vi fandt så sammen igen.

I slutningen af første år var hun så ked af det, at hun besluttede at flytte tilbage efter året var gået.

Jeg var super glad, men den sidste gang jeg besøgte hende, sagde hun så, at hun ikke vidste om hun var til piger, og ikke troede vi altid skulle være sammen. Så vi slog op, sådan for alvor.

Jeg var så ked af det, for jeg følte, at hun ligesom bare hele tiden havde brugt det, at vi boede langt fra hinanden som en undskyldning og hele tiden faktisk ikke rigtig havde følt noget for mig.

Vi blev dog hurtigt gode venner igen efter hun flyttede hjem og vi begyndte at kysse igen og også gå i seng sammen, så vi blev en slags uofficielle kærester. Og vi sagde til hinanden, at vi elskede hinanden.

Hun var også meget ked af at gå i gymnasiet hjemme.

Hun blev så forelsket i sin barndomsven, en dreng, og fordi vi “jo bare er venner, som kan dele alt” har jeg bare måttet lægge øre til hendes forelskelse i så lang tid uanset mine følelser for hende.

Han behandlede hende dog ikke særligt godt og hvor gjorde det ondt at se hende gå så vidt for at holde på en kærlighed, når jeg stod ved siden af og gjorde alt for at gøre hende lykkelig.

Han flyttede her for et par måneder siden og igen troede jeg, at forholdet mellem os var i bedring.

Så var hun på besøg i København hos ham og kommer hjem og siger, at de altså var lige ved at gå i seng sammen og han havde rørt ved hende og alt muligt. Og efter alt hvad hun havde sagt og gjort, er det bare som om mine følelser slet ikke eksisterer så snart hun har brug for at tale med mig som veninde.
 
Så, i sidste uge, var hun i Amsterdam med sin klasse.

Vi emailede om aftenen, men pludselig holdt hun helt op med at skrive og skrev først igen da hun var hjemme. Det viser sig så, at hun havde mødt en fyr i Amsterdam og hun havde overnattet hos ham og de havde gået i seng sammen.

Hun er min tætteste, nærmest eneste veninde. Og min store, dybfølte kærlighed. Og jeg ved hvor dårligt hun behandler mig, hvor meget hun rent ud sagt skider på hvordan jeg har det. Hun behandler mig forfærdeligt, har såret mig gang på gang på gang og alligevel kan jeg ikke lade hende gå. Det kan jeg jo selvfølgelig være nød til, men jeg er så bange for kun at være hendes veninde. For at hun helt skal blive træt af hende.

Og nu er hun helt veldt forelsket i ham fyren fra Amsterdam, siger at de har en fantastisk kemi og lige pludselig er livet fantastisk, selvom hun i perioder nærmest har overvejet selvmord.

Og jeg er så bange for, at jeg pludselig ikke er den eneste hun har at tale med, ikke længere er den tætteste, for så er jeg jo helt alene. Helt alene med alle mine knuste forhåbninger og smerte.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg føler mig så dårligt behandlet, men samtidig har jeg også så meget hjertesorg – igen. Man skulletro jeg efterhånden havde tømt ud af den hjertesorg, man har til et forhold.

Hjælp mig, hvad skal jeg gøre?

Hvad kan jeg gøre?

Jeg ved det er et meget langt og melodramatisk brev, jeg sender, men jeg havde også bare brug for at være melodramatisk og lukke ligt op. Jeg føler mig så alene og så forladt af hende, jeg troede elskede mig.