Kære pige
Det kan sætte et væld af følelser i gang, når man skriver godt med en, man har meget tilfælles med. Det lyder som om, du og drengen har noget specielt sammen. Så jeg kan godt forstå, at du tænker over, om jeres forhold måske kunne udvikle sig fra venskab til kærlighed.
Du spørger, i din overskrift, om du er vild med ham. Men når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at du nok mest er usikker på, om han er vild med dig? Du lyder nemlig som om, du rigtig godt kan lide ham, når du skriver, at du er bange for at han ikke har det på samme måde som jeg har det og at du synes, han er rigtig sød måske gerne vil blive til lidt mere end kun venner.
Jeg synes faktisk også, at det lyder som om, han er ret vild med dig, når han skriver, at hans type er meget dig agtigt og at du er sød og rigtig pæn. Det, synes jeg, lyder som klare tegn på, at han lidt forsigtigt prøver at fortælle dig, at han er vild med dig. Men lige som du er usikker på ham, så er han nok også usikker på, hvor du står.
I har nu aftalt at mødes. Og jeg tænker, at det vil kunne være med til, at I begge bliver lidt mere sikre på jeres følelser. For som jeg læser dit brev, så har I endnu ikke set hinanden i virkeligheden – er det rigtigt forstået? En ting er at skrive sammen – noget andet er at mødes rigtigt. Det er nemlig slet ikke sikkert, at de opfattelser I har fået af hinanden, viser sig rigtige, når I først mødes. Det kan derfor være, at du bliver endnu mere forelsket i ham, når du ser ham i virkeligheden. Men det kan også være, at du slet ikke synes, han er så interessant.
Jeg bliver nødt til at fortælle dig, at du skal passe rigtig godt på dig selv, når I mødes. For det er desværre sådan, at ikke alle taler sandt på nettet. Derfor kan du ikke være sikker på, hvem du rent faktisk skriver med. Derfor er det meget vigtigt, at I mødes et sikkert sted, hvor der er andre mennesker. Det kunne fx være på en cafe eller biblioteket. Eller sammen med nogle af dine gode venner.
Det lyder til, at du tænker en del over, hvad andre mon tænker om, at du kan lide ham. Men husk, det er forskelligt, hvad man falder for og sætter pris på i et forhold. Så prøv at se bort fra det, og i stedet være tro mod dig selv.
I forhold til aldersforskellen, så kan to år for nogle føles som en stor aldersforskel. For andre betyder det ikke noget. Det lyder som om, I to har en erfaring, der binder jer sammen – I har nemlig begge oplevet død i familien. Det betyder måske mere for jer end aldersforskellen. Det er dog vigtigt, at være opmærksom på, at en aldersforskel kan betyde noget i forhold til, hvad man har lyst til i et forhold. Derfor er det vigtigt, at man mærker efter, hvad man selv er klar til. Og ikke lader sig presse, fordi ens ældre kæreste måske er parat til noget mere.
Pas rigtig godt på dig selv. Kærlig hilsen
BørneTelefonen