Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg begynder at savne min ex, som jeg ikke burde.

Hej, jeg er en pige på 14 år, som havde en kæreste for snart et halvt år siden.

Vi var begge 14, og havde sex 2 gange. Han er omkring et halvt år ældre end mig, og fyldte for ikke så lang tid siden 15. Så han gik i 8. Da jeg gik i 7.

Jeg sagde til ham dengang at ingen skulle vide vi har haft sex, fordi jeg ærligt synes det var for tidligt.

Vi var kærester i en måned, og lige pludselig (imens vi var kærester) kunne jeg mærke på ham der var noget galt, og spurgte derfor hvad der var galt. Han skrev han bare begyndte at have lyst til andre piger, så jeg skrev til ham at ham og mig var virkelig færdige.

Efter vi var slået op, blev jeg spurgt af flere og flere om ham og mig har haftsex, men benægter for alle. Jeg hsr kun indrømmet det overfor min bedsteveninde.

Nu her efter sommerferien, hvor jer er startet i 8. Er han flyttet over på min skole, i 9.

Han har skrevet til mig at han ikke vil være uvenner, og jeg har skrevet det fint nok, for jeg magter ikke noget drama.
Jeg begynder bare at tænke om han dengang kun var ude efter en ting?

Når vi ser hinanden på gangene kan vi godt sige hej og smile, og når jeg så set ham begynder jeg at savne ham, og jeg har også selv fået af vide han stadig godt “ku mig”.

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg indrømme for folk at vi har haft sex?

Viser jeg en form for svaghed at jeg ikke tør at indrømme det?

Jeg håber i vil forstå mig.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år!

Det er helt fair, at vi nogle gange kommer til at gøre nogle ting, som vi bagefter finder ud af, ikke dur for os. Som for eksempel at have sex. Faktisk synes jeg, du er ret sej, at du sætter ord på, at dét var for tidligt for dig. Dét er der nok flere end dig, der oplever – uden at de siger det til nogen bagefter.

Når vi er i puberteten sker der en kæmpe udvikling, både fysisk og mentalt og nogle gange, tror jeg, går det måske lidt hurtigt med at prøve tingene af. Vi er forskellige. Dét er vi også igennem puberteten med hensyn til, hvad vi er klar til. Det er almindeligt og det er i orden.

Du fortæller, at du dengang ikke ville have, at nogen skulle vide, at I havde haft sex – og nu spørger du, om der er tale om en form for svaghed og om, du skal indrømme, I havde sex.

Nej, jeg tænker ikke, det har noget med svaghed at gøre. Alle skal ikke vide alt om os. Det handler om privatliv.

Du har ret til privatliv. Du bestemmer selv, hvem du vil fortælle noget om dine private forhold. Måske har du lyst til at dele med nogle få – men ikke med alle. Du har ret til selv at bestemme dette.

Jeg kan høre, at du tænker mange tanker – også om din eks måske kun var ude på én ting dengang.

Han har skrevet til dig, at han ikke ønsker at være uvenner med dig og du siger, du ikke magter noget drama. Kan det måske være, at du er en lille smule vred på ham? Og at han måske fornemmer, at der er noget, der ikke er helt godt imellem jer?

Har du måske brug for at tale med ham, om de tanker, du har, om ham og dig dengang? Har du måske brug for at vide fra ham, om han har holdt sin aftale med dig om ikke at sige til nogen, at I havde sex?

Her er nogle forskellige muligheder du kan overveje for at finde den bedste vej for dig:

Måske er det en god idé at tale om, hvad der skete dengang. Er I så meget venner, at sådan en snak kan lade sig gøre?

Måske er det en god idé at lade være, fordi vi ikke kan gøre tingene om og bygge en ny god relation op imellem jer, hvis du ønsker dette.

Måske har du brug for at tale med en anden om dine tanker?

Måske har du en god voksen, som du kan tale med om dette. Måske er din mor god for dig at tale med? Måske er din far? Måske har du en sød storesøster eller storebror, du kan være fortrolig med?

Måske er din bedsteveninde god at tale med om dette?

Du kan altid ringe eller skrive til os på Børnetelefonen. Du behøver ikke gå alene med dine tanker. Jeg håber, du føler dig forstået og at du kommer videre med dine tanker på en måde, som er god for dig.

Jeg ønsker dig i hvert fald masser af held og lykke.

Mange hilsner fra Børnetelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat