Kære 11 årig
Tusind tak for dit brev. Du fortæller så fint, hvad der er sket.
Jeg kan virkelig godt forstå du føler, at X ikke bare kan skrotte dig som skrald. Det lyder bestemt ikke rart, at hun ikke tror på det, du fortæller og hun ikke længere vil være din ven.
Det lyder ellers så fint, at du har spurgt hende fra starten af, hvorfor hun tænker sådan. Det er så sejt gjort af dig, at du har spurgt hende. Det er ikke alle der tør det. På den måde har du vist hende, at du slet ikke ved eller forstår, hvorfor hun tænker sådan.
Jeg kender jo ikke din veninde X eller hendes kæreste. Måske har hendes kæreste sagt noget, som kan have fået hende til at tænke sådan. Måske har andre sagt noget til hende. Måske er det hende selv, som tvivler på deres forhold, som desværre er komme til at gå ud over dig.
Det kan også være at det handler om noget helt andet. Uanset hvad har du ikke gjort spor forkert. Tværtimod har du reageret så fint ved at spørge hende. Det lyder også så sejt at dig og din kæreste har fortalt hende, at I er kærester.
Hvad kan du mon gøre?
Måske vil din anden bedste veninde fortælle X, hvad I talte om den dag. Altså om dit crush på din kæreste. Det kan være at X vil tro på det, hvis hun høre det samme fra flere.
Det kan også være, at du vil kunne skrive et brev til X. Du skriver jo så fint til os, om det der er sket og hvordan du har det med det. Når man læser et brev lytter man til det, som den anden fortæller, uden man kommer til at afbryde. I et brev vil X kunne høre din version.
Hvis du gerne vil have lidt hjælp til at skrive det, har BørneTelefonen en lille guide, som du måske kan bruge: Skriv et brev til din ven
Du kan selvfølgelig ikke tvinge X til at ville være venner med dig. Måske er hun ikke klar lige nu, men hvis du i brevet fortæller hende, at hun altid kan komme til dig, viser du hende, at du gerne vil være ven med hende. Hvordan mon det lyder for dig?
Det lyder så fint, at du har prøvet at tale med din far om det. Det er tillidsfuldt gjort af dig. Måske ved din far ikke helt, hvordan han bedst kan hjælpe dig. Er der mon en anden voksen du kan tale med om det. En anden i din familie, en sød lærer, en venindes forældre. Bare en som du føler tillid til og som du tror, vil kunne hjælpe dig.
Når man fortæller andre om sådan noget kan det tit hjælpe bagefter. Det er derfor så mega sejt gjort af dig at skrive til os på BørneTelefonen. Dit brev viser, at du rækker du efter hjælp. Det er præcis det der skal til, så du kan få det bedre.
Der er mange børn, som kontakter BørneTelefonen om kærester og venskaber. Du er derfor ikke den eneste, der oplever sådan noget med sin bedste ven.
Nogle af dem har skrevet til det, som hedder “Børn Hjælper Børn”. Her er et link, hvis du vil læse en andens brev og svar: Hvad er Børn Hjælper Børn?
Du er altid velkommen til at ringe, sms eller chatte med os på BørneTelefonen på 116111. Vi har åbent hele døgnet og vil gøre vores bedste for at lytte til dig og hjælpe dig.
Kærlig hilsen BørneTelefonen