Kære pige på 11 år
Jeg vil anbefale du kigger efter en kæreste blandt dem, du kender, som du har det rart og sjovt med. Jeg er helt enig med dig: dén, der skal være din kæreste, skal helst bo i samme by som dig. Det er smart, at I kan besøge hinanden, hvor I bor.
Hvornår man er super gode venner og har det rart med hinanden og hvornår man er kærester, ligner meget hinanden. Jeg tror, at dét med at blive kærester starter med, at man taler rigtigt godt sammen og at man har lyst til at være sammen og lave ting sammen - ligesom med vennerne. Derefter kan man finde ud af, om man har lyst til at blive kærester.
Jeg kan forstå, at du har kigget lidt på drengene fra din klasse og din parallelklasse og at du ikke rigtig sådan kan lide dem på den måde.
Det er muligt, du skal tænke over, hvor du ellers møder drenge. Måske går du i klub eller til noget andet i din fritid, hvor der både er drenge og piger?
Jeg tænker på, om nogle af dine veninder har kærester? Gad vide, hvordan de har mærket, at det var lige præcis dén dreng, der skulle være deres kæreste. Har I mon talt om det?
Måske kan din mor eller nogle andre voksne, som du kan lide og som du stoler på, fortælle noget om, hvordan de fandt deres kærester dén gang, de var på din alder?
Mange børn skriver til Brevkassen - også om kærester. Hvis du læser nogle af brevene, finder du måske andre idéer end dem, jeg giver dig? Prøv det! Du er også velkommen til at ringe til os på Børnetelefonen. Hér sidder voksne, som gerne vil lytte til dig og måske give dig nogle idéer, du kan bruge.
Og sluttelig vil jeg sige at det at få en kæreste ofte kommer helt af sig selv. En dag vil du opdage, at når du kigger på en bestemt dreng, får du følelsen af "sommerfugle" i maven og du er slet ikke i tvivl. Måske handler det om lige nu bare at nyde at være dig, 11 år og dine veninder og så skal det nok komme.
Jeg ønsker dig held og lykke! Mange hilsner fra BørneTelefonen