Kære dreng på næsten 14 år.
Tak for dit brev herind til BørneBrevkassen, i dit brev fortæller du om dine følelser for en pige, og om hvordan hun pludselig har taget kontakt til dig. Jeg kan ud fra dit brev læse, du er glad for pigen, især når du skriver, du får ondt i maven, når I skriver sammen, det kan være tegn på forelskelse? Det kan være en dejlig følelse at være forelsket, og jeg kan godt forstå du gerne vil blive klogere på hvordan hun føler og måske også fortælle hende, at du godt kan lide hende.
Når jeg læser dit brev, lægger jeg mærke til, at det er hende der gerne vil være venner med dig over facebook. Mon hun gerne ville være ven med dig, hvis hun slet ikke kunne lide dig…? Det tænker jeg ikke.
Måske har du selv tænkt den tanke, men alligevel kan jeg godt forstå, hvis du er usikker på, hvor meget hun kan lide dig. Jeg ved jo ikke så meget om, hvad I har skrevet om over facebook, mon hun har fortalt noget om hendes følelser for dig? Tidligere fik hun jo dig til at ”indrømme” lidt, om dine følelser for hende. Er det mon din tur til, at spørge hende om det samme…?
Måske kan du føle dig på bar bund i forhold til, at spørge om sådan noget, men hvad hvis du selv startede med at ”åbne lidt?”. Kan du eksempelvis skrive noget i retning af, -at du blev glad for hun skrev til dig, og at du syntes det er dejligt/rart eller lignende at skrive med hende.
Så har du givet lidt ,uden du helt udleverer dig. Kan du så slutte af med, at spørge hende om, hvordan hun har det med jeres skriverier? Hendes svar vil måske give dig en retning af hendes følelser, Det kan være du selv har en helt anden måde, du tænker det vil være godt at skrive det på.
Det er jo en ting, at skrive sammen via facebook. Alt efter hvor langt I bor fra hinanden, er det måske en ide, at foreslå I mødes…? Det kan også være en mulighed for, I kan få mærket efter, hvad I føler for hinanden?
Det kan måske bare være til en bowlingtur, en gåtur eller nu det er på vej mod sommer, er det så en ide at tage en tur efter en is?
Et sted hvor jeg tænker, du måske kan finde nogle gode ideer er på Børns Vilkårs temaside omkring forelskelse.
Du finder siden her:
http://www.bornsvilkar.dk/BorneTelefonen/Temaer/Forelskelse.aspx
Jeg tænker du på den side kan finde et par gode forslag, er det en mulighed for dig tror du?
Du er selvfølgelig også velkommen til, at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111 og tale med en rådgiver.
Mange kærlige hilsner
BørneTelefonen