Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Kærlighed.

Hej Brevkasse, jeg er 14 og ret forelsket i min ven, han griner af alt jeg siger..og holder mig i hånden. Han siger jeg er sød,pæn osv.

Vi er tit hjemme hos ham for at lave gruppe arbejde..men det ender altid med at vi spiller FIFA eller hopper på trampolin. Vi er også tit oppe på vores skole og spille fodbold når vi har fri, og især nu hvor der er lockout. Vi hygger os altid sammen både når vi er alene og sammen med vores andre venner.

Og i går var vi så sammen igen, men sammen med en anden dreng. Min ven siger jeg er sød osv. Og så går det 1 times tid, og så siger jeg til ham “Hvem skriver til dig”? Han svarer N. (som jeg ikke kender). Så jeg siger for sjov til ham. “Er hun din kæreste”? Og så svarer han, måske, hvad nu hvis hun er!!! Og jeg finder så ud af at de er kærester, men han siger så lige, men jeg ved ikke helt om vi har et rigtig forhold mere!! Og hans ven tilføjer “de har et mærkeligt forhold”!! Der går lidt tid og så siger min ven. Jamen hvorfor er du så sur, på mig. Og jeg fik hurtigt skiftet emne. Så han helt glemte hvad han havde spurgt mig om.

Ved ik hvad jeg skal gøre?? Skal jeg sige til ham, hvordan jeg har det (for jeg synes stadigvæk han er vildt sød). Eller skal jeg bare glemme det han sagde i går??? Vi har gået i klasse sammen da vi var små, hvor vi også var bedste venner. Og det kan man vel også godt kalde os nu. Kære brevkasse HÅBER VIRKELIG I KAN HJÆLPE MIG!!

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Tak for dit ærlige brev. Du er god til at fortælle, hvad du oplever og tænker. Jeg kan forstå, at du er i tvivl om, hvordan du skal reagere over for din bedste ven. Det er nogle uger siden, at der var lockout, så måske er der sket noget nyt mellem jer? Jeg vil alligevel prøve at skrive, hvad jeg tænker om situationen, som du beskriver den i dit brev.

Først vil jeg sige, at jeg fint kan forstå dit dilemma. Som jeg ser det, har du et vigtigt og tæt venskab med din ven. Det lyder til, at I kender hinanden godt, og at I hygger jer sammen. Det er måske også det, som gør det ekstra svært, nu hvor du oplever, at du også har fået andre følelser for din ven. Jeg ved ikke, hvor lang tid du har haft det sådan med ham?

Du spørger, om du skal sige til ham, hvordan du har det med ham, fordi du stadigvæk synes, han er vildt sød. Det er et rigtig godt spørgsmål, og jeg kan godt forstå, at du gør dig mange tanker om det. Det er dog svært for mig at afgøre, om du skal snakke med ham. Jeg forestiller mig, at du måske gør dig tanker om, hvad der vil ske mellem jer, hvis du er ærlig over for ham. Hvad tror, du der vil ske, hvis du fortæller ham, hvordan du har det med ham?

Når man bliver forelsket i en rigtig god ven, kan det være svært at vide, hvad der så skal ske. Det kan være underligt, når noget, man kender godt, pludselig ændrer sig fx venskaber. Måske er du bange for, hvordan din ven vil reagere? Jeg ved heller ikke, hvad han vil sige, hvis du snakker med ham. På den måde kan man sige, at der ikke rigtig er nogen sikkerhed. Måske er det også derfor, at du har rigtig svært ved at vide, hvad du skal gøre? Jeg kan i hvert fald fint forstå, at det er en svær beslutning.   

Jeg tror, du skal afgøre med dig selv, om dine følelser for ham er så stærke, at det bliver svært for dig at blive ved med at være i nærheden af ham, hvis du ikke får det sagt. Hvis du bliver ved med at være forelsket i ham og ikke tør snakke med ham, så kan det måske bliver svært for dig at blive ved med at hoppe i trampolin og spille fodbold med ham? Jeg ved ikke, hvordan det er - jeg gætter her. Det kan også være, at dine følelser for ham har ændret sig, siden du skrev dit brev? Måske kan du sagtens blive ved med at være venner med ham.

Med hensyn til den anden pige, som han måske/måske ikke er kærester med, så lyder det for mig til, at du blev overrasket over at finde ud af, at de har været kærester. Du spørger, om du skal glemme, hvad han har sagt. Her tror jeg også, at du bliver nødt til at lytte til din mavefornemmelse. Kan du glemme og være ligeglad med, hvem han sms’er med? Hvis du kan, så er det måske et tegn på, at du har det fint med, at I forbliver rigtig gode venner. Hvis du på den anden side, stadig går og tænker meget over den anden pige, og har det svært med, at din ven har en kæreste, så er det måske et tegn på, at du har brug for at snakke med din ven. Giver det mening?

I sidste ende må du mærke efter, hvad der er bedst for dig. Jeg tror ikke, der er nogen nemme løsninger her, og en ærlig snak med din ven, kræver en god portion mod.

Jeg håber, du finder frem til den rigtige løsning for dig.

Held og lykke med det

Kærlig hilsen

BørneBrevkassen        

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat