Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Kæreste eller ikke en kæreste?

Hej Børnetelefonen.
Jeg er en dreng på 17 år. Jeg er lige blevet færdig med 10 klasse. Jeg skal på gymnasiet her efter sommerferien. Jeg har lige fået en kæreste, jeg kan godt lide hende. Jeg er bare meget i tvivl, da gymnasietiden nærmer sig, og der måske ikke ender med at blive plads til en kæreste. jeg ved ikke om jeg skal vente til jeg starter på gymnasiet og så se det an der og se hvad jeg vil. Jeg har virklig svært ved at sige til mine venner jeg har fået en kæreste. Mine venner betyder virkelig meget for mig og jeg vil ikke have at min kærste skal fylde så meget i mit liv jeg ikke får tid til mine venner.

Dreng, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 17 år,

Forhold kan nemt komme til at fylde rigtig meget, fordi man er glade for hinanden og har lyst til at ses meget. På den måde kan der også være nogle forventninger fra kærester og venner, der ikke fungerer sammen. Derfor kan jeg også godt forstå, at du er bange for, at dét at have en kæreste skal fylde for meget. Sådan ved jeg, at rigtig mange har det.

Du skriver, at du godt kan lide din kæreste. Det er jeg glad for at høre, for det betyder måske også, at du har lyst til at være sammen med hende. Er det mon rigtig forstået?

Det lyder også som om, at du står overfor et helt nyt kapitel i dit liv: Gymnasiet. Måske du har en masse idéer og tanker om, hvordan det vil blive og synes det er svært at se en kæreste passe ind i det. Er det mon også rigtig forstået?

Nu ved jeg ikke om din kæreste også skal starte i gymnasiet, men hvis hun også skal til at begynde et nyt kapitel, kan det være, at hun har det præcis ligesom dig. Mon du har talt med hende om dine tanker? Det kunne jo være, at hun havde det på præcis samme måde.

I nogle vennegrupper kan det føles som om, at det værste man kan gøre, er at få en kæreste. Det kan være, at man har set andre få en kæreste og have det svært i gruppen. Eller måske ord som ‘kærestekedelig’ fylder. Det kan godt give en følelse af, at der slet ikke er plads til andre – og man næsten vender vennerne ryggen, fordi man også gerne vil have en kæreste.

Du skriver, at du har rigtig svært ved at fortælle dine venner, at du har fået en kæreste. Det får mig til at tænke, at du måske føler, at der ikke er så meget plads til kærester i din vennegruppe. Måske er det derfor, du har svært ved at fortælle det til dine venner.

Selvom det måske ikke føles sådan lige nu, så kan kærester faktisk bringe noget ny og god energi ind i en vennegruppe. Nogle par vælger fx at bruge rigtig meget tid med hinanden venner og på den måde kan en kæreste blive en del af gruppen. Det kan også betyde, at der også inviteres andre ind i fællesskabet. Det kunne fx være veninder eller venner, der endte med at blive kærester eller venner med dine venner.  Hvad tænker du mon om det? Måske et større fællesskab også kunne bringe gode ting med sig?

Når man starter på gymnasiet, sker det ofte, at den ellers meget faste vennegruppe udvides. Det kan være på grund af kærester, men også nye venner, man møder på gymnasiet. Derfor kan det også være, at det slet ikke bliver et stort problem, at du har en kæreste som du også gerne vil bruge tid med.

Du skriver selv, at du overvejer om du bare skal se tiden an. Måske det faktisk også kan være en ret god idé? Du ved netop slet ikke, hvordan din vennegruppe ser ud om nogle uger.

På samme måde kender du heller ikke endnu dine egne følelser, når du starter. Det kan nogle gange føles lidt kaotisk at starte et helt nyt kapitel og her kan det faktisk være rigtig rart at have en kæreste. Hun kender dig måske bedre end alle de nye mennesker du skal forholde dig til. På den måde kan en kæreste også hjælpe en med at få nogle gode pauser og slappe af.

Det er vigtigt for mig at fortælle dig, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at være i et forhold på. Nogle kærester er sammen hele tiden og har nærmest ikke tid til andet. Andre ses meget med deres venner og bruger mindre tid sammen.

Kun du og din kæreste kan bestemme, hvordan jeres forhold skal være. Derfor tror jeg også, at det er en rigtig god idé, at I tager en snak om, hvordan I gerne vil være kærester. På den måde kan du måske også finde ud af, om I vil det samme, eller om det bliver for svært, at være hendes kæreste samtidig med, at du også skal være ven.

Det håber jeg, at du har mod på!  Jeg tror nemlig også, at det ville kunne give noget ro, hvis du får nogle af alle dine tanker ud af hovedet. Som sagt kan det være, at din kæreste har det på præcis samme måde. En sådan snak vil måske gøre det nemmere for jer begge to at skabe et forhold, hvor der er plads til alt det der er vigtigt for jer.

Jeg ønsker dig en rigtig god gymnasiestart!

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

 

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat