Hej Pige på 12 år
I de mindre klasser kan det tit virke som om pigerne er blomsterne, der er sprunget ud og drengene er de blomsterknopper, der ikke går i blomst før om lang tid.
Derfor giver det rigtig god mening, at du oplever bedre at kunne lide at være sammen med nogle, der er ældre end dig selv. Det er helt normalt.
Ærlighed og respekt kommer tit som et par, der ikke kan skilles ad. Så jeg tænker, at hvis du ønsker at bliver respekteret for den du er, tror jeg det er vigtigt du fortæller din rigtige alder fra starten. Måske det ikke betyder noget for dem, du er sammen med, at du er yngre end dem. Men det kan få betydning for jeres venskab, hvis de finder ud af, at du lyver om din alder.
Det vigtigste når du har en kæreste, der er ældre end dig er, at du overholder dine egne grænser. Altså at du ikke siger ja til at gøre noget, du ikke har lyst til. Det er din ret, at sige nej til noget du ikke føler dig klar til eller har lyst til - husk det.
Du skriver ikke så meget om, hvordan dit forhold til din mor er. Alligevel tænker jeg, at det betyder noget for dig, at hun ved hvad du går og tænker på og drømmer om.
Måske vil det være en mulighed, at tale med hende om, hvad du tænker om drengene fra din klasse? At de er lidt umodne og du synes dem der er lidt ældre end dig er lettere at tale med. At du føler dig bedre tilpas sammen med dem. Så har du mulighed for at se, hvad hun siger til det.
Måske kan hun selv huske, hvordan hun havde det da hun var på din alder. Det kan være en god måde at få startet en snak om noget, der kan kræve lidt mod at få i gang.
Årstiderne skifter uden vi gør noget og de umodne blomsterknopper i din klasse og rundt om dig vil også springe ud på et tidspunkt. Så hold godt øje med, om der er knopper, der er ved at folde sig ud lige der hvor du er.
Kærlig hilsen BørneTelefonen