Brev

Forelsket

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år.

Tak for dit brev. Hvor er du dog god til at skrive. På den mest ærlige og fine måde, beskriver du dine inderste følelser og tanker, og giver mig en tydelig fornemmelse af hvor fantastisk en pige du er.

Jeg fornemmer også, at du er god til at passe på dig selv og godt ved hvor din grænse går, og hvad som føles rigtigt og forkert. Det er en virkelig god evne at have.

Det er så vigtigt, at du lytter til dig selv.  Jeg er helt enig med dig i, at selvom du ikke rigtigt ved hvordan man gør i forhold til det her med at kysse og at være kærester, så vil det føles helt naturligt når det sker, og slet ikke så slemt som du måske forestiller dig.

Bare du har dig selv med hele vejen…

Som du selv skriver, så er det dejligt at være forelsket, men også hårdt. Det er en følelse som indeholder stort set alle andre følelser på en gang…. Med det mener jeg, at den kan feks. være smuk, vidunderlig, simpel, sjov, befriende, men også svær, smertefuld, opslidende, hård og besværlig.

Alle disse modsatrettede følelser, gør ofte forelskelse til en ret kompleks følelse. Ligegyldigt hvordan vi oplever den, så kan det tit være en ret voldsom følelse der, på godt og ondt,  opsluger os og overvælder os.

Det kan du måske også genkende?

De fleste som har prøvet at være forelsket, vil kunne genkende det du skriver om at “han er det eneste du kan tænke på”

Også selv om du prøver at lade være. Det kan føles som et stort tab af kontrol, fordi man kan føle sig fuldstændig afhængig af hvad en anden person gør og siger.

Man kan føle at ens lykke og glæde pludselig bliver defineret af et smil, et billede, en snap, et hurtigt svar, et særligt ord osv…  Det følelsesmæssige  “system” er konstant på overarbejde.

Giver det mening?

Mange kan også fortælle hvordan de har svært ved at sove, spise, har koncentrationsbesvær og næsten ikke orker at være sammen med andre. Forelskelsen fylder det hele…

Så du har fuldstændigt ret i at det er hårdt at være forelsket!

Mit råd til dig er, at du skal forsøge at give dine følelser plads og forsøge at rumme dem så godt du kan.  Både alt det vidunderlige og alt det svære. Det kan lyde som et meget nemt råd at give, men jeg tror, at det er vigtigt at forsøge at finde en indre styrke og turde være i sine følelser.

Det betyder også, at du måske kan finde mod til spørge drengen om hvad han egentlig føler for dig. Ville du mon have lyst til det?

Ofte kan det være enormt befriende  af finde ud af hvad den anden person føler. Også selvom det måske ikke var det man håbede på. Så har man noget at forholde sig til.

Hvad tænker du om det?

Jeg vil anbefale dig at tage et kig på hjemmesiden MindHelper. Den er for unge, som bokser med alle de tanker og følelser som liv møder i livet. Du kan finde masser af gode råd om forelskelse. Både i brevkassen, i de mange gode artikler, i de små videoer og hos de fantastiske rådgivere.

Jeg er sikker på, at du vil kunne bruge deres gode råd. Hvis du skriver “forelskelse” i søgefeltet, så kommer det hele frem. Du får linket her: https://mindhelper.dk/

Måske har du også allerede læst nogle af de breve der ligger i BørneTelefonens brevkasse? Der er rigtigt mange som handler om forelskelse og alle de følelser det medfører – både de gode og de svære. Du får lige linket her for en sikkerheds skyld: https://bornetelefonen.dk/brevkasse/

Det kan også være en hjælp at dele sine tanker og følelser med andre som man føler sig tryg ved. Måske har du nogle gode venner/veninder eller en god voksen som du kunne tale med? Jeg tror, at de fleste vil kunne genkende det du er midt i lige nu.

Når vi deler det som fylder i os, så oplever vi ofte at alting bliver lidt lettere at rumme, og at vi ikke føler os så alene med vores følelser.

Kunne det være en ide?

Du er også velkommen til at ringe til os. Vi sidder klar til en snak på tel:116111

Og selvfølgelig kan du også altid skrive til os igen.

Jeg ønsker dig det aller, allerbedste, både i livet og med sommerfuglene i maven 🙂

Mange kærlige hilsner fra BørneTelefonen.

 

 

 

 

 

 

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat