Kære pige på 13
Jeg kan godt forstå, at du gerne vil kunne nyde din forelskelse i stedet for at få ondt i maven af det. Jeg vil prøve at give dig nogle ideer til, hvad du kan gøre.
At være forelsket kan føles på mange forskellige måder – nogle føler, at de svæver rundt og er glade hele tiden, nogle føler sig meget forvirrede og er måske både glade og kede af det på samme tid, og for andre giver forelskelsen helt ondt i maven, lige præcis som du beskriver det.
I mange bøger og på film bliver forelskelse beskrevet som følelsen af ”sommerfugle i maven”. I nogle tilfælde kan sommerfuglene altså godt være så store, eller baske så voldsomt med deres vinger, at det virkelig gør ondt i maven. Måske er det også sådan, du har det?
Det kan godt give rigtig ondt i maven, hvis man ikke kan mærke, om ens forelskelse er gengældt. Omvendt kan det føles rigtig dejligt, hvis man får positiv opmærksomhed fra den person, man er forelsket i. Jeg tænker på, om du mon har lyst til at finde ud af, om drengen i din klasse også kan li’ dig?
Hvis du har mod på det, så kunne du måske prøve at vise drengen i din klasse, at du er glad for ham. Du kan prøve at være i nærheden af ham i pauserne i skolen, og måske sige noget sødt til ham – fx sige at hans nye trøje er flot eller at han spillede godt i en fodboldkamp. Hvis du er lidt genert, kan du også prøve at skrive til ham. Du kan starte med at spørge ham om noget helt praktisk – fx om han kan huske, hvornår I skal på tur med klassen eller hvornår I skulle aflevere skolebøgerne. På den måde kan I måske komme til at skrive lidt frem og tilbage om, hvad I lige går og laver. Og hvis du tør, kan du på et tidspunkt åbne lidt op for, at du er rigtig glad for ham.
Det kan også føles rart at dele sine tanker og følelser med en ven eller veninde, som man stoler på. Måske det kan føles mere behageligt at være forelsket, hvis du ved, at du har en god veninde, der kender til dine tanker og følelser. Mon du allerede har fortalt en eller flere veninder om det?
Hvis det viser sig, at drengen i din klasse ikke gengælder din forelskelse, så vil dine følelser måske også automatisk forsvinde lidt, og du vil ikke længere have ondt i maven over det. Hvis det omvendt viser sig, at han også er glad for dig, så kan din følelse af ondt i maven måske ændre sig til lidt mere behagelige sommerfugle, der basker rundt. Måske du så vil opleve at kunne nyde din forelskelse lidt mere.
Jeg håber, du kan bruge mine tanker og ideer til at gøre din forelskelse lidt mere behagelig. Du kan også få flere gode råd og læse mere om forelskelse på BørneTelefonens guide om kærlighed her.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen