Jeg kan ikke glemme min eks

Jeg er en pige på 17 år, som for lidt over et halvt år siden blev “dumpet” af min daværende kæreste igennem 7 måneder.

Det var ham, der slog op med mig, fordi han ikke længere havde følelser for mig. Jeg gik igennem en rigtig hård tid, hvor jeg følte mig svigtet, forladt og ensom, men mit problem er, at jeg stadig går og har det sådan. For selvom vi ikke har nogen kontakt så kan jeg ikke glemme ham, og jeg synes næsten, at min eksistens er utålelig. Fordi jeg kan ikke tænke på andet end ham. Overalt jeg er, og alt jeg gør minder mig om ham, og jeg føler virkelig, at jeg har prøvet næsten alt for at komme videre.

Jeg har forsøgt forskellige fritidsaktiviteter, aftaler med veninder, fester etc. men jeg føler ikke at noget af det virker. Jeg føler mig efterhånden sindssyg udmattet både psykisk og fysisk, og jeg har det som om, at jeg aldrig kommer mig over ham. Jeg har nu haft det så skidt i næsten ligeså lang tid, som forholdet stod på, og jeg kan slet ikke overskue det længere. For jeg har bundærlig aldrig været så lykkelig i mit liv, som det “lille” stykke tid, jeg var sammen med ham, og jeg ville gøre alt i verden for at få det vi havde tilbage.

Før vi blev kærester, var han min bedste ven, så det føles som om, at jeg har mistet både min kæreste og min bedste ven, hvis du forstår.
Jeg kan også fornemme på mine veninder, at de er trætte af, at høre på mig snakke om ham (hvilket jeg godt forstår), og derfor så føler jeg mig også “efterladt” helt alene uden nogen, som forstår mig eller har prøvet det samme.

Jeg har overvejet at starte til en psykolog, men jeg har af erfaring ikke oplevet, at det skulle hjælpe, fordi jeg er mega dårlig til at beskrive og udtrykke mine følelser overfor fremmede. mennesker.

Jeg har også “forsøgt” at kigge efter andre fyre, men det er som om, at der ikke er en eneste i verden jeg har lyst til – på nær min ekskæreste.
En anden ting er, at jeg har lagt mærke til, at jeg grundet alle mine tanker om ham, slet ikke længere kan glæde mig på mine veninders vegne. To af mine bedste veninder har fx begge fået en kæreste, og jeg oplever intet andet en jalousi overfor dem, når de snakker om, hvor dejligt de har det. Jeg prøver selvfølgelig at lytte efter, men jeg har mest af alt lyst til at blive sur, og bede dem om at holde mund. Men det ville også gøre mig til en super dårlig veninde (hvilket jeg allerede føler mig som), og jeg kan allerede mærke, at jeg langsomt “skubber” mig selv væk fra dem, selvom det slet ikke er det, jeg ønsker.

Og ja – jeg har prøvet at snakke med dem om, hvordan jeg har det og bedt dem så indirekte, som jeg kunne, om at tage lidt hensyn til mig. De forstår mig selvfølgelig godt, hvilket er dejligt, men om jeg vil det eller ej, så gør det mig alligevel til en dårlig og egoistisk veninde.
Jeg har også prøvet at snakke med min mor om det en hel masse gange, men jeg føler ikke, at hun forstår mig. Min far og hende har været kærester, siden de var teenagere, så de kan overhovedet ikke relatere til noget af det her. Og jeg føler mig u forstået over for dem.

Jeg har altså en hel masse lort, jeg går og dealer med, og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal håndtere det, og om det overhovedet er normalt at have det sådan (om ikke andet i så lang tid), så jeg håber virkelig, at i kan hjælpe mig, og forstå mig selvom beskeden måske er lidt forvirrende.